Allan Arlofelt

Allan Arlofelt

Allan har prøvet mange ting i sit arbejdsliv – og nu kan han også skrive forfatter på sit CV.

Her kan du møde ham i vores portræt.

Hvornår startede du med at skrive?

Jeg har gennem årene skrevet en del kursus- og teknisk materiale, men aldrig noget som er blevet brugt udenfor de cirkler, det var skrevet til.

Så jeg har egentlig skrevet i mange år, men først fra januar 2025 har jeg skrevet med den klare intention, at det skulle ende som et sammenhængende forfatterskab – ikke bare noget, der lå i notesbøger og digitale mapper.

Hvorfor skriver du?

Jeg skriver, fordi jeg selv manglede den bog, jeg nu har skrevet. Dengang jeg selv havde rodet mig ud i livskriser og dårlige mønstre, savnede jeg nogen, der talte ærligt om det uden floskler og mirakelkure. Og så skriver jeg, fordi det holder mig ansvarlig – når jeg først har formuleret noget på papir, er det meget sværere for mig at slippe afsted med mine egne undskyldninger.

Hvilken bog arbejder du på lige nu?

Lige nu er mit hovedfokus at få sendt Succes som et menneske – Den holistiske vej til et ekstraordinært liv godt ud i verden og få opbygget det univers, der er omkring bogen. Jeg arbejder fortsat med serien ”Små skridt – store sejre” og indholdet på hjemmesiden, så læseren får hjælp til at omsætte det læste til handling.

Hvor mange bøger har du skrevet?

Succes som et menneske er min første “rigtige” bog i klassisk forstand – sådan en, der kommer ud på et forlag, får ISBN-nummer og det hele. Men på en måde føles det, som om jeg har skrevet på den i over 20 år, bare i andre former: kursusmateriale, noter, oplæg, indre monologer og små tekster, som nu er samlet og konverteret til én sammenhængende bog.

Hvorfor skal man læse din bog – og hvad får man ud af den?

Succes som et menneske er til dig, der et eller andet sted godt kan mærke, at du ikke står det rigtige sted i livet. Udadtil fungerer det meste måske meget godt – du har succes på nogle områder, der er styr på noget af det, andre kæmper med – men alligevel er der en uro, en fornemmelse af, at det her ikke helt er det liv, du egentlig er skabt til at leve. Du kan bare ikke lige sætte ord på, hvad der mangler, eller hvorfor.

Bogen hjælper dig ikke kun med at finde svar, men med at opdage de spørgsmål, du endnu ikke ved, du mangler at stille. I stedet for mirakelkure, lange teorier eller “tænk dig lykkelig”-råd, bliver du guidet stille og roligt igennem de områder af dit liv, der i praksis afgør, om du trives: dine valg, dine vaner, din energi, dine relationer, din økonomi, din måde at være sammen med dig selv på. Du får konkrete øvelser og små greb, der kan bruges i hverdagen, så du ikke bare forstår noget nyt – du gør noget anderledes.

Hvis du er et sted i livet, hvor du mest af alt går rundt med en diffus fornemmelse af, at “det her kan ikke være alt”, uden at du kan forklare præcis, hvad der er galt, så er det her din bog. Den er til mennesker, der hverken gider klynk eller glansbilleder, men som vil tage sig selv alvorligt som hele mennesker og er villige til at kigge ærligt på deres eget liv for at ændre det – og som godt ved, at det kræver en reel arbejdsindsats at nå de mål, der faktisk betyder noget.

Foretrækker du trykte bøger, e-bøger eller lydbøger og hvorfor?

Jeg fortrækker at sidde men den fysiske bog i en god stol med en kop varm kaffe, og hvis bogen rigtigt fanger mig, så bliver kaffen altid kold undervejs.

Men jeg nyder også at høre en lydbog, mens jeg foretager mig noget med hænderne eller kører bil. E- bøger er primært noget, jeg benytter mig af på ferier, som en praktisk løsning til at have flere bøger med i kufferten uden det vejer.

Hvilken forfatter beundrer du mest?

Jeg har ikke én forfatter, jeg dyrker som guru, men der er nogle, der har fulgt mig længe. Dale Carnegie og Napoleon Hill har betydet meget for mig tidligt i livet – de var med til at åbne mine øjne for, at adfærd, mindset og relationer faktisk kan trænes, og at man har et større ansvar for sit eget liv, end man lige tror. Skal jeg blot hyggelæse er der ikke bestemte forfattere, som trækker mest: Hvis bogen lyder spændende, så betyder forfatteren mindre.

