Lasse Pårup Nielsen har skrevet en underholdende bog om sit arbejdsliv hos SAS.
Gennem mere end fire årtier i luften har Lasse oplevet royale besøg, dramatiske situationer, faglige tovtrækkerier, tekniske benspænd og talrige øjeblikke af humor og menneskelighed, som aldrig når overskrifterne.
Med varme, selvironi og et skarpt blik for detaljen fortæller han historien om et arbejdsliv, der begyndte for en ganske almindelig skoledreng i midten af 1980’erne.
Her kan du møde Lasse i vores forfatterportræt.
Hvornår startede du med at skrive?
Den allerførste historie, jeg skrev, handlede om nisser og julemanden. Jeg sendte den ind til Morgennisserne på Danmarks Radio. DR var på det tidspunkt i gang med at opbygge sin provinsafdeling i Aarhus, og programmets vært, Niels Hougaard, inviterede mig ind i studiet for at læse historien op. Jeg har nok været 10-12 år gammel. Dengang tænkte jeg ikke, at jeg var ved at blive skribent. Jeg syntes bare, det var sjovt at fortælle historier.
Hvorfor skriver du?
Mit svar kommer måske bag på nogle. Jeg har egentlig ikke en skrivelyst. Jeg har en fortælleglæde. Jeg elsker historier, mennesker og de små detaljer, som gør en fortælling levende. Jeg holder også af legen med ordene. Og hvis man gerne vil fortælle historier, så er man vel nødt til at skrive dem ned.
Hvilken bog arbejder du på lige nu?
Jeg fik min første bog i hånden i denne uge. Computeren er stadig varm, printeren er løbet tør for blæk, og lige nu skal jeg bare trække vejret. Først skal At rejse med konger og vagabonder ud af hangaren og have luft under vingerne. Derefter må vi se, om der står endnu en historie og banker på døren.
Hvor mange bøger har du skrevet?
At rejse med konger og vagabonder er min debut som forfatter og dermed den første bog, jeg har skrevet.
Foretrækker du trykte bøger, e-bøger eller lydbøger, og hvorfor?
Jeg foretrækker uden tvivl trykte bøger. Hvis jeg har en e-bog, bliver jeg næsten nervøs for, om computeren går sine egne veje, om filen forsvinder, eller om batteriet løber tør. En trykt bog kan man holde i hånden. Den står trofast på hylden og stikker ikke af.
Hvilken forfatter beundrer du mest?
Når man kender en forfatter personligt, læser man ofte bøgerne på en anden måde. Man kender mennesket bag ordene. Derfor står min gode ven Birgitte Possing højt på listen. Hendes bog Klangbunden i mig satte dybe spor hos mig. Jeg beundrer især hendes evne som historiker til at grave oplysninger frem fra arkiverne. Før jeg lærte hendes arbejde at kende, anede jeg ikke, hvor meget af vores fælles historie, der faktisk er bevaret.
Hvilken bog ville du helst selv have skrevet?
Min nevø Michael Lycke skrev for mange år siden bogen Nisser og trolde og andre glemte dyr. Det er ikke nødvendigvis den bedste bog, han har skrevet. Jeg synes faktisk, at flere af hans senere bøger er stærkere. Men netop denne bog har noget, jeg misunder ham. Hans fantasi er ganske enkelt imponerende. Han kan få det mest usandsynlige til at virke fuldstændig troværdigt. Når det absurde bliver absurd nok, begynder man næsten selv at tro på det. Den evne har jeg altid beundret.
Har du et særligt ritual før eller mens du skriver?
Jeg har ikke noget egentligt ritual, men jeg skriver helst alene. Helt alene. Der skal ikke komme nogen og kigge mig over skulderen og spørge, hvad jeg skriver. Meget af det, jeg arbejder med, er hemmeligt, indtil det en dag får lov at se dagens lys.
Hvad gør du, hvis du oplever skriveblokering?
