Pernille Nørgaard Videbæk har skrevet romanen Mindelser, som handler om alle de valg, der former et liv og om begyndelser og slutninger. Og om hvordan det altid er muligt at omskrive sin egen historie.
Her kan du møde Pernille i vores portræt af hende.
Hvornår startede du med at skrive?
Lysten til at skrive har altid været der, lige så langt tilbage som jeg kan huske. Gemt oppe på mine forældres loft lægger små tegneseriehæfter, jeg lavede som barn, og jeg mindes også et skuespil jeg skrev, som vi opførte i min folkeskoleklasse. Jeg elskede at skrive stile, og fik altid god feedback, men jeg havde svært ved at skrive noget længere, som jeg følte var godt. Så da jeg efter gymnasiet skulle vælge en vej, endte jeg på det der dengang hed Handelshøjskolen i Aarhus, hvor jeg studerede og arbejdede i en lang årrække og også skrev en phd. Men lysten til at skrive mere kreativt forsvandt ikke, og jeg begyndte at bruge mine sommerferier på højskoler og udviklede mit sprog og min tilgang til skrivningen. Og nu føles skrivningen som en del af mig. Nogen gange tror jeg, at livet ville, at jeg skulle samle materiale og få noget at skrive om. For nu kommer ideerne og jeg har mere, jeg vil sige.
Hvorfor skriver du?
Jeg skriver for at forstå – det er ofte først når jeg har skrevet noget ned, at jeg ved hvordan jeg føler eller hvad jeg mener. Nogle gange opdager jeg ting, når jeg skriver – der dukker sætninger op, som jeg ikke helt ved, hvor kommer fra, men som føles sande.
Hvilken bog arbejder du på lige nu?
Jeg har ikke en specifik bog, jeg arbejder på i øjeblikket, men jeg har ideer, jeg skriver på, som måske bliver til et længere manuskript på et tidspunkt. Jeg skriver også digte og kortere tekster, så det fylder mere i øjeblikket. Jeg har arbejdet på Mindelser i omkring seks år, så det er dejligt at kunne føle sig mere fri og ikke nødvendigvis skulle kaste sig over så stort et projekt lige foreløbig.
Jeg har dog ladet sproget og skrivningen fylde mere i mit liv i de senere år, hvor jeg sagde mit job på Aarhus Universitet op og flyttede til Reykjavík og begyndte at studere islandsk sprog og litteratur. Det har åbnet op for en masse nyt, som jeg glæder mig til at arbejde videre med.
Hvor mange bøger har du skrevet?
Mindelser er min første roman.
Foretrækker du trykte bøger, e-bøger eller lydbøger og hvorfor?
Jeg foretrækker trykte bøger, og nogle af de bedste steder jeg ved er boghandlere og biblioteker. Jeg bliver altid rolig og inspireret af at gå rundt blandt så mange bøger.
Hvilke råd vil du give til en kommende forfatter?
Noget jeg til stadighed minder mig selv om, når jeg synes det kan være svært at skrive, det er at skrive er at omskrive og at første udkast aldrig vil være perfekt – så i første omgang skal der bare ord på papiret, og så kan man altid gøre det bedre bagefter.
Det er også vigtigt at lære at tage imod kritik, og at lytte når andre læser dine tekster og kommer med feedback. Du kunne have haft nok så mange intentioner med din tekst, men hvis læseren ser noget helt andet, så må man overveje, om der er noget der skal gøres klarere eller ændres.