
Enhver bogudgivelse er en stor ting på forlaget … det gælder også det helt nye bind i krimiserien om Manus Albino.
I den anledning kan alle følge med i vores forberedelser til premieredagen i september.
Vi spænder sikkerhedsbæltet og smører tastaturet, for der bliver sikkert både opture og nedture, pressede deadlines og champagnefejring.
Og du får et unikt indblik i, hvordan forfatter og forretning mødes i en hektisk hverdag.
Uanset om du er vild med vores krimier, nysgerrig på processen eller bare gerne vil følge med i hverdagen på forlagskontoret, så er du velkommen.
12. november – 54 dage efter udgivelse
Lige knap to måneder efter udgivelsen af den trykte er lydbogen klar.
Du kender sikkert stemmen, for vi har valgt Dan Schlosser til at indlæse det sjette bind i serien.
FIND LYDBOGEN HER
11. november – 53 dage efter udgivelse
Yes! Vi har lige fået besked om at lydbogen er på trapperne.
Det er måske den vigtigste lydbog i år for forlaget 🙂
I hvert fald for tvillingerne.
14. oktober – 25 dage efter udgivelse
Ny flot anmeldelse fra bogblogger.
Denne gang er det Regitze som har anmeldt, og hun skriver bl.a.
“Sproget er skarpt, og tempoet passer perfekt til den dystre tone … Slutningen er overraskende og samtidig rørende, og den efterlader én med lyst til straks at kaste sig over næste bind i serien …En stærk fortsættelse i Manus Albino-universet – og en af seriens bedste.”
13. oktober – 24 dage efter udgivelse
Yes! Så kom lektørudtalelsen til bind 6.
Det er en professionel vurdering af bogens indhold og kvaliteter – set i forhold til bibliotekerne.
Den er heldigvis supergod. Lektøren kalder bl.a. bogen ”en dansk thriller af internationalt snit.” og skriver at ”Det er effektivt eksekveret med tilpas mange handlingstråde og cliffhangers, som gør, at bogen er svær at lægge fra sig.”
Tvillingerne danser lige en lille glædesdans på kontoret.
8. oktober – udgivelse + 19 dage
Første bind i serien er lige nu på særtilbud.
Du kan købe bogen i vores shop til under 100 kroner lige her
30. september – udgivelse + 11 dage
Yes! Endnu en flot anmeldelse er lige kommet!
Nyhusmaria kvitterer med fem ud af fem stjerner.
Hun skriver: “Jeg ville ønske jeg kunne læse den igen uden at kende historien!🤩 Og jeg glæder mig allerede til 7’eren.”
Læs hele anmeldelsen her på bloggerens instagram
29. september – udgivelse + 10 dage
Yes! Endnu en skøn anmeldelse tikkede ind på kontoret.
Det betyder uendeligt meget for os!
Denne gang skriver blogger Merete Sminge disse pæne ord: “De har gjort det igen. Der er ikke mere at sige end, for pokker læs den. Den er intet mindre end FANTASTISK!!!!!!”
Læs og følg bloggeren direkte på Instagram her
28. september – udgivelse + 9 dage
En lidt sjov øvelse, som andre forfattere sagtens kan kopiere.
Tvillingerne blev bedt om at svare på tre spørgsmål om bogen:
Hvorfor skal man læse bogen?
Morten: Man skal læse bogen, hvis man er vild med spændende krimier, som har et medrivende plot og fokus på både sagen og persongalleriet.
Hvad får man ud af at læse bogen?
Morten: Man får endnu en flig af puslespillet som er Louise Jensen. Hun er hovedpersonen – og det anede vi ikke, da vi startede med at skrive.
Hvem vil få mest ud af at læse bogen?
Morten: Folk som var vilde med de første fem bøger, og som gerne vil læse mere om personerne i vores fortælling.
27. september – udgivelse + 8 dage
Det er sjovt som tiden går. Her er et interview fra krimimessen for 8 år siden.
Vi er blevet ældre, og der er kommet flere titler til. Og vi er stadig hinandens bedste venner 🙂
26. september – udgivelse + 7 dage
I dag er det en uge siden, bogen udkom. Og vi bliver forkælet med den tredje anmeldelse.
Denne gang fra Von_Seitzberg som giver 5 ud af 5 stjerner.
Hun skriver bl.a. “Et medrivende og elegant krimidrama, fyldt med både spænding og sproglige perler – et must for både trofaste fans og nye læsere af brødrene Ellemoses Manus Albino-serie.”
Det gør en verden til forskel for forfatterne, når læsere og anmeldere synes vi rammer plet 🙂
Tusind tak til Suzanne og alle de andre bloggere derude. Vi skriver også for jeres skyld.
25. september – udgivelse + 6 dage
Så er anmeldelse nummer 2 tikket ind på kontoret.
Ja, vi holder vejret, for læsernes dom betyder meget for os som forfattere.
Hardulæst giver 5 ud af 6 stjerner/bøger til Gravens røst.
Læs hele anmeldelsen her.
24. september – udgivelse + 5 dage
Praktikanten har pakket pc og sat kursen mod Skagen i selskab med marketingassistenten Dorte. Det er der intet forkert i – de har dannet par i mere end 10 år 🙂
Praktikanten har lovet at holde snakken om arbejde på et minimum, mens solskin indtages i det nordligste Jylland.
Computer og mails tjekkes et par gange om dagen, for at holde de fleste tallerkener i spin. Sådan har det fungeret i mange år.

