Hør fortidens stemmer

Da Karen dør efter 82 trælsomme år på denne jord – trælsomme for både hende selv og for os, der måtte leve i hendes skygge – efterlader hun sig en ufortalt og glemt historie. Tilbage var os hun efterlod, med mindet om en mor, der altid var på kanten af afgrunden, og som aldrig magtede at være den mor, der var brug for.

Hvorfor var Karen så svær at holde af?

Og hvad skulle have været anderledes, for at Karen kunne have magtet livet?

Da de spørgsmål havde spøgt længe nok, satte jeg, Karens ældste datter, mig for at finde ondets rod.

Det blev en lang og svær rejse i fortiden, hvor jeg skulle passe meget på ikke at stå i vejen for de skeletter, der væltede ud af skabene. Men det var også i de mange ufortalte og glemte historier, at svarene lå.

Om forfatteren

Anne-Marie Thomsen (f. 1960) er uddannet KRAP pædagog, og har arbejdet inden for fagets specialområde.

Hun debuterede i 2019 med sin første bog Spor, der forløser.

Bogen i medierne

Artikel i Herning Folkeblad

⭐️⭐️⭐️⭐️ “Bogen er en medrivende fortælling om hvordan ens formødre/fædres liv og vilkår har stor påvirkning på efterkommerne. Både social og genetisk. Anne Marie har sat fortællingerne ind i en historisk kontekst. Bogen er også en fortælling om hvor vigtig det er at forstå og forsone sig med ens nærmeste.” Lone Schlosser, Bog & Idé

“Det er en bog, der insisterer på, at fortiden ikke er et afsluttet kapitel – men noget, der bliver ved med at tale til os, forme os og kalde på vores nysgerrighed. Anne-Marie skriver desuden med et særligt nærvær, der gør, at man som læser mærker hendes engagement. Hun deler refleksioner, tvivl og håb i sin rejse ind i afdækningen af fortidens skæbnegalleri i sin slægt. Som fx i denne passage, hvor hun beskriver en uro, vi nok mange kan genkende, når vi mister forbindelsen til et menneske, vi holder af:
“Det skabte bekymring, ærlig talt. Jeg var kommet til at holde af hende og ville så gerne have, at det gik hende godt. Var hun alligevel kommet ud i noget skidt? Var hun død – ja, det blev også tjekket. Eller emigrerede hun?”
Her viser Anne-Marie sin særlige evne til at forbinde sig til fortidens mennesker – ikke som statister i et fortidens arkiv, men som skæbner, hvis spor hun forsøger at følge og forstå.

Det er netop denne respekt for de glemte eller skjulte stemmer, der gør bogen så vigtig. Som hun skriver et andet sted:
“Og hvis vi vælger at åbne en sprække ind til sådanne skjulte fortællinger, må vi være forberedte på og klar til, at fortidens mennesker insisterer på at få en stemme i deres egen fortælling.”
Denne sætning indfanger essensen af bogen. Fortællingerne er ikke blot historiske skildringer; de er dialoger på tværs af tid, hvor vi som læser bliver inviteret til at lytte aktivt efter fortidens stemmer – med eftertanke, indlevelse og viljen til at møde dem på deres egne præmisser så vidt slægtsforskningens greb tillader det.” – Sara Smed