Stine Duus Petersen

Stine Duus Petersen (f. 1981) er født og opvokset på Als, hvor hun finder inspiration til sine bøger. Med sin interesse for lokalhistorie og flair for kreative fortællinger har Stine en evne til at se historier overalt, hvor hun færdes. Hun debuterede med Pigen i gulvet i 2024, og er nu aktuel med bog nummer to, Pigen i Guds arme. Igen tager handlingen udgangspunkt i livet på og omkring Als.

Her kan du møde Stine i vores portræt af hende.

Hvornår startede du med at skrive?

Jeg startede da jeg var teenager. Jeg havde så mange historier inde i mit hoved at jeg var nødt til at få dem ned på papir. Jeg har altid haft en virkelig livlig fantasi. Fra den tid af var drømmen altid en dag at stå med en bog i hånden med mit eget navn på.

Hvorfor skriver du?

Fordi jeg elsker det! Mit hoved arbejder hele tiden med en historie og jeg finder små detaljer i min hverdag der inspirer mig til at udvikle videre på den. Hvis jeg ikke får dem skrevet ned i løbet af dagen og får arbejdet med det, så ligger de alle og hopper rundt i mit hoved om aftenen når jeg skal sove.

Hvilken bog arbejder du på lige nu?

Jeg er ved at plotte og finde på handlingen til min næste bog. Det bliver efterfølgeren I serien om Signe Bang og Jonas Ebbesen. Jeg har bogen I hovedet I store træk, men mangler nu de små spændende detaljer. 

Hvor mange bøger har du skrevet? 

Jeg har skrevet 3 romaner. De to af dem er Pigen I gulvet og Pigen I Guds arme. Den sidste var min første roman. Den ligger I skuffen til en dag hvor jeg er klar til at udgive den, hvis det nogensinde sker.

Foretrækker du trykte bøger, e-bøger eller lydbøger og hvorfor?

Jeg foretrækker helt klart fysiske bøger. Jeg elsker at have bogen i hånden, kunne se krummelurende i teksten og leve mig ind i bogen. Jeg har lyttet sporadisk, men jeg finder det svært at fastholde mit hoved i historien når jeg ikke har øjnene med.

Hvilken forfatter beundrer du mest?

Puha, det er et svært spørgsmål. Nogle af mine favoritforfattere er Dan Brown, Daniel Silva, Michael Ende og J.K Rowling. De har formået at fange hele verden med deres historier og hvilken forfatter drømmer ikke om det? Jeg er specielt glad for Dan Brown. Han skriver bøger med de samme temaer som fascinerer mig og han er dygtigt til at fastholde læseren, så man bare må have et kapitel mere.

Hvilken bog ville du helst selv have skrevet?

Det må enten blive ”Den uendelige historie” af Michael Ende eller ”Da Vinci Mysteriet.” af Dan Brown.

Har du et særligt ritual før/mens du skriver?

Ikke rigtigt. Dog sætter jeg ofte en speciel type musik på, hvis jeg skal skrive om følelser, tab og sorg.

Hvad gør du, hvis du oplever en skriveblokering?

Jeg holder en pause fra skrivningen. Laver en masse andre hyggelige ting og så har historien det med at finde tilbage til mig. Gudskelov har jeg ikke så tit været plaget af det.

Hvad er det bedste ved at være forfatter?

At kunne få lov at forme historien som jeg selv ønsker. Jeg kan især godt blive lidt mopset når en bog ikke har den slutning jeg ønsker. Det får jeg jo selv lov at bestemme her. Forfatterlivet er ofte bundet op på at inspirationen rammer. Den kan komme på en gåtur i skoven, til en rockkoncert eller imens man leger med hunden. Hvor mange andre brancher kan give det? Det synes jeg er fedt.

Hvad er det værste ved at være forfatter?

At skulle læse sin egen tekst alt for mange gange og redigere sig selv igen og igen. Det er, for mig, en kende kedeligt.

Hvad ville du ønske, du havde vidst, før du begyndte som forfatter?

Hvor svær en branche det er at komme ind i. Nåleøjet er mikroskopisk og man skal blive god til at hoppe op på hesten igen efter et nederlag.

Hvilke råd vil du give til en kommende forfatter?

Jeg læner mig lidt ad Janteloven her. Tro ikke din tekst er god, før du har læst og redigeret den mange gange. Man kommer ikke dovent til en udgivelse. Hvis det er din drøm- så skriv, skriv, skriv og bliv ved trods nederlag og afslag.

Hvor skal man gå hen, hvis man vil vide mere om dig? 

Du kan møde mig her:

Facebook

Instagram

Linkedin

Hvorfor skal man vælge at læse dine bøger?

Man skal læse mine bøger hvis man er glad for hyggekrimier og hvis man er fan af bøger der holder én hen, så man kan gætte med og forhåbentlig blive overrasket hen mod slutningen.
Mine bøger er ikke typiske krimier med politi og journalister. Jeg har derimod forsøgt at skabe et ulige makkerpar, der på hobby niveau forsøger at opklare lokale mysterier.

Hvad får man ud af at læse dem?

Man bliver først og fremmest forhåbentlig underholdt. Men samtidig lærer man også en smule om Sønderborgs historie samt det grænseland jeg selv holder så meget af. Og så får man forhåbentlig lyst til at læse videre.
I min første bog bevægede jeg mig rundt i forskellige temaer, herunder psykisk sygdom, venskab, lokalhistorie og en smule samfundskritik.
Noget af det går igen I Pigen I Guds arme, hvor jeg kigger lidt kritisk på det samfund vi har fået bygget op. Derudover berører jeg håb, sorg, tro og vilje krydret med et godt mysterie naturligvis.

Hvem vil få mest ud af at læse dem?

Er man i forvejen til krimi og spændingsromaner så vil mine bøger nok også falde i god jord. Jeg er jo ikke helt objektivt, men jeg mener personligt at alle ville få nogle gode underholdende timer med min bog. 

Læs mere om Pigen i gulvet her
Læs om Pigen i Guds arme her

 

Annoncer