Hvilken bog ville du helst selv have skrevet?

Hvis jeg skal vælge én, så ligger How to Win Friends and Influence People af Dale Carnegie meget højt. Den er gammel, men stadig rørende aktuel i måden, den ser på mennesker og relationer. Den har i høj grad præget den måde, jeg tænker ansvar, adfærd og muligheder på. Når det er sagt, ville jeg ikke bytte min egen bog ud, fordi det var lige præcis den bog, jeg selv manglede, da jeg rodede mest rundt i livet.

Har du et særligt ritual før/mens du skriver?

Jeg har ikke endelige ritualer, men jeg har vaner. Jeg gør mig umage for at skabe ro omkring mig. Før jeg skriver, prøver jeg få styr på mit arbejdsmiljø og lukker af for mulige forstyrrelser. Ofte sætter jeg musik på fra 60’erne, 70’erne eller 80’erne – noget velkendt, der ikke kræver opmærksomhed, men bare lægger et roligt lydtapet bagved.
Når jeg så går i gang, forsøger jeg at blive i den ro. Én ting ad gangen, ingen mails og ingen små afbrydelser.

Hvad gør du, hvis du oplever en skriveblokering?

For mig er skriveblokering som regel et tegn på, at jeg enten er træt, usikker på, hvad jeg vil sige – eller er i gang med at prøve at være alt for perfekt. Ofte rejser jeg mig, går lidt rundt, henter noget at drikke, trækker vejret og prøver at lande i kroppen igen i stedet for oppe i hovedet.

Hvad er det bedste ved at være forfatter?

Det bedste er, når læseren får noget ud af det, jeg skriver. Når de kan bruge en sætning, en øvelse eller et kapitel til at ændre bare en lille ting i deres liv.
Og så elsker jeg, at jeg kan sidde i min egen verden og arbejde. Bare mig, teksten og roen omkring mig.

Hvad er det værste ved at være forfatter?

For mig er det værste, når tvivlen fylder mere end lysten. De dage, hvor jeg kigger på skærmen og tænker: “Giver det her overhovedet mening for nogen?” – og hvor hver eneste sætning føles forkert.

Og så kan alt det uden om selve skrivningen være hårdt: forventninger, salg, markedsføring, synlighed. Den del falder mig ikke nær så naturligt som det at skrive. Jeg holder mest af at sidde i ro og arbejde.

Hvad ville du ønske, du havde vidst, før du begyndte som forfatter?

Jeg ville ønske, jeg havde vidst, at det at skrive bogen faktisk er den “nemme” del. Ikke fordi det er let at skrive – det kræver tid, ærlighed og en del kamp med sig selv – men fordi alt det, der kommer bagefter, er langt mere krævende, end jeg havde forestillet mig.

Hvilke råd vil du give til en kommende forfatter?

Mit udgangspunkt er altid: Skriv, som om ingen skal læse det – endnu. I begyndelsen betyder det faktisk ingenting, hvad andre mener om dit projekt. Hvis du hele tiden skriver med en usynlig dommer på skulderen, ender du med at prøve at please alle, og så bliver det hurtigt mere deres bog end din. Din eneste opgave i starten er at få det ned, du virkelig har på hjerte. Punktum.
Når du er klar til feedback på dit projekt, så find en hvis mening du værdsætter og gerne en professionel redaktør eller en anden med tilsvarende ekspertise. Du skal nok få masser af meninger om din bog senere, så der er ingen grund til at slippe hele verden løs på den for tidligt

Hvor skal man gå hen, hvis man vil vide mere om dig?

Det nemmeste sted at finde mig er på LinkedIn, hvor jeg skriver under mit eget navn, Allan Arlofelt. Der deler jeg løbende tanker, erfaringer og små nedslag fra både bogen og mit arbejde med mennesker.

Derudover har jeg en hjemmeside i tilknytning til bogen, hvor der også ligger ekstra materiale.
Web: www.Successometmenneske.dk
Mail: kontakt@Successometmenneske.dk
LinkedIn: www.linkedin.com/in/arlofelt
Facebook: www.facebook.com/Arlofelt/
YouTube: https://www.youtube.com/@Successometmenneske

Annoncer