23. september – udgivelse + 4 dage
Vi modtager mange henvendelser omkring lydbogen. Mange venter i spænding og foretrækker den indlæste version af bogen. Det er helt fint med os.
Lige nu ser det ud til at lydbogen lander på streamingtjenesterne i slutningen af november. Indlæsning tager tid, men vi håber det er værd at vente på. Især fordi der gemmer sig en overraskelse over indlæseren.
22. september – udgivelse + 3 dage
Ordrerne tikker stadig ind. Og hver eneste betyder noget for os!
Morten smiler, mens der pakkes bøger til læserne. Vi lægger altid lidt ekstra med i pakkerne – en novellesamling og et par brugte tegneserier til at forøge læseglæden 🙂
21. september – udgivelse + 2 dage
Det var søndag. De fleste andre vi kender holder fri, men ikke tvillingerne.
Først et par timers brainstorm i bil – for køretid er arbejdstid, når tvillingerne er på tur.
Og så retur til kontoret i Aarhus, hvor en bunke mails og beskeder skulle besvares. Nogenlunde kronologisk, for noget haster mere end andet. Det gør det altid omkring premieredagene, hvor mange ting skal koordineres.
Det er en del af jobbet, og vi har selv valgt det.
20. september – udgivelse + 1 dag
Ja, vi fortsætter beretningen om bogudgivelsen – også efter premieredagen. For hvad sker der, når champagnepropperne er poppet og konfettirøret fyret af?
Søren siger tit, at skriveprocessen er 10 procent fantasi og 90 procent hårdt arbejde. Og at arbejdet først rigtig begynder, når bogen er udkommet.
Marketingarbejdet er også at vente på første anmeldelse … og den dukkede op i dag. 5 af 5 stjerner.
Det føles fantastisk!

