Jeg har mere eller mindre skrevet siden folkeskolen. Men i 2019 startede jeg arbejdet med min første roman, jeg endnu ikke har udgivet. Jeg har skrevet, som en fast ugentlig eller daglig praksis siden 2018.

Jeg skriver, fordi jeg ikke kan lade være. Når jeg skriver, kan jeg strege ud og rette til. Jeg kan se på en meget personlig tekst som noget, der i princippet kunne tilhøre en anden. I samtaler siger jeg nogle gange ting jeg ikke helt mente på dén måde, og vil bagefter ønske, at jeg havde formuleret mig anderledes. Her er skriften mere omhyggelig og fri. Jeg kan vælge at holde det for mig selv eller dele ud.

Som en bølge er lige landet fra trykken. Den har fyldt det meste de seneste par år. Jeg glæder mig til det nye der skal skrives, som jeg endnu ikke kender og jeg glæder mig til at se på min første roman igen og måske gøre den helt færdig, med al den nye viden jeg har samlet ind fra denne bogudgivelse.

Jeg har haft en kronik i Politiken i april 2024 og så har jeg haft to digte i det fine, tværfaglige tidsskrift: Mosaikk, som desværre ikke laver tidsskrifter mere.

Jeg foretrækker trykte bøger, fordi æstetik og sanselighed er meget afgørende for min læseoplevelse. Det gør det nemmere for mig at tune mine sanser et sted hen: bogen. Det er smart at have lydbogen, som alternativ. Det ønsker jeg også min egen roman udgivet som. Fordi det kan imødekomme, at nogle kan få tilgængelighed til bogen, på en lettere og mere fleksibel måde.

Uh. Jeg har læst meget Haruki Murakami. Kazuo Ishiguro og Tarjei Vesaas er også fantastiske. Fra norden beundrer jeg særligt Jón Kalman Stefánsson og Tove Jansson. Agota Kristof er også en vild forfatter. Fra Danmark er Caspar Eric og Naja Marie Aidt iblandt favoritterne. Jeg ville ønske, at der stod endnu flere kvindelige forfattere på min liste. Men, sådan her ser min beundrings-liste altså ud nu.  

Den lille prins af Antoine de saint-exupery og Momo af Michael Ende er til stadighed nogle af mine yndlingsbøger. Dem ville jeg godt have skrevet. Eller, noget meget skarpt og poetisk som fx City slang af Søren Ulrik Thomsen eller digte af Michael Strunge, fordi deres skrivestil ligger langt fra den måde jeg selv skriver på, men ordenes essens, når de lander i mig, føles så genkendelig. Det er fascinerende, at nogle kan skrive så kort og præcist.  

Jeg har endnu ikke oplevet det. Så snart jeg har tid eller tager mig tid, så kommer der noget frem. Kvaliteten er svingende, men der kommer altid noget. Jeg skriver lidt langsomt, så ofte kan fingrende ikke følge med. Jeg har forsøgt at lære blindskrift, men det er endnu ikke lykkes mig at lære helt. Så, jeg må finde mig i at fingrene ikke altid kan følge med hovedet.

At det kan være ensomt at svømme rundt i ord i timevis, alene. Have dage og uger, hvor jeg dykker ned i et univers, som ingen andre kender. Som en parallel virkelighed. At man skal være klar til at sidde stille lang tid ad gangen. “At have røv til at skrive,” kaldte en skriveunderviser det engang. Og så det, at man er så uinteressant som forfatter, når man ikke allerede er kendt. Det er et barskt vilkår.

Skriv for pokker! Ikke tænke. Ikke overveje om du nu også har tid til at prioritere det. Sæt dig ned og kom i gang. Lad det flyde igennem. Vi gemmer på så meget interessant, nu mere direkte forbindelse der kommer til essensen af dig, nu bedre kan læseren mærke din tekst. Jeg ved ikke om det er lykkedes 100 % for mig selv endnu. Jeg søger stadig selv at efterleve det.  
 

Jeg har en profil på Instagram @majamyrsting og arbejder lige nu på en hjemmeside.