Line Sølvhøj

Line Sølvhøj har været elev på Forfatterskabets skriveskole.

I sommeren 2018 fik hun udgivet sin debutroman, der er en medrivende fortælling om hjertets længsel og kroppens fængsel.

Her kan du læse mere om både bog og forfatter.

Bogen kan købes her

Hvor længe har du skrevet?

Jeg har skrevet, siden jeg lærte at sætte bogstaver sammen. Som barn skrev jeg små historier på sammenfoldet papir og opbevarede dem i en skotøjsæske, som var mit eget, personlige bibliotek. Familien fik uddelt lånerkort, og jeg var mildest talt lykkelig. Jeg knuselskede at skrive stile, og jeg husker engang i folkeskolen, hvor jeg var så grebet af historien, at jeg afleverede en stil på 12 A4-sider. Det er dog først i mit voksenliv, jeg for alvor har følt mig parat til at gøre noget ved forfatterdrømmen, og min debutroman udkom på den dato, hvor jeg to år forinden startede på den.

Hvornår blev din første bog udgivet?

Min debutroman ”Vingebarn” blev udgivet 21. juni 2018, og selv i mit skriftsprog har jeg svært ved at finde ord, der kan beskrive den lykkefølelse, den jubelkoldbøtte, der vælter rundt i maven på mig, når jeg står med den i hånden.

Hvorfor skriver du?

Fordi jeg simpelthen ikke kan lade være, og fordi jeg har et langt større ordforråd skriftligt end mundtligt. Jeg oplever ofte, at jeg kan skrive meninger, holdninger og idéer frem. Der sker et eller andet, når mine fingre rammer tasteturet, og jeg ville aldrig på samme måde kunne udtrykke mig mundtligt. Der er konstant ord og sætninger, der pusler i mit hoved, og jeg ved først, hvad jeg skal gøre ved dem, når jeg begynder at skrive.

Hvilken bog arbejder du på lige nu?

Jeg arbejder på to forskellige titler lige nu. Den ene fletter fingre med døden, mens den anden er en kærlighedshistorie, der ikke viser sig fra sin pæneste side. Hvilken en af dem jeg først fører ud i verden, må tiden vise.

Foretrækker du trykte bøger, e-bøger eller lydbøger og hvorfor?

Jeg er helt gammeldags, hvad det angår, så trykte bøger er klart min favorit. Det er sket få gange, at jeg har kastet mig over en lydbog, men jeg får slet ikke samme oplevelse, som når jeg sidder med forfatterens værk i mine hænder og mærker vægten af de ord, forfatteren har valgt til sin bog.

Hvilken forfatter beundrer du mest?

Jeg beundrer allermest og uden tvivl de forfattere, som får mig til at glemme tid og sted, når jeg læser. Ordmagi er det vildeste, og hvis jeg kan lukke en bog med nye tanker, nye holdninger og meninger eller en heftigere hjertebanken, end da jeg åbnede bogen, så ryger forfatteren direkte ind på min favoritliste.

Har du et særligt ritual før/mens du skriver?

Det har jeg egentlig ikke, men når ord og sætninger begynder at pusle i mit hoved, skal jeg smede, mens jernet er varmt. Jeg skal helst ikke forstyrres, før jeg får ordene ned på papiret, og bliver jeg afbrudt i tankerne, kan ordene forsvinde som dug for solen, og jeg skal virkelig lede længe efter dem igen. At sikre mig, at jeg kan skrive uforstyrret, må være det tætteste, jeg kommer på et ritual. Og så kaffe, naturligvis. Intet fungerer vel rigtigt uden kaffe.

Hvad gør du, hvis du oplever en skriveblokering?

Jeg har ikke oplevet en rigtig skriveblokering, men mere at sidde fast i en sætning, hvor jeg ikke har følt, at den ramte det, jeg gerne ville have den til. Her er naturen en evig inspirationskilde for mig. Selvom jeg skal tvinge mig selv væk fra computeren, når jeg føler mig bremset i at skrive, så virker det hver eneste gang at træde væk fra ordene og komme ud i naturen. Jeg lytter også til podcasts, hvor andre forfattere deler ud af deres viden og erfaring, og det kan som regel også lægge arm med et skrivestop.

Hvad er det bedste ved at være forfatter?

At stå med bogen i hånden og se alle de tanker, sætninger og ord, man har arbejdet med så længe, være indrammet i et bogomslag. Det er simpelthen for vildt!

Hvad er det værste ved at være forfatter?

At man aldrig har tid nok til at skrive. Jeg har endnu ikke oplevet en dag, hvor jeg tænkte, at nu har jeg skrevet nok for i dag eller nu har jeg ikke flere ord i mig. Det er altid med følelsen af at kunne fortsætte i en evighed med at skrive, at jeg slukker computeren, og dermed ved jeg heller ikke, om jeg ville kunne have skrevet en fantastisk scene frem, hvis jeg havde haft mere tid.

Hvad ville du ønske, du havde vidst, før du begyndte som forfatter?

At jeg ville blive udgivet. Det havde givet mig mere mod i skrivefasen og måske sparret mig for en gennemskrivning eller to. Jeg føler mig helt klart mere rustet og frigjort til at skrive de næste bøger, fordi jeg ved, at det er læsere til det, jeg skriver.

Hvilke råd vil du give til en kommende forfatter?

Det er møghamrende sårbart at sende sine ord ud i verden, men vil man være forfatter, er det vejen frem. Få betalæsere til din bog, betal dig til en manuskriptvurdering, lad din bog komme ud i den verden, hvor den er tiltænkt og se, hvor og hvordan den lander – og tag imod kritikken med kyshånd. Hvis man vil skrive en bog, der skal læses af andre, må man også acceptere læserne som en afgørende faktor i bogens tilblivelse. Kunden har (ikke) altid ret, men skal de betale for dit produkt, må du anerkende dem og deres holdninger.

Bogen kan købes her

 



forfatterskabets skriveskole