En iskold vinterdag i 2013 blev to unge mænd udsat for en chokerende oplevelse.
De havde benyttet vinterkulden til at stå på skøjter på en af søerne i København en sen eftermiddag.
De var løbet en smule bort fra de øvrige kammerater, da de fik øje på noget som lå under isen.
Det var en ung kvinde, som lå nøgen med ryggen mod isen.
Der blev straks ringet alarm og redningsvæsenet kom til.
Med et isbor blev der frembragt et hul gennem den 20 centimeter tykke is for at trække liget af den stakkels pige op.
Ingen var meldt savnet i perioden fra frosten havde sat ind og dækket søerne.
Så teorien blev hurtigt, at den unge kvinde var blevet dumpet i søen før vinteren for alvor dækkede landet.
Det var ikke tilfældet.
Hvad ingen i offentligheden har vidst før nu er, at den unge kvinde blev genoplivet i ambulancen og overlevede.
Hun fik amputeret begge ben og begge arme grundet svær hypotermi af opholdet under isen. Pigen har ligget i koma lige siden.
Ingen har meldt sig som pårørende.
Politiefterforskningen har intet givet.
I 2017 blev sagen henlagt som forældet. Selv lægernes interesse for hvordan pigen kunne overleve opholdet under isen forsvandt med tiden.
En hjernescanning viste, at hun aldrig ville vågne eller kunne tale igen.
Men for tre dage siden skete begge dele.
Pigen vågnede.
Og hun talte.
Nu skal du skrive en historie om hvad pigen sagde.
Der er ingen krav til genre, blot du tager udgangspunkt i pigens fortælling.
Der er ingen tidsramme og ingen krav til minimum antal ord.
Hjælp til øvelsen
– Hvad er pigens første ord?
– Hvem er hun?
– Hvad kan hun huske?
– Hvem har gjort dette mod hende?
– Og hvorfor?
– Hvorfor vågner hun netop nu?
Hvis du foretrækker alle skriveøvelserne i FORFATTERDRØMME i en samlet bog, kan du bestille dem ved at klikke på annoncen lige herunder.