19. september – udgivelsesdag!
En vild dag. Den officielle udgivelsesdag for et projekt, som blev startet fire år tidligere med de første linjer i bogen. Gode ting tager tid. Ja, ja – kunstig intelligens kan gøre det på 1 minut, men der er ikke brugt en dråbe AI til sjette bind i serien. Og det bliver der heller ikke i de næste bind. Det er en principbeslutning, som vi har taget. Og som vi står stejlt på, selvom mulighederne for hjælp bliver stadig mere omfattende.
Vi har brugt mange, mange timer på at gøre bogen klar. Læs, skrevet, genlæst, omskrevet, redigeret, skærpet og skåret til. Derfor er bogen vores hjerteblod – som hele serien er det.
Der er langt til salgstallene fra de internationale bestsellere, så vi glædes over hver eneste bog, som ryger over disken.
Ansvaret for bogen – og salget – er vores. Længere er den ikke. Og vi glæder os til at sprede serien og persongalleriet ud til vores læsere og lyttere. Gamle og nye. Alle er velkomne. Alle er værdsat.
18. september – 1 dag til udgivelse
I en periode med vanvittigt arbejdspres kan man godt glemme at fejre de små sejre. Og man kommer let til at forsømme familie og venner.
Vi ved det godt, så i dag er bilen pakket til en getaway med en herreklub, som fejrer 30-års jubilæum i år. Den slags skal man skønne på.
Er det så en fridag? Nej, ikke rigtig. Vi stod tidligt op og nåede nogle timers arbejde inden færgetur, og da klokken havde passeret midnat, sad vi atter ved skærmene for at svare mails, tjekke bestillinger og sørge for at maskinen fungerer. For det er jo “juleaften” i morgen og bogen skal blive en succes.
17. september
Så er de trykte bøger ankommet til det store lager og boghandlerbestillingerne bliver ekspederet i de kommende dage.
Vi klikker på “opdater”-knappen flere gange om dagen, for at tjekke om der er kommet flere bestillinger ind.
Ja, det er også en del af at være forfatter, at man følger spændt med i salgstallene 🙂
Tusind tak til alle jer som skriver og kommenterer på vores opslag.
16. september – 3 dage til udgivelse
Vi vågnede med lidt ømme fusser – og en slidt tapedispenser 🙂
For i går kom bogen endelig til kontoret, og alle medarbejdere blev sat i sving med opslag på sociale medier, nyhedsbrev og ikke mindst den praktiske del med pakning af forudbestillingerne.

Vi nåede det første læs inden klokken 16, og det sidste læs blev afleveret lige inden klokken 19.
Det var tungen lige i munden – nogle skulle have signatur, nogle havde bestilt 2 styk og andre hele serien.
Vi klippede, printede, pakkede, tjekkede og dobbelttjekkede og håber alt er sendt afsted til de rette modtagere 🙂
E-bogen er ude nu!
Du finder e-bogen på de fleste streamingtjenester allerede nu. F.eks. på Mofibo lige her
15. september – 4 dage til udgivelse
Yes! Vi stod tidligt op og fulgte opdateringer på fragtmandens Track & Trace, som var det fodboldresultater fra en slutrunde. Igen og igen blev siden opdateret, mens tidspunktet for levering rykkede frem og tilbage, som en urolig derbyhest i boksen.
Og pludselig så var de er – alle kasserne med de dejlige bøger til forudbestillinger!

13. september – 6 dage til udgivelse
Et halvt ton bøger er på vej … så meget er der bestilt af første oplag 🙂
Desværre har der været lidt forsinkelse i produktionen og seneste melding er, at bøgerne er på forlænget weekend i trygge omgivelser hos fragtmanden et sted på Sjælland.
Vi havde sådan håbet, at bogen måske ville komme en lille uge inden den officielle udgivelsesdag 19. september.
Vi er så tæt på, at vi kan se målstregen … og alligevel så langt fra 🙂
12. september – 7 dage til udgivelse
Direktøren har lagt en plan.
Og en plan b.
Det opsummerer meget godt tilgangen til vores arbejdsindsats i disse uger og måneder.

