Mange spørger, hvad jeg ønsker mig til jul.
I år er svaret let. Jeg ønsker, at du bruger fem minutter på at læse denne historie.
Den handler om at selv “små” gaver med tiden kan vokse sig store og betydningsfulde.
Vi skal tilbage i tiden. Helt nøjagtigt til året 1984. Tvillingerne er 12 år gamle, og som de fleste andre vilde med musik.
1984 var i det hele taget et stærkt år for musik. Vi var ikke rigtig begyndt at købe plader, så musiksamlingen bestod af kassettebånd med hits fra de lokale radiostationer og naturligvis Kim Schumacher.
I vores folkeskoleklasse gik kammeraten Claus, som havde en storebror, som ikke bare var ældre men også … Disc-jockey i sin fritid.
Uh, det var en titel, som havde en dragende effekt på vores musikglade ører. Hans værelse var selvfølgelig off-limits, som den slags er for alle lillebrødre og deres irriterende kammerater.
Det står lidt uklart, hvor meget vi plagede, men sikkert en del. Og til sidst overgav storebroren sig og indvilligede i at optage lidt af hans pladesamlings guld til et kassettebånd. Optimistisk havde vi afleveret et 90-minutters af slagsen, og efter en utålmodig ventetid, som helt klart føltes meget længere end den var, fik vi båndet i hænderne.
I øvrigt akkurat tidsnok til at det kunne bruges til en klassefest, hvor George Michaels klassiker Careless Whisper dannede baggrundstæppet for de første forsigtige runder kinddans med pigerne.
Alle fester slutter jo på et tidspunkt, men båndet kom selvfølgelig med hjem, hvor det i mange år udgjorde kronjuvelen i samlingen på den lille båndhylde på teenageværelset. De øvrige bånd, som blev fyldt med godter fra radioprogrammer som Serviceredaktionen, Studie 84, Aarhus Top 20 og Discoboksen, fik fortløbende numre, men dette bånd blev blot døbt “PBR” efter storebrorens initialer. Utallige gange har vi smidt “PBR” på ghettoblasteren.
Med tiden kom andre formater til, og vi udbyggede vores egen pladesamling. Til sidst forsvandt også selve båndet i en flyttekasse.
Men tracklisten står stadig ganske klart for os. For båndet indeholdt en række klassiske numre, tilmed i maxi-single udgaverne, som vi elskede.
Ud fra hukommelsen har vi også genskabt det legendariske “PBR-bånd” på Spotify. Enkelte numre findes ikke, men listen er tæt på komplet.
Et af numrene, som var med på båndet var sprinterfænomenet, Carl Lewis og hans “Going for gold” og ikke mindst et HI-NRG megamix, som vi selvfølgelig ikke kendte titlen på, og først mange år senere fandt og købte på vinyl. Her kunne vi så for første gang nogensinde høre resten af megamixet, for båndet var selvfølgelig løbet ud midt i det bedste. Ja, sådan var det dengang.
PBR-båndet er i vores optik fyldt med klassisk disco, hi-nrg og funk, som også var med til at danne grobund for vores videre musikalske præferencer.
Det er nu 41 år siden, at vi modtog båndet. Men vi taler stadig om det. Og ikke mindst klassekammeratens storebror, som brugte tid på at gøre os en tjeneste. Ja, det tog måske kun et par timer for ham at finde pladerne frem og optage dem, men vi har lyttet til numrene i mange hundrede timer. Og som voksne reflekterer vi ofte over, hvor stor en gave det var. Ganske givet meget større, end PBR kunne ane, da han skabte et mixtape med tidens rytmer.
Ja, han har sikkert gjort det for andre “plageånder”, i en tid, hvor ting ikke bare kunne streames eller skaffes med få klik, og hvor en flink DJ, som kunne optage et mixtape, var i høj kurs.
Så kære PBR, tak fordi du i 1984 tog dig tid til at optage George Michael, Bananarama, Hazell Dean, Laura Branigan, Sandy Marton og de andre godter til vores mixtape.
Vi tænker stadig på det … 41 år efter.
Og på den måde blev gaven, meget større end både du og vi kunne ane.
Så tak.
