Mogens Holsøe


Det er aldrig for sent at skrive. Det er 73-årige Mogens Holsøe et glimrende eksempel på. Debutromanen “Livet på Hirsholm 1697” er netop udkommet på vores forlag. I den forbindelse har vi placeret Mogens i den varme stol for at svare på spørgsmål om livet som forfatter.

Hvorfor skriver du?
Lige siden jeg lærte at læse, har jeg læst bøger. Det har fascineret mig, at forfattere har kunnet danne billeder i min hjerne, oprulle hele spillefilm for mig med deres ord. At tage en bog ned fra reolen og ligge eller sidde og lade en spændende handling afspille sig i hovedet, bare ved at læse bogen, er fantastisk. Tidligt opstod min trang til selv at kunne lave bøger, som førte andre læsere ind i en fantasiverden og fastholdt dem der.

Hvor længe har du skrevet?
Fra jeg gik i grundskolen har jeg gjort mine første forsøg på at skrive noget, andre ville læse. Da jeg fik min første skrivemaskine kom der gang i lidt fantasi noveller, nogle beretninger og andet. Andre som læste det, roste det.

Da jeg var færdig i skolen kom uddannelse, familieliv og et arbejde, som optog mig meget. Da jeg var fyldt 60 arvede jeg et eksemplar af en bog, min farbror havde skrevet. I den samlede han resultaterne af mange års klatren rundt i familiens stamtræ. Der kom der gang i fantasien igen. Hans beskrivelse af grenen Wigelsen fascinerede mig, og jeg fik lyst til at fylde mellemrummene mellem alle de data, han havde samlet. At klæde personerne på, så at sige. Da jeg en dag så et opslag fra vores bibliotek om et aftenskole hold ’Værksted for skrivelyst’, meldte jeg mig til, og så brød lysten til selv at skrive en bog ud i lys lue. Jeg gik i gang med at skrive en bog om en af personerne i slægten, som havde et dramatisk liv og endeligt.

Har du et særligt ritual før/mens du skriver?
Jeg er pensionist, så skrivning er en hobby for mig. Den ’store’ bog, en slægtsroman, foregår i første halvdel af 1700-tallet. Jeg har bogen færdig i hovedet, og skal sådan set bare skrive den ned. Lyder det let? Det er det ikke. Når jeg vil skrive lukker jeg for radio, fjernsyn og alt andet, som kan distrahere. Så tager jeg høreapparaterne ud. Fru Møghe i Matador hører så meget bedre end jeg. Jeg isolerer mig lydmæssigt i en boble. Jeg ved godt, hvad jeg skal skrive om, men læser alligevel de sidste 5-7 sider igen. Derved bliver min bevidsthed projiceret tilbage til de dage, hvor handlingen foregår.

Som regel skal jeg starte på et nyt kapitel, så jeg starter med at ’lade tæppet gå op’, beskrive scenen, vejret, hvilke personer som er til stede. Jeg ved hvad der skal ske, så jeg begynder med at lade personerne tale sammen, og så kommer de ind på emnet. Samtalen kender jeg ikke på forhånd, og det sker at jeg kommer ud ad  en tangent før jeg kommer tilbage til det, som skal ske. Ofte sker det, at handlingen får en drejning, som jeg ikke har overvejet, men det virker naturligt i den sammenhæng. Så skriver jeg bare løs alligevel.

På et tidspunkt stopper jeg op og læser det, jeg har skrevet igennem. Hvis det ikke virker forkert, holder jeg pause, drikker lidt te, stadig i dyb stilhed. Ofte får jeg så nogle gode ideer, vendinger, forklaringer eller hvad det nu er, som kommer til mig. Dem skriver jeg ind og lukker så for den aften (jeg skriver helst om aftenen). Det hele ligger så og gærer bagerst i  hjernen. Er der et problem, går jeg næste dag en tur til stranden, sidder lidt på en bænk og ser ud på havet og går så hjem igen. I løbet af den tur får jeg ofte en løsning på problemet, formuleringen eller hvad der nu trykker mig. Når jeg kommer hjem åbner jeg for computeren igen, går ind og ændrer det skrevne til den formulering, der kom til mig på gåturen. Så printer jeg teksten ud, går ind og stiller mig ved spisebordet og læser teksten op. Ved oplæsningen mærker jeg hurtigt, hvis sproget eller handlingen ikke flyder rigtigt, og jeg opdager også fejl, som jeg har overset ved gennemlæsningen på skærmen. Det går jeg så ind og retter, og lukker så det kapitel.

