Nina Skaaning

Nina I denne uges gæsteblog har vi inviteret vores egen trofaste (og hårdtarbejdende!) korrekturlæser Nina en tur i den varme stol.

Vi har benyttet flere korrekturlæsere gennem årene. Ikke blot venner og bekendte med udpræget sans for stavekontrol, men også dansklærere, journalister og andre professionelle. Som mod betaling har luget ud i fejl og mangler i manuskripter. Ingen har været mere effektiv end advokatsekretæren Nina, som vi mødte ved et foredrag. Hun var så “flabet” at kommentere fejl i en PowerPoint og vi faldt i snak. Lige siden har hun været fast (og højt skattet) inventar på vores korrekturhold. Hun kunne sikkert snildt finde fejl i denne indledende tekst…. så derfor iler vi videre med resten, som er Ninas egne ord 🙂

Hvad er det vigtigste for en korrekturlæser?
For at blive supergod skal man brænde for projektet. Uanset, hvad det er. Jeg tror, man kan, hvad man vil, men det indebærer, at man kæmper for det, hvis man ikke lige fra naturens hånd er udstyret med naturlige evner eller et stort talent for det, man har allermest lyst til. Hvis man er født med geniale evner, går alting nemt. Men alle andre, inklusive undertegnede, må under en eller anden form sætte sig på skolebænken, øve sig og lære af sine fejl.

Hvor længe har du været korrekturlæser?
Det var først sent i mit liv, at jeg blev klar over, at jeg gerne ville være korrekturlæser. Men jeg har altid lagt vægt på, at skriftlige opgaver skulle være fejlfri. I skolen betød det, at jeg fik gode karakterer for skriftlige arbejder. Jeg var ikke så god til at “finde på” og til at skrive spændende fristile. Da Morten satte mig på denne opgave kom jeg med gru til at tænke på mine genvordigheder med danske stile i skolen. Jeg husker specielt to tilfælde. Den første drejede sig om en stil med emnet “munkeklostre”. Den anden om Nato. Dengang kunne man jo ikke bare Google emnerne eller slå dem op på sin iPad. Men jeg fandt hurtigt ud af, at præsenterede det færdige arbejde sig godt uden stave- og sproglige fejl, så gik det aldrig helt galt. Munke-stilen skrev jeg med skråskrift og forsynede startbogstavet med flotte farver og blomster, som slyngede sig ned langs venstre margin, så det lignede noget en munk kunne have frembragt i 1400-tallet. Og Nato-stilen blev forsynet med en flot stjerne på blå baggrund. Sådan kan man også klare sig. Men når jeg ser i dag, at et par af de mest populære bøger til voksne er malebøger, synes jeg godt nok, det er langt ude. I dag skrives skriftlige opgaver selvfølgelig på computer. Men jeg kunne godt finde på at aflevere en stil om f.eks. islandske håndskrifter i håndskrevet form. Dette var nogle trick, man kan anvende, hvis man er bedre til korrekturlæsning end til at skrive.

Laver du selv fejl?
Jeg har altid haft flair for stavning og husker kun to stavefejl fra hele min skoletid. Og det er ikke på grund af dårlig hukommelse. Langtidshukommelsen virker altid længst. Men i 5. klasse skrev jeg om en “broged” ko, selvom jeg var opvokset på en gård og derfor burde vide bedre. Og i 1.g skrev jeg i en stil om det danske militær om “materiale” og mandskab. At det hedder “materiel” var lidt af et chok for mig. Men siden passede jeg bedre på, og falkeblikket på det skrevne ord fortsatte i mit arbejde som advokatsekretær og i dag i alt, hvad jeg læser, ikke mindst dagens aviser, hvilket ofte har resulteret i en mail til en “stakkels” journalist.

Kan man læse korrektur på noget man selv har skrevet?
Nu er det altid lettere at finde andres fejl end sine egne. For man ved jo, hvad man selv har skrevet og kan derfor mange gange overse fejl. Det vigtigste for en forfatter er selvfølgelig at kunne fortælle en god historie. Når man brænder for at blive forfatter, skal man bare først og fremmest skrive løs. Der skal jo være noget for korrekturlæseren at tage fat på. Hvis det færdige resultat – bogen – skal udgives, er det uhyre vigtigt, at den er fejlfri og præsenterer sig godt.

For at vende tilbage til spørgsmålet, hvordan bliver man en god korrekturlæser? Svar: Man skal synes det er sjovt. Man skal brænde for det. Man skal blive irriteret, hvis man læser en tekst, som er dårligt formuleret, eller hvor der er ord, som er stavet forkert. Eller måske sætninger, som er meningsforstyrrende. Tidligere lærte man mere dansk i skolen, end det nu er tilfældet. Mange kender f.eks. heller ikke de helt almindelige talemåder og ordsprog. Et sjovt eksempel er det med at gøre nogen en bjørnetjeneste. En bjørnetjeneste er i gængs forstand en velment handling, som gør mere skade end gavn. Men en nyere fortolkning betragter det i stedet som en meget stor tjeneste. Så det gælder også om at tolke ud fra selve teksten, hvad forfatteren egentlig mener og måske også læse lidt mellem linjerne.