11. september – 8 dage til udgivelse
“Er der nok af det hele?”
Omtrent sådan rungede Direktørens røst gennem lokalet og gav ekko på de lange gange.
For intet må gå galt til premieren og udsendelse af bestillinger.
Praktikanten nikkede. Der var købt papir, labels, pakketape, pap. Og der var tanket op af både toner til printeren og kredit til distributøren.
Og så … ud af øjenkrogen, fik han øje på at den store kasse med pakkelabels som så lidt let ud. I stedet for 400 klisterivrige mærkater rummede den kun en halv snes tilbage.
Slet ikke nok til at fodre alle forudbestillingerne. Hasteordre sendt afsted.
Sådan er det også på kontoret, hvor hver lille forsinkelse, hvert lille usmurt tandhjul, sætter sig som grus i maskineriet.
Vi forsøger – det gør vi virkelig. Og kan næsten ikke vente!

10. september – 9 dage til udgivelse
Hvad laver en forfatter, når manuskriptet er sendt til trykkeriet? Han læser korrektur på den næste bogudgivelse til forlaget, mens han nyder en kirsebær-cola.
Jep, de laves stadig, og Direktøren nyder dem med stor fornøjelse.

9. september – 10 dage til udgivelse
Skal man vælge e-bog, trykt bog eller lydbog?
Vi har gravet lidt i statistikken for de første fem bind i serien.
8. september – 11 dage til udgivelse
Vi fandt lige et easter egg mere i serien 🙂
Nærmere bestemt en reference til Robinson Crusoe.
Ja, man skal læse bind 6 for helt at forstå den, men det har noget med trommer og snigende angst at gøre …
7. september – 12 dage til udgivelse
Kan man som forfatter bliver overrasket over det man skriver? Det afhænger nok af hvilken type man er, men vi praktiserer ofte det blanke papirs princip.
Særligt Morten er “slem” til at skrive i alle retninger.
Man starter med en bunke tomme ark.
Sætter første tegn i øverste venstre hjørne.
Og slutter i nederste højre hjørne.
Uden at ane hvordan man når frem.
Det betyder også, at selv vi kan blive overraskede over udviklingen af plottet – eller et enkelt kapitel, som pludselig tager en helt ny drejning. Således også bind 7 og 8 som vi arbejder på i de kommende måneder.
6. september – 13 dage til udgivelse
I dag var Praktikanten en tur forbi barndommens gade. Nærmere bestemt Viby, hvor vores forældre bor. Det blev til en leverpostejmad på terrassen. Ja, sommetider er dagen bare leverpostej med agurk. Det er som regel de bedste dage.
Herefter var der en kort spadseretur gennem flere minder, ned gennem Rosenhøj og til Letbanen. Solen skinnede. Det var svært ikke at være glad. Så jeg forsøgte ikke.
10 minutter med en propfyldt letbane senere, ankom Praktikanten til Hovedbanegården (ja, der er kun en, men alligevel …)
Solen skinnede stadig og det var Festuge, så fusserne blev sat i retning af strøget, åen, latinerkvarteret – og mange af de andre steder som skostørrelse 27, 28, 29, 30 har gået årene før. Og nu genbesøgt som størrelse 46.
Der blev tid til en tur forbi Faraos, men selvfølgelig kun for at supplere listen med “tegneserier som snart skal købes” for så stor en pose kan man ikke slæbe gennem byen. En by der emmede af liv, musik, madboder, ølsjatter, solbrændt hud, tung parfume og sommerbrise. Jeg havde meget svært ved ikke at smile spontant det meste af turen. Selv da Randersvej tårnede sig op og valget af skoen med hullet i sålen, begyndte at blive mere og mere kritisabelt.
Hjem nåede Praktikanten dog, trods svedig t-shirt og vabler på fødderne efter 13.000 skridt.
Jeg gik for mig selv, men var ikke alene. Det føltes godt med tid til tanker, og mulighed for bare at være til.
Nye eventyr venter. Hvis vi tør.

5. september – 14 dage til udgivelse
Lageret har fået vokseværk. Reolerne på det lille kontor er spændt til bristepunktet. Praktikanten må fægte sig vej gennem en jungle af pakkepap, bogkasser og tape.
Og der er en tsunami af titler på vej. Ikke mindst 20-30 kasser med Gravens røst samt friske oplag af krimiseriens foregående bind.
Samtidig er der en række andre titler på vej fra forlaget i september, så vi vil være glade, hvis du køber en bog … eller to …. eller tre på vores webshop lige her.

