Anne Holde

Anne Holde udsender bogen “Hjertets forvandling – tårernes vækkeur” på Forlaget Forfatterskabet.dk og i den anledning har vi bedt hende svare på spørgsmål om arbejdet med bogen.

Hvornår startede du med at skrive?

Jeg har altid været glad for at skrive. Da jeg var ung skrev jeg digte og små historier. Jeg skrev små artikler og kronikker til aviser. Jeg fik engang trykt et digt i den lokale avis. Det var grænseoverskridende. Min kritiske sans og forsvar for uretfærdigheder har altid betydet meget for mig, så jeg tror trangen til at skrive sig ud af besværligheder på vejen lå ligefor. Siden har skriverierne været lagt på hylden indtil et skrivekursus på kvindehøjskolen i 2017. De sidste par år er der udfyldt mange skrivebøger.

Hvorfor skriver du?

Jeg har nu opdaget, hvor helende og befriende det er. Der er en dyb healingsproces i skrivning, som gør mig godt. Jeg er draget af det melankolske/af mørket og har set, hvordan jeg ved at skrive føres ud i lyset. Mine historier giver mig retning i livet og tro på det, jeg vil og kan. Det er sjovt og overraskende.

Hvilken bog arbejder du på lige nu?

Muligvis dukker der flere bøger op. Jeg har mange idéer på lager, så måske det sker.

Hvor mange bøger har du skrevet?

“Hjertets forvandling – tårernes vækkeur” er min første bog.

 

 

Foretrækker du trykte bøger, e-bøger eller lydbøger?

Jeg foretrækker helt klart trykte bøger. Der er noget velsignende og nærmest religiøst over det, når jeg sætter mig i min dybe gamle mørkeblå øreklapstol med en god kaffe og min røde kat spindende i sofaen. Jeg tænker ofte tilbage på min morfar, som læste meget Søren Kierkegaard og gik til filosofiske foredrag hos præster i 60´erne og 70´erne. Det er han voldsomt udskældt for, da han lod sine tretten børn i stikken og ikke tog sig af dem overhovedet med mindre de store drenge skulle have en omgang tæsk.

Hvilken forfatter beundrer du mest?

Der er mange, men først og fremmest holder jeg af at læse familiekrøniker og – sagaer. Jeg er optaget af balance i livet og beskrivelser af det, der har store betydninger for mennesker og som ikke altid er let. De store sydamerikanske forfattere som Isabel Allende, Gabriel Garcia Márquez og Paulo Goelho skriver alle fabelagtigt med en dualitet mellem humor og tungsind.

Desuden er de islandske forfattere Herbjørg Wassmo, Hallgrimur Helgason og Jón Kalman Stefànsson fantastiske med en poetisk tilgang. Der må godt være noget på spil, som handler om liv og død.

Hvilken bog ville du helst have skrevet?

Helt klart Dinas bog af Herbjørg Wassmo.

Har du et særlig ritual før skrivning?

I starten skulle vasketøjet helst være hængt op og køkkenbordet ordnet, før jeg havde ro til at skrive. Nu kan jeg bestemt godt abstrahere fra det ydre og har indført små rutiner. Jeg vil gerne sidde i mit lille arbejdsrum på min swopper stol med et stearinlys tændt med god varm kaffe. Mine små opvarmningsøvelser er et par lette qi gong øvelser og ti minutters power writing, hvor jeg finder et ord, gerne fra trækning af dagens engle kort, som jeg skriver på.

Hvad gør du, hvis du oplever skriveblokering?

Går i haven og hiver i noget grønt eller tager opvasken, som har ventet på mig.

Hvad er det bedste ved at være forfatter?

Frihed til at skrive, hvad jeg brænder for. Det er sjovt og rykker ved grænser i mig selv.

Hvad er det værste ved at være forfatter?

At der ikke er tid nok og når alle to do listerne presser sig på. Forventninger om at skulle noget bestemt.

Hvad ville du ønske, du havde vidst før du begyndte?

Det har været en lærerig proces med rigtigt meget, jeg ikke vidste, før jeg begyndte at skrive og jeg er blevet meget overrasket over, hvor tidskrævende det er. Jeg kan anbefale skriveværksted og – kursus på vejen.

Hvilke råd vil du give til en kommende forfatter?

Skriv om det, du brænder for. Forfølg det der kommer til dig med livets små mirakler. Gå med processen og lad dig ikke overmande af store præstationer. Find din egen stil.

Hvor skal man gå hen, hvis man vil vide mere om dig?

Du kan fange mig på Facebook, følge mig på instagram eller sende mig en mail

Hvor kan jeg købe din bog?

Det kan du lige her – der er links til alle de største boghandlere.

Annoncer