Skal man læse korrektur på alle typer af bøger?
Ja! Det er virkelig vigtigt for ens bog. Uanset om det er en krimi eller en højt kvalificeret fagbog. De fleste læsere vil blive irriterede, hvis de finder fejl i en bog de læser. Det går ud over bogens kvalitet, og man vil straks tænke, at så er indholdet nok heller ikke særlig godt gennemarbejdet. Især boganmeldere vil synes det er en lækkerbisken at finde en eller flere graverende fejl, som sammen med småfejl og sjuskefejl helt sikkert vil føre til dårlige anmeldelser og dermed salgstal.

Hvordan bliver man bedre til korrektur?
Det bedste man kan gøre som forfatter er selvfølgelig at finde sig en rigtig god korrekturlæser. Det kan man nok ikke gøre som nystartet forfatter, og så må man selv gå i gang.

Hvis man selv skal i gang med at læse korrektur, er det vigtigt at læse teksten igennem flere gange, men ikke lige efter hinanden, så man nærmest husker teksten udenad og dermed overser fejl. Ligesom det er vigtigt, at man tjekker ord, hvis man bare er den mindste smule i tvivl om stavemåden. Er der enkelte ord, som man altid bliver i tvivl om, kan man lave sin egen lille huskeliste.

Når man læser korrektur for andre, hvor man ikke selv har researchet eventuelle historiske begivenheder, datoer, årstal og andre facts, er det nødvendigt også at gøre dette. I årstal og datoer kan der jo også forekomme både slåfejl og faktiske fejl, fordi forfatteren mener at kunne huske, hvor og hvornår en begivenhed har fundet sted, men så alligevel tager fejl. Man skal virkelig tage de kritiske briller på.

Måske er der ovenikøbet ord, som en forfatter ikke helt har styr på. Jeg har et morsomt eksempel fra advokatkontoret, hvor jeg i mange år arbejdede. Nogle jurister havde skrevet en indbydelse til en stor, vigtig klientkreds, fordi der var kommet en ny lov, som de gerne ville informere om. De havde travlt og mente ikke, at det var nødvendigt med korrekturlæsning, så indbydelsen til seminaret blev sendt ud. Den havde overskriften: “Faldgrupper i ny lov”. Juristerne var vant til at arbejde i special-grupper, og de kendte ikke ordet “grube”, men kun ordet “gruppe”. Så der må siges at være mange faldgruber.

Så, hvis man falder over ord, man ikke kender, skal det undersøges. Det skete for mig, da jeg læste korrektur på en af Søren og Mortens bøger. De skrev om et “SMEG-komfur”. Et sådant havde jeg aldrig hørt om, da finere madlavning ikke hører til min spidskompetence eller helt store interesse. Så jeg slog ordet op i ordbogen. Det var helt korrekt stavet og ovenikøbet et kendt og anerkendt professionelt kokke-komfur. Så skete det nogen tid senere, at jeg læste en artikel i en af vore store, landsdækkende aviser, hvor journalisten skrev om et “Smæk-komfur”. Det var virkelig morsomt, og med min nyerhvervede viden kunne jeg naturligvis ikke dy mig for at skrive til journalisten, at han burde have smæk for ikke at have undersøgt ordet og fundet ud af, at komfuret staves Smeg-komfur. Han tog det heldigvis med godt humør og var glad for, at han kunne få det rettet i e-avisen.

I tidens løb har jeg fundet mange pudsige avisstavefejl. Der er flere journalister, som har skrevet om at synke krigsskibe i stedet for at sænke dem (en ordentlig mundfuld, må man sige). Og en journalist som beskrev, hvordan en “skibsredder” (med to d’er) havde reddet situationen for en kirke ved at donere et stort bidrag til nyt inventar. Det er virkelig morsomt at finde sådanne fejl, og det giver yderligere blod på tanden. En kollega kom engang grinende på arbejde. Hun havde læst et banner, hvorpå nogle demonstranter havde skrevet “Hvorherre bevares” om et eller andet, som de demonstrerede imod. Budskabet huskede hun ikke – kun stavefejlen. Der var også engang en journalist, som skrev, at man skulle “forgive” og tilgive. Hun viste sig at komme fra et engelsktalende land, så forvekslingen kunne til dels tilgives. Og det var ikke hendes mening at tage livet af læserne.

Hvad er dit bedste råd til korrekturlæseren?
Det gælder om at være omhyggelig, læse en tekst flere gange, både se efter stavefejl, forståelsesfejl og om fortællingen hænger sammen. Som nævnt er det også vigtigt at tjekke årstal, tid og sted. Og så har jeg endnu ikke omtalt kommaer! De allerfleste (jeg selv inklusive) vil altid være en lille smule i tvivl en gang imellem. Men hovedreglen er, at der skal være komma mellem to sætninger, som hver har et grundled og et udsagnsled og foran indskudte sætninger, som begynder med “som”, “der” eller  et  “hv-ord”. Der skal altid komma foran “at”. Lige bortset fra når “at” står foran et udsagnsord i navneform (infinitiv). Det er nemlig en fejl at sætte komma her i denne sætning! Det var bare lige det mest grundlæggende i den forbindelse.

Husker man ovenstående regler, kan det ikke gå helt galt, og efterhånden som man bliver dygtigere, bliver det også sjovere at finde fejl. Men det sjoveste er dog at finde andres fejl!

Så bare gå på med krum hals, udlev jeres drømme om at skrive, så der kan komme arbejde til den ivrige korrekturlæser.