4. september – 15 dage til udgivelse
Den søde ventetid. Eller rettere den svære ventetid, for vi er omtrent så forventningsfulde som et par staldtrætte køer inden forårsløbet mod græsmarkerne.
Vejen mod bind 6 har været lang og til tider ret hård. Det skal ikke være nogen hemmelighed.
Så meget desto mere håber vi på, at det bliver en stor succes. Også økonomisk, for hvor ville det være et gigantisk skulderklap, at man kunne sige til alle de bekymrede røster, at det går fantastisk. Til venner som ikke forstår, at vi bliver ved med at skrive, til familie som stadig synes, vi bør få et “rigtigt” job, og til bank og revisor, som peger på røde tal og fremhæver, at der findes billigere hobbyer end forfatterlivet. Vi krydser fingre, ja vi gør.
For tænk nu hvis …

3. september – 16 dage til udgivelse
Ja, ham kan I godt glæde jer til.

2. september – 17 dage til udgivelse
I dag var en helt særlig dag. Der kom bekræftelse fra trykkeri – så nu er Gravens Røst snart ved at blive produceret.
Tvillingerne fejrede det med en gåtur ved stranden og et par stykker smørrebrød til kontoret.

1. september – 18 dage til udgivelse
Natten blev taget i brug. Forlagets faste grafiker knoklede med at få de sidste ting på plads. Det er tungen lige i munden, mens vi tjekker, dobbelttjekker og tripletjekker at rettelserne er lavet.
Det er IKKE Mortens favoritperiode i processen fra ide til færdig bog, men heldigvis er Søren god til at holde fokus. Sådan supplerer vi hinanden.

31. august – 19 dage til udgivelse
Tømmermænd … eller rettere skrevet søvnunderskudsmænd. Begge forfattertvillinger presser ekstra mange timer ud af arbejdskalenderen i disse dage. Og det mærkes på kroppen.
Efter en familiekomsammen blev lyset først slukket 02.30 – og så stod Praktikanten op 5 timer senere, for at haste på kontoret en søndag, for der mangler jo så meget.
Da frokosttimen oprandt, gik turen til den lokale burgerpusher, som langede maden over disken med et sigende og medfølende blik. For håret strittede, klæderne var i uorden, blikket sløvt og randene under øjnene en festivaldeltager værdig. Ingen tvivl om at man blev stemplet som indehaver af grove tømmermænd, der hungrede efter salttilskud og søde fristelser. Men i dette konkrete tilfælde skyldes trætheden altså ikke alkohol 🙂 Den gør den faktisk aldrig hos tvillingerne.

30. august – 20 dage til udgivelse
Har i sat jer et mål for salgstallene på den nye bog? Nogenlunde sådan blev et spørgsmål formuleret da snakken faldt på arbejdet med Gravens røst til en familiefest.
Og ja, det har vi faktisk. Som sædvanlig er den baseret på 10 % statistik over historisk salg, 75 % mavefornemmelse og mindst 15 % håb og drømme.
For hvis ikke en forfatter skal turde drømme om høje salgstal, ja, hvem skal så?
Det er i øvrigt et ganske stærkt felt, vi kører med, for der er mange gode krimier på vej i september. Krimifan har lavet listen her,
29. august – 21 dage til udgivelse
Der kommer mange gode krimier i september måned. En af dem er vores 🙂
Se listen fra Krimimessen Horsens oversigt lige her
28. august – 22 dage til udgivelse
Har du nogensinde været på litterær skattejagt? Flere forfattere lægger hemmelige spor og referencer ud til andre i deres bøger.
Det gør vi også …
Vi har samlet flere af dem lige her
27. august – 23 dage til udgivelse
Morten deler atter lidt forfattertanker. denne gang om de såkaldte easter eggs.
26. august – 24 dage til udgivelse
Sommetider er det krævende at læse korrektur igen igen. Andre gange bliver man glad i låget af at genlæse en helt særlig sætning.

