Har du mon en anlægsgartner gemt i dig?
Eller savner du bare folkeskolens timer i træsløjd?
Så er denne skriveøvelse helt oplagt.
I dag skal du nemlig være et træ.
Men ikke en pjuskebusk eller et afpillet juletræ.
Du skal være verdens største og ældste træ.
Wikipedia skriver: “Rødtræ (Sequoia sempervirens) er et stort, stedsegrønt nåletræ med brede, lidt skælagtige nåle og en trævlet bark. Gamle stammer får med tiden en mørkebrun, dybt furet bark. Rodnettet er meget højtliggende og når sjældent dybere ned end 2-2,5 m. Træet er meget hårdført overfor skovbrand og synes at have en konkurrencemæssig fordel af, at nålene er hævet så højt over skovbunden og de brandbare urter og buske dér.”
Det var ordene fra et leksikon. Men hvad er dine?
Sådan gør du
Sæt dig med et stykke papir eller foran computeren.
Fortæl historien om træet.
Det højeste i skoven.
Det mægtigste.
Det ældste.
Hvad har det oplevet?
Hvad kan man se, når man rager op over resten af skoven?
Hviler fuglene på dens grene?
Kilder billerne i barken?
Kan det høre de andre træer falde? Eller skrigene i skovbranden?
Bor der nogen i træets krone?
Frygter det menneskene?
Eller kædesavens komme?
Og gør det noget … hvis man kan vokse op og blive til en bog?
Fortællingens genre og stil er fuldkommen fri.
Tidsforbrug
Sæt højst 60 minutter af til opgaven.
You are free
to be
a tree
Hvis du foretrækker alle skriveøvelserne i FORFATTERDRØMME i en samlet bog, kan du bestille dem ved at klikke på annoncen lige herunder.