
Bente Sonn
Bente Sonn debuterede som forfatter som 69-årig. Hun har bidraget til tre antologier, skrevet en krimi, to børnebøger
og to digtsamlinger. Hendes virke som sygeplejerske og hendes store indsigt i det menneskelige sind danner baggrund
for hendes forfatterskab. ”Sprit æder sjæle” er en samfundsrealistisk spændingsroman.
En del af persongalleriet optrådte også i kriminalromanen ”Gennem tunnellen”, men denne historie skal ikke betragtes som en fortsættelse.
Her kan du møde hende i vores portræt af hende.
Hvornår startede du med at skrive?
Jeg har skrevet digte, siden jeg var ni år, sange siden jeg var 17, men debuterede først som forfatter, da jeg var 69 år.
Hvorfor skriver du?
Det er en måde at kommunikere på som fungerer godt for mig.
Hvilken bog arbejder du på lige nu?
Digte til Lolland.
Hvor mange bøger har du skrevet?
3 antologier og 6 bøger. (1 krimi, 2 børnebøger, 2 digtsamlinger, denne roman og 3 antologier)
Foretrækker du trykte bøger, e-bøger eller lydbøger og hvorfor?
Jeg foretrækker den trykte bog, og dem, jeg har læst, får ofte plads i reolen efter læsning, da de altid efterlader et aftryk hos mig.
Hvilken forfatter beundrer du mest?
Salman Rushdie
Hvilken bog ville du helst selv have skrevet?
Den er ikke skrevet endnu.
Har du et særligt ritual før/mens du skriver?
Jeg skriver mest om natten, hvor luften ikke er fortættet af snak og andres tanker (smil).
Hvad gør du, hvis du oplever en skriveblokering?
Det har jeg aldrig oplevet. Det hjælper nok lidt, at forfatterskabet ikke er et levebrød.
Hvad er det bedste ved at være forfatter?
Man kan studere det menneskelige sind uden, at nogen tager anstød af det.
Hvad er det værste ved at være forfatter?
Det værste er at blive kopieret.
Hvad ville du ønske, du havde vidst, før du begyndte som forfatter?
Jeg har fået en stor viden om mange ting gennem mit forfatterskab, og den viden ville jeg ikke være foruden. Jeg ønsker fortsat at støde på ting, jeg ved for lidt om, så et sådant ønske har jeg ikke.
Hvilke råd vil du give til en kommende forfatter?
Glem alt om økonomi og skriv kun, hvis du virkelig føler for det.
Hvor skal man gå hen, hvis man vil vide mere om dig?
Facebook og Instagram
3 spørgsmål til forfatteren:
Hvorfor skal man vælge at læse din bog?
Min roman behandler et stort samfundsproblem. Der er ikke mange familier, der ikke genkender problematikken i egne rækker eller blandt venner, men det er et tabu. Man taler om den berørte – men ikke med. Min roman giver læseren indblik i udbredelse, behandling og måske mod til at tage problemet op.
Hvad får man ud af at læse den?
Viden om alkoholisme, ubehandlet sorg, arv, hævnmotiver og mekanismen bag pyromani.
Hvem vil få mest ud af at læse den?
Alle vil få noget ud af at læse den; men specielt den, der gerne vil hjælpe en ven eller slægtning, men har svært ved at overskue mulighederne for hjælp. Desuden vil størstedelen af sundhedspersonalet, der dagligt ser problemet, få sig en AHA-oplevelse.