25. august – 25 dage til udgivelse
Vi glæder os – og det er er der heldigvis også andre som gør.
Vi har samlet lidt reaktioner på at det sjette bind er på vej:
“Spændende!”
“Den glæder jeg mig til”
“Glæder mig til at læse den”
“Kan godt forstå i er stolte – det er jo også en mega god serie””
“Fantastiske og nervepirrende bøger”
“er i gang med nr 2 . vildt god”
“Tror jeg snupper serien for 3. gang”
“Serien indeholder så meget og har så mange lag, at den kan læses/lyttes/opleves flere gange”
“Har store forventninger til 6. bog”
“Glæder mig til at lytte til den”
“Uhhh glæder mig til at læse den”
“Har hørt dem som lydbog – den rene nydelse”
“Det vil jeg glæde mig til. Virkelig gode og anderledes fortællinger”
“Har lige genhørt bøgerne for anden gang. Det blev de ikke mindre spændende af. Så så lige denne nyhed. Glæder mig HELT vildt”
“Dejligt at der kommer en fortsættelse”
“hurrrrraaaa det ser jeg frem til”
“Den mest spændende og uhyggelige bogserie jeg har læst”
“venter spændt på den nye bog”
“De bøger er i top3 over mine favoritter”
“Fantastiske bøger”
“Uha, hvor jeg glæder mig til nummer 6”
“Hurra!!! hvor jeg glæder mig”
“Altså hvor er det dog en fantastisk nyhed 🌹
“Er stor fan af bøgerne”
“En af de bedste serier”
“Jeg venter med spænding!”
Ja, den slags skulderklap betyder virkelig meget for os. Tusind tak! Vi kan næsten ikke vente med at dele bogen med jer.
24. august – 26 dage til udgivelse
Det bliver til lange dage – også i weekenderne – på det lille forlag.
Direktøren svinger pisken og kræver dokumentation for Praktikantens indsats.
Der blev drøftet indførsel af stempelur, men Praktikanten skulle selv erholde samtlige udgifter. Uden løn er den slags jo svært, men Direktøren har så allernådigst accepteret fotodokumentation.
Der var i øvrigt fin tid til at runde dagen af i tankerne, mens bussen fragtede Praktikanten hjemad. For hovedet er fyldt med tanker om plot, karakterer, stavekontrol, fejlfinding, tidslinjer og formatering af sider. Hele tiden. Forfattergerningen er mere en livsstil end et arbejde, tænkte Praktikanten. Og kunne høre Direktøren råbe op om, at der sandelig ikke var finanser til at betale for livsstil!

23. august – 27 dage til udgivelse
Ja, dagene bliver lidt lange på kontoret, mens de allersidste finpudsninger af bogen skal klares. Der må læses i højt tempo for at følge med.
Skønskrift er det ikke i de små noter, snarere noget i retning af indforstået stenografi. Men det virker. Og vi kan som regel tyde specialtegnene bagefter.

22. august – 28 dage til udgivelse
Morten har atter tændt kameraet og deler tanker om at skrive lige her.
21. august – 29 dage til udgivelse
Vi sidder med de allersidste rettelser, inden trykkeriet får bogen. Det er utroligt, at man kan blive ved med at luge tidsler bort fra sprogbedet, men det kan man. Lige nu er det i sagens natur små ting. Ja, Morten vil endog mene, at det er bittebittebittesmå ting, og at Søren tager fejl. Men det gør Søren ikke. Han har ret, og så må Morten rette ind og rette til.
I en lille pause, tog Morten på Bodega. Ikke for at drikke, men for at indtage en hurtig frokost i selskab med en god ven. Ja, vennen er faktisk blevet en del af en lille anekdote om venskab og lystfiskeri i bogen. Det er jo den slags som kan ske, når man er venner med en forfatter 🙂

