H. K. Møller

Hvornår startede du med at skrive?

I femte klasse – en hjerteskærende fortælling i formskrift om elefanten Bongo, der stikker af fra cirkus. Ellers har jeg arbejdet med kommunikation og journalistik siden 80’erne og skrevet virkelig meget for firmaer og organisationer. “Hun Falder” har været 8 år undervejs.

Hvorfor skriver du?

Ja, hvorfor gør man dog det… Jeg synes, jeg har noget på hjerte. Nogle synes for meget på hjerte, og så er det jo rart at skrive i stedet for at tale! Fiktion er en fabelagtig ramme at behandle væsentlige emner i. I ”Hun Falder” undersøger jeg, hvordan man kan komme til at leve livet, når statusjagt og sex forveksles med kærlighed.

Hvilken bog arbejder du på lige nu?

Jeg har to fagbøger på ideplanet lige nu. Og en lun børnebogserie om Svage Poul i skuffen.

Hvor mange bøger har du skrevet?

To fagbøger: en kogebog, ”En ordentlig mundfuld”, og en bog om kommunikationsarbejde, ”Profilering”. Mit bachelorprojekt på RUC var en håndbog til professionelle tekst-købere. Den blev aldrig til noget.

 

 

Foretrækker du trykte bøger, e-bøger eller lydbøger og hvorfor?

Helt klart trykte bøger. Det er det smarteste format ever. Men lydbogsformatet kryber ind på mig. Især i bilen.

Hvilken forfatter beundrer du mest?

Det er umuligt at svare på. Men Tom Wolfes ”Forfængelighedens Bål” er en kæmpe favorit, fordi den klæder alt og alle af med sit kyniske blik på politik, identitet og interesser. Og Sigrid Undsets “Kristin Lavransdatter”. Og Hertha Müllers ”Mennesket er en Stor Fasan i Verden”. Og Stine Pilgaard, Merete Pryds Helle. Der er mange virkeligt gode.

Hvilken bog ville du helst selv have skrevet?

“Forfængelighedens Bål” – fordi den overskuer så meget, siger så meget og er både vild og vildt velskrevet.

Har du et særligt ritual før/mens du skriver?

Kaffe imens, solhilsen inden. Og lange skrivepas.

Hvad gør du, hvis du oplever en skriveblokering?

Venter.

Hvad er det bedste ved at være forfatter?

Jeg har rigtig svært ved at opfatte mig selv som romanforfatter… Men det vidunderlige ved at skrive en roman er at skabe universet, personerne, handlingen, tonen, optrin, scener. Og at nørde i sproget, forsøge at forkæle læseren.

Hvad er det værste ved at være forfatter?

At holde styr på handling, rytme, del-elementer og detaljer i så stort et stof. Du kan pludselig ikke huske, hvad hovedpersonens søn hedder. Staver veninden med både K og C. Helten kører Panda på side 6 men Punto på side 16. Sidder dine plotbeats perfekt? Er det skægt nok, dybt nok?
Også svært at blive ved med at kunne lide sin tekst, føle med den og grine med den og stramme den i al den tid det tager, fra man tror, man er færdig, til sidste korrektur.

Hvad ville du ønske, du havde vidst, før du begyndte som forfatter?

At man ikke bare kan skrive derudaf men må have kontrol og struktur. Alt forarbejdet. Alt det, der ikke er selve skrivningen. Dygtige forfattere er ekstremt bevidste om mange planer i deres værker, tror jeg.

Hvilke råd vil du give til en kommende forfatter?

Start ikke på side 1. Start med overblikket over handlingen, komposition, driverne, karaktererne, fortællerstemmen. Så ved du, hvor du er, og hvad du skal. Og du kan altid afvige men gør det med overblik.

(F.eks. Facebook, instagram, linkedin, website, mail)

Facebook

Instagram

LinkedIn

Hvor finder jeg bogen?

Du kan læse mere om bogen her.

 

Annoncer