#81 Superhelt

Hvem har ikke drømt om at have superkræfter?

Vi har i hvert fald tit ønsket at kunne skrive 10 fejlfrie sider i minuttet, så vi kunne nå at skrive alle de bøger, vi gerne ville.

I denne skriveøvelse skal du fremelske din egen helt eller heltinde.

Med superkræfter, svagheder og særlige evner.

Sådan gør du

Sæt dig med et stykke papir eller foran computeren.

Skab din egen superhelt eller superheltinde ved at tage stilling til følgende elementer:

Navn/alias
De fleste superhelte “gemmer” sig for offentligheden bag en maske, fordi de lever et dobbeltliv.

Find på et godt navn. De færreste superhelte hedder noget ordinært, som “Morten Jensen – den flyvende revisor”

Superkræfter
Hvad gør din karakter ekstraordinær?

Er vedkommende stærk, hurtig, klog, lille, stor eller blot en radioaktiv mutant?

Svagheder
Uden svagheder bliver det hele lidt kedeligt.

De færreste har lyst til at læse om supermennesker der kan alt. Så husk at tage stilling til heltens svagheder også.

Udseende/karaktertræk
Flyver din helt med underhylerne uden på tøjet? Eller er hun klædt i sort som den mørkeste nat?

Er han bitter, indelukket og vred på verden?

Eller en ejegod duksedreng?

Nemesis (den onde modstander)
Hvem kan bringe din helt ud af fatning?

Hvem kan true superkvindens eksistens?

Hvem har set sig sur på helten?

Baggrundshistorien

Hvor kommer superhelten fra?

En anden planet?

En anden tid?

Eller bare udkantsdanmark?

Hvad og hvem har formet helten?

Du må selvfølgelig også gerne tegne, hvis du kan.

Tid og tegn

Skriveøvelsens form er fri, men du må højst skrive 5.000 anslag inklusive mellemrum.

Sæt højst 120 minutter af til skriveøvelsen.

Hvis du foretrækker alle skriveøvelserne i FORFATTERDRØMME i en samlet bog, kan du bestille dem ved at klikke på annoncen lige herunder.

Annoncer