20. august – 30 dage til udgivelse
Så er der åbnet for forudbestillinger af bogen via forlagets egen shop. Du får bogen til særpris – og vi betaler porto.
Ønsker du en signatur eller hilsen, skriver du blot det i bestillingen.
Bestil via af forlagets shop lige her
19. august – 31 dage til udgivelse
I dag var en af de lange. 13 timer blev det til på kontoret, før turen gik mod dynerne.
I disse perioder op til en udgivelse bliver der ikke tid til ret meget andet end arbejde, søvn, arbejde, søvn, arbejde, søvn.
Og når temperaturen på kontoret nærmer sig 30 grader, er det nødvendigt med en iskold læskedrik. Og se hvor heldigt … der stod jo lige en cola med mit navn på 🙂

18. august – 32 dage til udgivelse
17. august – 33 dage til udgivelse
Det er søndag. Det er tidlig morgen. Og solen bager fra en skyfri himmel og sender termometeret på himmelflugt. Det er en dag, hvor stranden kalder og kroppen længes efter en hviledag.
I stedet er vækkeuret sat, og kursen rettet mod det lille kontor. Morten møder ind og parkerer bilen. Der er god plads, for ingen andre er mødt ind i kontorfællesskabet.
Det er ikke første gang, at de lange gange kun genlyder af vores skridt. Vi ved, at forfatterdrømmen kræver meget, men det hjælper meget på søndagshumøret, at korrekturlæseren afleverede manuskriptet retur med historisk få rettelser og kommentaren “…den kvinde er jo for vild”.
Og korrekturlæser har ret. For kvinden hun taler om er Louise – og lige nu er det for hende vi knokler.

16. august – 34 dage til udgivelse
Praktikanten (Morten) lånte direktørbilen og satte kursen mod en indflytterfest i København sammen med Direktørens børn. Havde direktøren blot brug for en lørdag på langs? Eller en tur til den lokale strand for at pleje kuløren inden det store presseshow rulles ud? Nej, Direktøren tilbragte 11 timer foran computeren i kampen med de allersidste finjusteringer af manuskriptet. Det er også en del af virkeligheden, at vi ofte er nødt til at vælge noget fra, når deadlines presser sig på. Vi krydser fingre for at salget går så godt, at vi kan skrue bare en lille smule ned for antallet af arbejdsdage inden alt for længe.
15. august – 35 dage til udgivelse
Tvillingerne tripper utålmodigt på kontoret og spejder ivrigt mod indbakken … lige om lidt kommer sidste runde korrektur og så skal ærmerne smøges op for at gøre den helt klar til tryk.
Vi har prøvet processen mange gange før, men denne gang er noget helt særligt. Vi kan ikke huske at have været så spændt (og nervøse) op til en bogudgivelse som med denne. Det er der mange årsager til, men vi håber inderligt, at bogen bliver en succes hos læserne.
Hvis du er anmelder eller bogblogger, så kan du bestille serien (eller dem du mangler) ved at klikke her.
14. august – 36 dage til udgivelse
I dag er der overskyet, men i går var vejret og vandet helt fantastisk. Når arbejdsugen tit nærmer sig 80 timer eller mere … så er det vigtigt at nyde friheden fra tid til anden.
Det kan man gøre på mange måder, men for os er lykken en tur til Saxild strand og en gåtur i området hvor familien længe havde sommerhus. Det er som om vores fødder kan huske stentrappen og hænderne erindrer gelænderet, som vi første gang besøgte for 50 år siden. Og turen bød også på gensynet med en gammel ven fra gymnasietiden. Det var en skøn dag!
13. august – 37 dage til udgivelse
Så er der særpris ved forudbestilling af hele serien.
Og du skal heller ikke snydes for lidt flere forfattertanker – denne gang om andet bind i serien.
12. august – 38 dage til udgivelse
Den ene halvdel af krimitvillingerne sidder på det lille kontor og deler tanker.
11. august – 39 dage til udgivelse
Vi udsender boghandlernyt, som er et nyhedsbrev til danske boghandlere.
De første forudbestillinger er allerede tikket ind, og det føles helt fantastisk.