Næste gang jeg har lyst til at skrive, starter jeg med at ændre filens nummer til dags dato, (se hvorfor til sidst) Så læser jeg igen det forrige igennem, for at projicere mig tilbage til dengang. Og så videre.

Hvad gør du, hvis du møder en skriveblokering?
Jeg havde en skriveblokering i forbindelse med ’Livet på Hirsholm’. I kirkebogen hedder den kvindelige hovedperson Kirsten Jensdatter. Jeg kendte en kvinde, som hed Kirsten. Hun var sød og rar og ville alle mennesker det godt, men hun var godt nok også den sløveste kniv i skuffen. Hun levede de sidste år som enke med misbrug af alkohol og stærke piller og brændte inde, da hun faldt i søvn i sengen med en tændt cigaret. Hver gang jeg skrev Kirsten i bogen, dukkede billeder af den Kirsten op i hovedet, og det passede slet ikke med den person, jeg ville skrive om.

Jeg insisterer på, at alle de oplysninger, jeg har om personerne den gang, skal skrives korrekt med i bogen, men her måtte jeg give mig. Jeg fandt på at give hende navnet Louise. I mit hoved er det en sød, smuk og intelligent pige, hvis øjne smiler. Efter det navneskifte var det nemt at skrive om hende.

Hvornår blev din første bog udgivet?
Min debutroman blev udgivet 30. juli 2018. Jeg holdt reception for alle, som har været mere eller mindre involveret i bogen, og det er mange. Desuden er den resterende del af familien invitere og nogle venner. Jeg har lånt en tom butik i Bycenteret til at holde receptionen i, min søn bager en masse kransekage, og jeg er ved at skaffe stole og et bord til kaffen/teen, saftevand til børnene, min søns hjemmebag og glassene med bobler til de indbudte. Der blev sendt indbydelser ud til ca. 30 mennesker plus lokalpressen og TV Ishøj og TVLorry.

Hvilken bog arbejder du på lige nu?

Siden jeg begyndte at skrive seriøst, har det hele tiden drejet sig om: ”Falkens Bytte.”  En slægtsroman bygget over Jens Wigelsen Holms liv. Den kvikke læser vil her udbryde: ”Jamen det er jo Louise og Vigels første søn.” Ja. Han stikker af fra det usle liv på Hirsholm uden sine forældres tilladelse, og dukker tyve år senere op i Aalborg som skipper på ”Hans Christensens fartøy” ”RIE”. Min farbror har foruden oplysningerne i kirkebøger, fundet en masse detaljer og dokumenter om hans dramatiske endeligt. Han har skrevet om det hele i en bog til sine søskende. Jeg har min fars eksemplar. Jeg har læst afsnittet om Jens Wigelsen flere gange og har fået en god ’kontakt’ til ham.

Bogen om Hirsholm er et spin-off (for at bruge moderne dansk) af Falkens Bytte. En forstyrrelse Jens Wigelsen ikke synes om. Han trækker i min skulder mens han stamper utålmodigt i jorden, for det drejer sig jo kun om bogen om ham, som skal skrives færdig nu, insisterer han.

Foretrækker du trykte bøger, e-bøger eller lydbøger?
Absolut trykte bøger. En vægfuld reoler fuld af bøger isolerer godt mod kulden og bidrager til et godt indeklima.

Nå, spøg til side. Jeg var 8 år, da jeg lærte at læse en bog. Jeg var 50+ da jeg skulle til at vænne mig til at læse min post på en sort skærm med grønne bogstaver. Bogen vil altid være mit foretrukne medie. Jeg kan ligge i sengen og læse, sidde i min lænestol og læse. Bogen skal ikke pludselig sættes i en stikkontakt for at lade. Jeg har prøvet at læse lidt E-bog. Den store forskel er, at lyset fra E-bogens hvide side er aktivt, dvs. lavet af skærmen. Det generer øjet meget mere end lyset fra papiret, som er reflekteret (passivt)  og meget mere behageligt for øjet.

Lydbogen er en gave til folk som ikke kan læse flydende, folk med ringe læsetræning og ordblinde blandt andre. Hurra for den.

