De fleste ved udmærket hvad en karrusel er.
At vi taler om “en stor, vandret skive med påmonterede sæder eller dyrefigurer, som man sidder på, mens skiven roterer om en lodret midterakse”, at oplevelsen ofte er ledsaget af musik og især henvender sig til børn i en forlystelsespark eller på en legeplads.
Ordet raritetskabinet er straks lidt sværere.
Slår man op i ordbogen er det en “samling af sjældne og mærkelige genstande”
I denne skriveøvelse skal du tilbage til en sommer år 1900.
De lokkende boder
Et omrejsende tivoli har slået teltpælene ned på en plads i byens udkant.
Folk valfarter til for at få et strejf af det eksotiske eller et glimt af det mystiske.
Elefanter, gøglere og hestekarruseller bades i et strålende lyshav fra tusindvis af farvede pærer.
Boder lokker med kandisfyldte kræmmerhuse og sødmefulde sodavand.
Der er et leben uden lige.
Sommerluften er tyk af spænding, sved og savsmuld.
Men du er ikke kommet for at se heste gøre krumspring eller elefanter sætte sig på halen.
Nej, dit ærinde er ganske anderledes.
I udkanten af teltpladsen ligger Dr. Mefistos Raritetskabinet
Du har hørt for meget. Lyttet for længe. Til historier, fortalt med rystende stemme og vigende blik. Af dem, som har satset liv og sindsro for et kig ned i skyggeverdenens tvistede kælder.
Sådan laves skriveøvelsen
Sæt dig med et stykke papir eller foran computeren.
Gå en tur på pladsen. Duft. Lyt. Se. Tag mod til dig.
Og slå da teltdugen til side ind til Dr. Mefistos Raritetskabinet.
Byder den skæggede dame velkommen?
Basker havfruen med halen?
Gemmer ulvedrengen sig i teltets mørkeste del?
Er krystalkuglen pudset?
Hvorfor græder ånden i den kinesiske krukke?
Tør du overlade din skæbne til Madam Misjkas spåkort?
Og hvem har bøjet tremmerne til side i buret ind til menneskebæstet med to hoveder?
Og hvad foregår der bag det sidste forhæng, lavet af glasøjne trukket på snor …
Tid og tegn
Du bestemmer selv antallet af tegn i denne skriveøvelse.
Sæt højst 60-90 minutter af til opgaven.
Hvis du foretrækker alle skriveøvelserne i FORFATTERDRØMME i en samlet bog, kan du bestille dem ved at klikke på annoncen lige herunder.