Mens vi venter – Når systemet svigter og vi må skabe løsningerne selv

Hvad sker der, når et barns nervesystem bryder sammen – og ingen griber ind? Når forældre kæmper alene, plejefamilier knækker og fagpersoners indsigt ignoreres?

Denne bog er skrevet fra midten af det sociale systems brudflader. Den forener personlig erfaring med solid pædagogisk og neurobiologisk viden og giver et sjældent indblik i livet med børn i alvorlig mistrivsel – set inde fra familien, plejefamilien og praksisfeltet.

Bogen viser, hvordan børns adfærd ikke er et opdragelsesproblem, men en biologisk stressrespons. Hvordan voksne mister reguleringskapacitet, når systemet ikke aflaster. Og hvordan gode intentioner kolliderer med økonomiske prioriteringer, fragmenteret ansvar og manglende sammenhæng.

Dette er ikke en bog med hurtige løsninger. Det er en bog, der insisterer på at blive læst. Af forældre, der står midt i kaos. Af fagpersoner, der har mistet råderum. Og af beslutningstagere, der har ansvaret. For børnene råber allerede. Spørgsmålet er, om vi vil høre dem – før stilheden tager over.

Om forfatteren

Susan Carstensen (f. 1972) er erfaren pædagog og har en social- og sundhedsfaglig uddannelse. Hun har i mange år arbejdet sundhedsfremmende og forbyggende med udsatte og anbragte børn.

Hun har bred erfaring og viden om børn og unges udvikling, adfærd og trivsel.

Hun har tidligere udgivet Den professionelle familie – en plejefamilie i Danmark (2015) og Liv – død & stjernestunder (2018).

Omtale i presse og sociale medier

“Mens vi venter” er en vigtig udgivelse, der med en kombination af personlig erfaring og stærk faglighed belyser de udfordringer, der præger det sociale system i dag.

Det, der giver bogen dens særlige tyngde, er måden, hvorpå konkrete oplevelser og observationer løbende understøttes af relevant og nutidig neurofaglig og pædagogisk viden. Som fagperson ved jeg, hvor afgørende denne viden er for at forstå komplekse problemstillinger. Det løfter bogen fra at være en stærk fortælling til at blive et væsentligt fagligt indspark. Ved at koble teori og praksis skabes en klar forståelse for de alvorlige konsekvenser, som utilstrækkelige indsatser har for både børn, biologiske forældre og plejefamilier – en kobling, der gør sammenhængen tydelig, også uden dyb faglig forforståelse.

“Mens vi venter” er i sin helhed et yderst relevant bidrag til debatten. Den bør læses af beslutningstagere, myndigheder og fagpersoner, da den fungerer som en vigtig faglig reference for alle, der ønsker at kvalificere – og tage ansvar for – arbejdet på det sociale område.” Louise Mølholt, Ergoterapeut, louisemølholt.dk

“Det her er ikke et spørgsmål om flere ord eller strategier.

Det er et spørgsmål om handling.

Vi har brug for et system, der tager udgangspunkt i barnet – ikke i strukturen.

Et system, der understøtter plejefamilierne og reagerer hurtigt og menneskeligt.

For lige nu betaler vi en høj pris – både menneskeligt og økonomisk.

Så lad os tage bogen som et opråb.

Ikke flere hensigtserklæringer.

Men reel forandring.” Bente Bonne Jensen, Forstærket plejemor

“Anbringelsesområdet har i dag ændret karakter. Det er ikke længere “klassiske omsorgsopgaver”, men arbejde med meget sårbare og behandlingskrævende børn – og deres familier. Det stiller store krav til plejefamilierne. Der er fortsat brug for varme hjerter, men også for fagligt rustede og kvalificerede plejefamilier, som enten har – eller får – de nødvendige kompetencer til opgaven.

Samlet set hilser jeg bogen velkommen. Den har sin klare plads og stemme i en debat, der på et følelsesmæssigt plan kan få mange op af stolen, men som i praksis udspiller sig i en kompleks virkelighed præget af lovgivning, strukturer og forskellige faglige perspektiver og diskurser. En virkelighed, der kan udfordre selv de mest engagerede plejefamilier, lærere, socialrådgivere og pædagogisk-psykologiske medarbejdere i at bevare både overblikket og troen på, at gode intentioner kan omsættes til reel forandring.” Tanja Mølholt Søndergaard

“Et centralt tema i bogen er diskrepansen mellem ideal og praksis. Hvor den faglige konsensus peger på betydningen af tidlig intervention og helhedsorienterede, systemiske indsatser, dokumenterer bogen, hvordan hjælpen i praksis ofte iværksættes sent i forløb præget af akkumuleret belastning og kompleks mistrivsel. Denne forsinkelse kan forstås i lyset af institutionel fragmentering og manglende tværsektoriel koordinering, hvilket svækker mulighederne for rettidig og sammenhængende støtte.

Bogen har desuden en klar tilknytningsteoretisk resonans i sin fremhævelse af omsorgspersoners betydning. De voksne, “der bliver stående”, er afgørende for børnenes udvikling. De muliggør affektregulering, tryghed og håb hos børn i belastede livsomstændigheder. Susan illustrerer overbevisende den dobbelte position, disse omsorgspersoner indtager: på én gang bærere af stabilitet og samtidig placeret i et system, hvor de ofte mangler beslutningskompetence og tilstrækkelig støtte.

Et særligt stærkt bidrag er, at bogen indfanger den kognitive dissonans, der opstår, når fagpersoner har viden om, hvad der er fagligt og etisk rigtigt at gøre, men strukturelt forhindres i at handle i overensstemmelse hermed. Beskrivelserne rammer meget præcist det, som Institut for Belastningspsykologi nyligt har defineret som moralsk stress. Dette perspektiv er også centralt i forståelsen af sekundær traumatisering og omsorgstræthed blandt professionelle, og bogen bidrager dermed til at synliggøre de psykologiske omkostninger ved utilstrækkelige systemiske rammer.

Metodisk kombinerer bogen praksisfortællinger med refleksiv faglig analyse, hvilket giver teksten både empirisk tyngde og formidlingsstyrke. Denne dobbelthed styrker bogens anvendelighed i både praksisfeltet og som refleksionsgrundlag i fx supervision og på uddannelser. Der kunne med fordel have været en tydeligere inddragelse af forskningsreferencer samt flere visuelle modeller, som kunne understøtte bogens potentiale som opslagsværk og didaktisk redskab.” Lise Dalsgaard, Psykolog

“Bogen er et stærkt bidrag til forståelsen af børn, vi alt for ofte misforstår.Og netop derfor er den vigtig – fordi den kalder på, at vi ikke kun forstår bedre, men også handler klogere.” Niels Kolstrup Foldager, Specialkonsulent, lærer og tidligere skoleleder