Hvilken forfatter beundrer du mest?
Karen Blixens Syv fantastiske Fortællinger er langt over mit niveau. Beundrer jeg hende for det, næh, mere for hendes beskrivelse i Min Afrikanske Farm og i Babettes Gæstebud og for hendes små historier, for eksempel Kongens Brev. Sikke en fantasi hun havde.

Nevil Shute er en lidet kendt engelsk forfatter. Han var ingeniør på en flyvemaskinefabrik, men skrev bøger i sin fritid. I de første bøger (f.eks. Drømmen om Hekja) fylder flyvningen og flyvemaskiner meget, men i løbet af forfatterskabet træder mennesket frem (Arven) og hans sidste bøger fra Australien er små perler. Jeg tror aldrig han fik nogen litteratur pris, men jeg beundrer ham for hans medrivende skrivestil og fantastiske evne til at skildre andre religioner med respekt (Hvilket Menneske).

Hvad er det bedste ved at være forfatter?
Det bedste ved at selv skrive sine bøger er at man bestemmer alting, selv vejret. Dog stillede jeg det krav i denne bog, og også i min store slægtsroman, at  jeg slavisk følger kirkebogens datoer og årstal. Det givet mig nogle problemer. Jeg har været tvunget til at tænke dybere ind i personernes mentalitet og omstændigheder og så vælge den mest sandsynlige reaktion. Jeg synes, at romanens personer derfor har fået mere troværdige karakterer.

Hvad er det værste ved at være forfatter?
Det værste for mig var at jeg havde en synopsis med strenge krav til handlingen. Det kræver meget meditation i ’boblen’ og flere gåture til stranden for at finde en troværdig reaktion på nogle af de problemer, der opstår i handlingen. Og så skal du hele tiden have troen på, at det du skriver også er interessant at læse for andre. Her kommer gode BETA-læsere ind. Deres positive respons og aktive medvirken styrkede min selvtillid.

Hvilke råd vil du give til en kommende forfatter?
Det er vigtigt, at du starter med at lave dig et ordentlig og logisk system til at gemme kapitlerne. Hos mig starter filnavnet på hver kapitel med et 6 cifret nummer med 20 numres interval. Når de læses ind i mappen med bogens navn, lægger de sig i den rigtige læse rækkefølge. Hvis man ændrer et kapitel, nummer 01010000 Jeg cykler, bliver det til 01010001 Jeg cykler, og 01010000 jeg cykler flyttes så ned i den folder, som hedder SKUFFEN. På den måde er bogen kun fyldt med ’gyldige’ kapitler.

Det er også vigtigt, at du nummererer filerne med bogen i, jeg bruger datoerne: ÅR MÅned DAto. For eksempel hedder den fil, jeg skriver i nu ”180714 artiklen”. Når jeg er færdig, kommer den til at hedde ”180716 artiklen”. Dette produkt af dagens anstrengelser kopieres så ud i mine sikkerheds bokse: en mini USB stick jeg altid har i min pung, en USB stick som opbevares i min box, en kopi op i ICLOUD og i en USB stick, som jeg tager med op til min veninde. Hun har en ældre kopi liggende, og så bytter jeg dem og tager den ældre med hjem. På den måde føler jeg mig sikker på at uanset hvad der sker af ulykker eller endda dobbelt ulykker, så har jeg altid adgang til den sidste version.

Den store slægtsroman, som jeg skriver på, har jeg skrevet og researchet på i 6 år til nu, og det tager nok 4 år mere at blive færdig. Tænk hvis jeg mistede den i en brand eller et tyveri. Jeg ville ikke kunne starte forfra og skrive den samme bog igen. Og hvis jeg prøver, vil jeg så leve til jeg bliver 77 år gammel? Og stadig være i stand til at skrive ordentlig? Ellers vil dette fantastiske værk blive tabt for eftertiden? Hellere et par kopier for meget, de tager ingen tid at lave, end se sit mesterværk forvinde op i røg, eller blive knust af den bil, som påkører dig, eller . . .

Køb bogen

Bogen kan købes i boghandlere over hele landet – du bestemmer selv hvor.

Køb Livet på Hirsholm i 1697 hos GUCCA

Køb Livet på Hirsholm i 1697 hos Bog & Ide

Køb Livet på Hirsholm i 1697 hos SAXO

Anmeldelser og omtale af bogen

Du kan læse mere om bogen i bogmarkedet.dk lige her 
Artikel i Sjællands Nyheder
TV-Ishøj var forbi receptionen – se indslaget herunder.

 



forfatterskabets skriveskole