Torben Mathiassen (f. 1973) er cand.merc. i international markedsføring.
MALI er hans debut som forfatter.
Hvornår startede du med at skrive?
Det gjorde jeg vel dybest set i Folkeskolen, hvor jeg altid valgte fristil, når der skulle vælges emne i dansk stilskrivning. Til trods for, at min dansklærer altid postulerede, at det var yderst vanskeligt at få gode karakterer i fristil, så gav hun mig nu alligevel altid 10. Siden da, har jeg ofte fundet mig til rette bag skrivemaskinen, og siden hen computeren.
Hvorfor skriver du?
Jeg sætter mig typisk til tasterne, når jeg har noget på hjerte og fordi jeg formulerer mig væsentligt bedre på skrift end mundtligt. Til trods for at jeg til daglig arbejder med eksportsalg, er jeg introvert af karakter, og skrivningen hjælper mig til at få styr på mine tanker og diskutere dem med andre (eller måske i virkeligheden blot med mig selv).
Hvilken bog arbejder du på lige nu?
Jeg er et par hundrede sider inde i bind 2 i Jordens klimaramte, hvortil MALI er bind 1. MALI tager emnet klimamigration op, som en af de helt store gennemgribende og meget oversete konsekvenser ved klimaforandringerne. I bind 2 kigger jeg nærmere på en af de andre konsekvenser ved klimaforandringerne, som FN og førende klimaforskere er ved at få øjnene op for; nemlig truslen fra den spirende jihadisme som let opstår i kølvandet på fattigdom, tørke og sult, særligt i de afrikanske og mellemøstlige lande. De to bøger vil kunne læses uafhængigt af hinanden, men har alligevel tråde som forbinder dem.
Hvor mange bøger har du skrevet?
MALI er min debut.
Foretrækker du trykte bøger, e-bøger eller lydbøger og hvorfor?
Jeg kommer nok aldrig til at slippe den trykte bog. Der er noget magisk over de trykte sider og det at danne sine egne stemmer og oplevelser inde i hovedet imens man læser. Jeg har forsøgt mig med e-bøger, men det er bare ikke den samme oplevelse, når man ikke kan bladre igennem bogen med fingrene. Jeg har aldrig lyttet til en lydbog, men jeg har altid haft vanskeligt ved at koncentrere mig, når andre læser noget op for mig, så tænker ikke umiddelbart jeg bliver forfalden hertil, med mindre mit syn bliver markant dårligere.
Hvilken forfatter beundrer du mest?
Det synes jeg egentlig er et vanskeligt spørgsmål, da jeg ikke er typen, der idoliserer andre mennesker. Men jeg er yderst imponeret over den omfattende og meget detaljerede verden, som J.R.R. Tolkien har skabt i Ringenes Herre, så han står helt klart højt på listen over forfattere, hvis værker jeg beundrer.
Hvilken bog ville du helst selv have skrevet?
Jeg elsker Bernhards Cornwells Kong Arthur serie omhandlende tiden omkring 400-tallets England, bestående af bøgerne Vinterkongen, Guds fjende og Excalibur. Den serie er blændende godt skruet sammen og så levende fortalt.
Jeanine Cummins Jordens salt er et andet mesterværk, som jeg gerne ville have skrevet. Ikke så meget på grund af den litterære kvalitet, hvor den nok i virkeligheden halter lidt efter en gang imellem, men på grund af den historie, som den fortæller. Det er en vigtig bog.
Har du et særligt ritual før/mens du skriver?
Nej, det kan jeg ikke sige at jeg har. Med en stor familie omkring mig, og ofte på farten i forbindelse med mit arbejde, har jeg lært mig selv at skrive næsten uanset hvor jeg befinder mig, om det så er i lufthavnen, på hotellet, i stuen mens der bliver set tv osv. Men fælles for det hele er, at motivationen skal være til stede, ellers skriver jeg ingenting.
Hvad gør du, hvis du oplever en skriveblokering?
Jeg sidder og stirrer ind i skærmen indtil den går væk igen. Jeg kan godt have perioder, hvor jeg sidder 2-3 timer og stirrer på mit dokument, og blot får skrevet nogle få linjer, men så går der oftest hul på bylden, og så skriver jeg pludselig 3-4 sider på at par timer.
Hvad er det bedste ved at være forfatter?
Det er vel sagtens at få formuleret sine tanker og ideér så der kommer en interessant historie ud af det, som andre forhåbentlig finder lige så interessant. På grund af min introverte natur er jeg ikke den mest tålmodige person til at sidde længe og diskutere med andre mennesker, og så er forfatterlivet et godt alternativ, fordi man får vendt en masse tanker på alle mulige forskellige måder.
Hvad er det værste ved at være forfatter?
Det er helt klart al markedsføringsarbejdet, som er nødvendigt for at sælge sit værk. Jeg er ikke den store fortaler for de sociale medier, men de er helt nødvendige for at nå ud til sine læsere. Der kunne jeg godt ønske mig, at der var nogen, der havde lyst til at gøre det på mine vegne.
Hvad ville du ønske, du havde vidst, før du begyndte som forfatter?
Jeg ville nok gerne have været lidt mere forberedt på, hvor svært det er at slippe igennem nåleøjet på de etablerede forlag. Som jeg ser det, er udgivelsesprofilen, når det kommer til debutforfattere, temmelig snæver, og så må bogen ikke være for omfattende, for det er for tidskrævende og økonomisk usikkert for dem, at redigere en lang bog, når forfatteren samtidig er ukendt. Havde jeg været mere forberedt omkring dette, havde jeg nok valgt et medudgiverforlag fra starten og ikke spildt tiden med at prøve lykken blandt de etablerede forlag.
Hvilke råd vil du give til en kommende forfatter?
Skriv om det du brænder for og som du ikke mener andre har skrevet før dig. Man skal være i stand til at holde sig selv i nakkeskindet i lang tid, og det er trods alt lettere, når man skriver om noget, der interesserer en selv. Men samtidig skal man også fra starten have en målgruppe for øje, for ellers risikerer man blot at skrive til skuffen.
Hvor skal man gå hen, hvis man vil vide mere om dig?
Min hjemmeside er et godt sted at starte: www.torbenmathiassen.dk
Derudover findes jeg med min forfatterprofil @torbenmathiassen_forfatter på facebook og på Instagram @torben_mathiassen, samt på Linkedin.
Det er mange steder for én, som dybest set ikke bryder sig om de sociale medier ;-).
Hvorfor skal man vælge at læse din bog?
Det skal man, hvis man bekymrer sig om klimaforandringerne og om de mennesker, der bliver berørt af dem. Romanen handler ikke kun om klimaforandringerne, den handler også om de psykologiske aspekter under en livstruende krise, om familiesammenhold, og om hvor langt man er villig til at gå for at overleve, samt hvordan flygtninge generelt bliver mødt af omverdenen. Det er en spændingsbog, som på én gang er både tankevækkende og hjerteskærende.
Hvad får man ud af at læse den?
Mit ønske, eller mit håb, er, at læseren under læsningen formår at sætte sig i de klimaramtes sted, og at bogen efterfølgende bliver siddende i kroppen. Jeg håber, at den vil åbne op for nogle tankeprocesser omkring klimaforandringerne, som man hidtil ikke har skænket mange tanker.
Hvem vil få mest ud af at læse den?
Det vil være dem, der holder af en god spændingsroman og som også er interesseret i klimaforandringernes indflydelse på den verden vi lever i. Dem som føler empati med de af vores medmennesker, som rammes hårdt af udefrakommende trusler og derfor er nødt til at lade det liv bag sig, som de kender.