I barndommen kunne jeg flyve.
Der var slet ingen tvivl i mit sind.
Det foregik ved en slags luftsvømning, hvor jeg svømmede rundt i mit barndomshjem. En blanding af dykningens tredimensionelle verden og flyvningens frie svæv.
Den drøm havde jeg tit og altid med samme forløb.
I virkeligheden var det præstesønnerne og cykelhandlerne Orville Wright (1871-1948) og Wilbur Wright (1867-1912), der som de første foretog en kontrolleret, motoriseret flyvning i en flyvemaskine, der var tungere end luft.
Wright-brødrenes første flyvning fandt sted ved Kill Devil Hills i North Carolina. Datoen var torsdag den 17. december 1903 og den længste flyvning i den spinkle dobbeltdækker Flyer varede 59 sekunder og strakte sig over 852 fod.
I denne skriveøvelse er det blevet tid til at flyve eller svæve.
Sådan gør du
Sæt dig med et stykke papir eller foran computeren.
I denne skriveøvelse kan du flyve.
Om du er en fugl, et fly eller en superhelt er helt op til dig.
Historien kan handle om det første glidende svæv fra en klippehylde, om fugleungens genvordigheder med at få vingerne til at bære eller om dit liv som kolibri.
Fortællingens genre og stil er fuldkommen fri, når blot historien omhandler det at flyve eller svæve.
Tid og tegn
Du skal skrive højst 4.000 anslag inklusive mellemrum.
Sæt højst 90 minutter af til skriveøvelsen.
Hvis du foretrækker alle skriveøvelserne i FORFATTERDRØMME i en samlet bog, kan du bestille dem ved at klikke på annoncen lige herunder.