Det er faktisk et spørgsmål, jeg har nemt ved at svare på. Jeg lever ikke af at skrive, og jeg har ingen deadlines. Hvis ordene ikke vil ud, så lader jeg dem være. Før eller siden vågner historien igen. Nogle gange føles det næsten, som om den råber til mig: “Lasse, har du glemt mig?” Og så sætter jeg mig ned og skriver videre.
Hvad er det bedste ved at være forfatter?
Her kommer endnu et svar, som måske overrasker. Jeg er stadig ikke helt fortrolig med titlen forfatter. For få dage siden stod jeg med min første bog i hånden, og jeg er ikke sikker på, at én bog automatisk gør en til forfatter. Måske er jeg stadig bare en skribent, der er kommet til at skrive en bog. Det må læserne afgøre.
Hvad er det værste ved at være forfatter?
Når man tidligere mest har skrevet korte tekster, opdager man hurtigt, hvor svært det er at få en hel bog til at hænge sammen. Pludselig er det ikke bare én historie, men mange kapitler, som skal spille sammen og skabe en helhed. Det er både den største udfordring og den største hovedpine.
Hvad ville du ønske, du havde vidst, før du begyndte som forfatter?
Jeg tror ikke, jeg havde forestillet mig, hvor meget arbejde der ligger efter det sidste punktum. Manuskriptet skal læses igen og igen. Små fejl skal rettes. Formuleringer justeres. Nuancer finpudses. På en måde føles det, som om det sidste punktum aldrig rigtig bliver sat.
Da jeg kun har haft den færdige bog i hånden i få dage, ved jeg heller ikke, hvad jeg endnu ikke ved. Måske ligger de største overraskelser først foran mig, i mødet med læserne, anmeldelserne og alle de mails, som forhåbentlig kommer.
Hvilke råd vil du give til en kommende forfatter?
Skriv kun, hvis du har lyst. Skriv ikke for at få udgivet en bog. Skriv, fordi du har noget på hjerte. Noget, du gerne vil fortælle andre mennesker. Hvis det en dag bliver til en bog, så nyd det. Men lad ikke drømmen om udgivelsen være motoren. Det skal være fortællelysten, der driver værket.
Hvor skal man gå hen, hvis man vil vide mere om dig?
Det oplagte sted er nok min Facebook-profil. Det er her, mange af mine små fortællinger er blevet til gennem årene. Her finder man måske forklaringen på, hvorfor jeg stadig føler mig mere som skribent end som forfatter.
Og når du har læst At rejse med konger og vagabonder, er det ikke mig, der skal afgøre, hvilken titel jeg fortjener. Det er dig.
Hvorfor skal man vælge at læse din bog?
Fordi den fortæller om et arbejdsliv, som de fleste kun har oplevet gennem et flyvindue eller en kabinedør. I 41 år fløj jeg verden rundt som steward og purser i SAS, og undervejs mødte jeg både konger, kendte mennesker og helt almindelige passagerer med historier, der fortjente at blive fortalt. Bogen er ikke skrevet for at imponere, men for at tage læseren med ombord på en rejse gennem et arbejdsliv, som snart hører en anden tid til.
Hvad får man ud af at læse den?
Forhåbentlig nogle gode historier, et par grin og måske også stof til eftertanke. Men man får også et indblik i en verden, som de færreste ser indefra. Bogen handler ikke kun om flyvning. Den handler om mennesker, møder, arbejdsglæde, forandringer og om at opleve verden fra første parket. Og så håber jeg, at læseren mærker den kærlighed til faget, som har fulgt mig gennem alle årene.
Hvem vil få mest ud af at læse den?
Naturligvis mennesker med interesse for SAS, luftfart og rejser. Men jeg tror også, at bogen vil tale til dem, der holder af fortællinger om mennesker og arbejdsliv. Mange vil kunne genkende noget fra deres eget liv, selv om de aldrig har sat deres ben i en flykabine. I sidste ende handler bogen nemlig mindre om fly og mere om mennesker.