Lars H. Jensen
Lars H. Jensen er tidligere jægersoldat og officer og deltog i over 20 år i udviklingen af danske specialstyrker. Efter årene i Jægerkorpset forskede og underviste han i 10 år i specialoperationer på Forsvarsakademiets Institut for Strategi.
I den strategiske thriller, En tid til at hade, kommer læseren med ind i specialoperationernes verden, da terrorister og et hævngerrigt Rusland vil smadre det uforberedte Danmark med et hybridangreb.
Her kan du læse vores portræt af ham.
Hvornår startede du med at skrive?
Jeg skrev godt nok nogle stile på gymnasiet, som min dansklærer i begejstring sendte rundt på hele gymnasiet. Men jeg først det gik op for mig, at jeg er god til at skrive, da jeg startede på Hærens Officersskole, og blandede mig i debatter om Forsvarets fremtid. Her tog min lærer i krigshistorie mig under vingerne, og han lærte mig at skrive om komplekse ting, så alle forstår meningen.
Hvorfor skriver du?
Fordi jeg kan lide det! Jeg elsker at sætte ord sammen. Gennem mange år skrev jeg utallige faglige debatindlæg og aviskronikker. I mit job skrev jeg adskillige meget store militærfaglige analyser. Jeg husker især én som skaffede Jægerkorpset flere hundrede millioner i forsvarsbudgettet. Det gav omkring 1,5 millioner kroner per side. Det går nok næppe sådan i min karriere som forfatter i skønlitteratur …
Hvilken bog arbejder du på lige nu?
Jeg arbejder på efterfølgeren til ”En tid til at hade”. Min skrivemetode er meget filosofisk og eftertænksom. Jeg går i uger og måneder og tænker til, jeg når bristepunktet, og så sætter jeg mig og skriver det hele.
Hvor mange bøger har du skrevet?
Ud over en bog om uddannelse af jagthunde, er ”En tid til at hade” min første bog. Jeg har i mange år haft lyst til at skrive skønlitteratur, men al min skrivekraft var optaget af den faglige skrivning. Da jeg forlod Forsvaret efter 40 års tjeneste, var tiden inde.
Foretrækker du trykte bøger, e-bøger eller lydbøger og hvorfor?
Jeg fatter ikke at man kan læse en forfatters arbejde gennem flere år i en e-bog for 7 kroner, det er da helt urimeligt.
Men … jeg foretrækker faktisk e-bøger læst på en tablet. Prioritet 2 er trykte bøger. Lydbøger går alt for langsomt for mig.
Hvilken forfatter beundrer du mest?
Sjöwall og Wahlöö har i mange år været mine idealer. Deres blanding af spænding, personskildring og samfundskritik er uovertruffen.
Jeg har også beundret Lars Widding så meget, at hans “Vredens tid” inspirerede mit valg af titel.
Hvilken bog ville du helst selv have skrevet?
Jeg kunne godt have tænkt mig at skrive Lars Widdings bøger om Sveriges storhed og svanesang. Han var en foregangsmand, men nu om dage skrives så mange bøger om fortidens begivenheder og skikkelser, at jeg næppe går i den retning. Jeg vil hellere skrive om nutiden og fremtiden.
Men jeg ville også gerne have skrevet ”Den lange rejse” af Johannes V. Jensen. Sproget er helt fantastisk, men ingen gider læse det i dag. Dan Turéll har også skrevet bøger, jeg gerne ville have skrevet.
Har du et særligt ritual før/mens du skriver?
Næh, jeg sætter mig bare ned og skriver. Stephen King opdeler i bogen “Om at skrive” forfattere i to grupper: Dem der planlægger skrivningen i detaljer med udførlig disposition, og dem der skriver løs. I Forsvaret skriver man meget metodestyret efter stramme skabeloner. Derfor antog jeg, at jeg hørte til første gruppe, men det viste sig hurtigt, jeg bare skriver løs.
Det eneste ritual, jeg vistnok har, er, at jeg altid skriver om formiddagen, aldrig sidst på dagen. Min skrivning er intensiv, at jeg ikke kan falde i søvn, hvis jeg skriver om aftenen. Så fortsætter jeg bare med at tænke.
Hvad gør du, hvis du oplever en skriveblokering?
Aner det ikke. Det har jeg aldrig haft, og får det forhåbentlig aldrig. Er en scene for svær, springer jeg bare over den og skriver videre. Et par scener længere fremme, ser jeg lyset og så skriver scenen sig selv.
Hvad er det bedste ved at være forfatter?
Mit fokus er meget tidsnært og fokuserer på tidens udfordringer. Stephen King sagde også, at skal man skrive spændende, så skal man skrive om noget, man ved noget om. Så jeg skriver om dét, jeg ved en masse om, nemlig strategi og specialoperationer. Det er meget oppe i tiden og forbliver det nok min tid ud. Derfor er det fantastisk som forfatter at skrive en bog som ”En tid til at hade”, som blev overhalet af virkeligheden flere gange i de år, jeg skrev. Så ved man at man ramte rigtigt.
Hvad er det værste ved at være forfatter?
Det er ensomt og tager al ens tid. Og ens hustru bliver træt af at høre om alle de plots …
Hvad ville du ønske, du havde vidst, før du begyndte som forfatter?
Det ved jeg faktisk ikke.
Hvilke råd vil du give til en kommende forfatter?
Skriv!
Hvor skal man gå hen, hvis man vil vide mere om dig?
Jeg er på LinkedIn.


