Ernest Hemingway (1899-1961) vandt ikke blot Nobelprisen i litteratur og skrev fantastiske fortællinger.
Han er også kendt for de såkaldte 6-ords fortællinger.
Opgaven er at rumme en hel fortælling på blot seks ord.
Intet mere. Intet mindre.
Anekdoten – og det er kun en anekdote – fortæller, at Ernest Hemingway sad omkring et pokerbord, men ikke havde flere penge at tabe.
Han satsede alt og væddede om, at han kunne skrive en hel fortælling på blot seks ord.
Han kunne så enten indkassere puljen eller fordoble sit tab.
De andre spillere gik ind på væddemålet, sultne efter hurtig gevinst i kølvandet på den umulige opgave.
Men Ernest Hemingway greb en serviet og griflede hurtigt seks ord ned. Og smed så sit bud ind i puljen.
Baby shoes.
For sale.
Never worn.
Det er en fantastisk fortælling, der rummer stor tragedie.
Babysko, der er sat til salg. Og aldrig har været brugt. Hvad er der mon sket? Hvorfor sættes de til salg?
Hvem er sælgeren?
Hvad tvinger sælgere til at skille sig af med babyskoene?
Ifølge beretningen var de andre så imponerede, at de lod Hemingway indkassere puljen, men det er kun en historie, og den er ikke sand.
Ikke desto mindre dannede den skole for en række 6-ords noveller, og det fodspor skal du følge i denne skriveøvelse.
Sådan gør du
Sæt dig med et stykke papir eller foran computeren.
Skriv en hel fortælling på præcis seks ord. Hverken mere eller mindre.
Du må gerne fordele de seks ord på flere sætninger, men der skal være præcis seks ord i alt.
Et eksempel kunne være:
Stille gynger
Tomme senge
Tavse skrig
Bonusøvelse
Hvis du har mod på mere, kan du skrive 6-ord noveller i forskellige genrer.
Novelle 1: Erotik
Novelle 2: Science fiction
Novelle 3: Børnebog
Novelle 4: Gyser
Novelle 5: Humor
Tegn og tid
Lav mindst 3 og højst 15 af disse små fortællinger.
Sæt højst 120 minutter af til skriveøvelsen.