“Sorg er en kærlighed, du ikke kan komme af med.”
Dette citat er tillagt Johannes Møllehave, og sorgen har mange facetter.
Du kan drukne dine sorger og forsøge at dulme den på talrige måder.
Der er utallige ting, som kan give anledning til sorg.
Vi kan have kærestesorger og pengesorger.
Skilsmisser, dødsfald, sygdom eller tabet af et elsket kæledyr kan berede os sorg.
Der er mange forskellige reaktioner på sorg.
Det kan være nedtrykthed eller depression, et sænket aktivitetsniveau eller rastløs overaktivitet.
Det kan også udtrykke sig som angst, skyldfølelse, vrede eller vantro.
At den, der står tilbage, ofte har svært ved at tro på, at det kan være sandt.
Det hele bunder i en længsel efter den eller det, der ikke er der mere.
Sorg kan gøre det svært at koncentrere sig og vil ofte lede til suk og tårer, hvad enten det er den enkelte dråbe i øjenkrogen, de stille, løbende tårer eller den hysteriske gråd, hvor man næsten ikke kan få luft.
For en forfatter kan sorg være en stærk skrivekraft, og derfor skal du i denne skriveøvelse skrive om sorg.
Sådan gør du
Sæt dig foran computeren eller et stykke papir.
Beskriv en sorg.
Er det din egen sorg?
Hvad gør den ved dig?
Hvordan er det opstået?
Vil den nogensinde fortage sig?
Leder du efter ting, mennesker og situationer, der minder om den eller det, du har mistet?
Eller forsøger du at undgå netop disse ting?
Tid og tegn
Omstændighederne og fortællestilen er frit, så længe sorgen er det dominerende tema i fortællingen.
Du må højst skrive 4.000 anslag inklusive mellemrum.
Sæt højst 120 minutter af til skriveøvelsen.
Hvis du foretrækker alle skriveøvelserne i FORFATTERDRØMME i en samlet bog, kan du bestille dem ved at klikke på annoncen lige herunder.