10. august 2025 – 40 dage til udgivelse
Så er endnu flere boghandlere klar til at tage imod bestillinger af bogen.
Find den hos plusbog.dk lige her
Find den hos Saxo.com lige her
9. august 2025 – 41 dage til udgivelse
Så er de første boghandlere klar til at tage imod bestillinger af bogen.
Find den hos Bog & Ide lige her
Find den hos William Dam lige her
Find den hos Gucca lige her
8. august 2025 – 42 dage til udgivelse
Yes! Så er forsiden klar til sjette bind.
Den glæder vi os til at se ude i landet hos boghandlere og på reolerne hos læserne 🙂

7. august 2025 – 43 dage til udgivelse
Der er bestilt lidt ekstra af de første fem bind i serien. I dag ankom også en stabel papkasser til at sende bøger ud. Jo, der er ved at være fyldt pænt op på det lille lager.

6. august 2025 – 44 dage til udgivelse
Vi går med livrem og seler, og har derfor flere betalæsere og korrekturlæsere på bogen i den afsluttende fase.
I dag kom meldingen fra vores kære storebror som har hygget sig med at læse: “Glimrende bog” – det luner 🙂
5. august 2025 – 45 dage til udgivelse
Morten hygger med at lave video til serien. Direktøren er tilfreds med resultatet.
4. august 2025 – 46 dage til udgivelse
Vi sidder på kontoret, mens regnen siler ned. Det har været en af de vådeste somre i mands minde, og lige præcis regn (og vand) spiller en stor rolle i “Gravens røst”. Vi glæder os så meget til at kunne dele bogen med læsere og lyttere. Vi har lavet ny hjemmeside til serien på www.manusalbino.dk
3. august 2025 – 47 dage til udgivelse
Det er tidligt om morgenen på en søndag. Morten er kørt på kontoret.
Dagen starter med indbakke og markedsføring. For en bog sælger ikke sig selv.

2. august 2025 – 48 dage til udgivelse
Tvillingerne har netop sendt hele manuskriptet til sidste korrekturlæser. Vi arbejdede på bogen helt frem til deadline.

1. august 2025 – 49 dage til udgivelse
Datoen for den officielle udgivelse er nu lagt fast: fredag den 19. september 2025 er der premiere på sjette bind i serien om Manus Albino.
31. juli 2025 – 50 dage til udgivelse
Vi har været rundt om mange titler på bogen, men nu er vi klar til at afsløre, at sjette bind i serien kommer til at hedde “Gravens røst”.

27. juli 2025 – 54 dage til udgivelse
Vi elsker vores fælles ture til stranden i Saxild. Vi er kommet der i mere end 50 år, og vi elsker stadig at hoppe i bølgen.
Gåturen langs stranden løste endnu et par knuder i bogens plot. Alt tegner godt! Og det blev ikke dårligere af, at dagen blev afrundet med en lille isvaffel.

Lidt senere på dagen, skrev Søren denne besked til Morten 🙂

17. juli 2025 – 64 dage til udgivelse
Så bliver man altså både glad og taknemmelig, når den allerførste beta- og korrekturlæser på sjette bind afleverer manuskriptet tilbage med ordene:
“TAK TAK TAK TAK TAK for at have fået first read på den. Hold nu op, hvor er den god!! … Jeg håber, bogen vil blive taget mindst lige så fantastisk imod, som den er.”
Få bogen til
16. juli 2025 – 65 dage til udgivelse
Du kan melde dig til vores nyhedsbrev – så får du besked, så snart bogen kan forudbestilles til særpris.
12. juli 2025 – 61 dage til udgivelse
Mortens dreng Anton (som også arbejder på forlaget) fejrede studenterhuen.









