Talesprog

Hvor meget – eller rettere hvor lidt – bør man skrive, når man gengiver tale i teksten?

Skal man skrive det som personen udtaler ordene – eller blot skrive det korrekte ord?

Hvad nu hvis man taler med dialekt? Eller har talefejl?

Der findes ingen konkrete regler, hvilket jo altid er herligt når man er forfatter og dermed kan gøre som man har lyst til.

Omvendt er det dejligt med en rettesnor og vi anbefaler, at du som udgangspunkt skriver direkte tale med korrekt dansk – og ikke som din person udtaler det.

I daglig tale lyder den skrevne sætning “Det er mig” ofte som “Det mig” og “Prøv at skrive” lyder som “Prøv og skriv”

Der findes en masse andre eksempler, hvor det talte sprog ikke harmonerer med det skrevne. “Gennem” lyder som “Gemmen” og “Hindbær” som “Himbær” – og det virker fjollet at skrive lydversionen af ordene.

Derfor bør man skrive ordene fuldt ud.

“Kan du ha’ en go’ dag” skriver vi altid som “Kan du have en god dag.”

Som tommelfingerregel skal du altså skrive det personerne siger – og ikke måden de siger det på.

Ingen regel uden undtagelse og visse gange er det nødvendigt, at gøre opmærksom på personens helt særlige udtale.

F.eks. hvis det er en talefejl eller dialekt, som gør det næsten uforståeligt.

Vi benytter os så af en kort supplerende beskrivelse, f.eks.

“Rodgrod mæ flode,” sagde hun med tydelig accent.

Eller

“Jaaaaj elsjkseeeer daj!” snøvlede han og væltede omkuld i sin brandert.

Her giver det mening at skrive dialogen som personen udtaler den.

Et andet eksempel er en karakter som stammer. Det kan være et frygteligt og meget hæmmende handicap. Men forestil dig at skrive AL dialog med gengivelse af personens stammen.

“D-d-d-d-d-det-det-det-det-det-det- bliver hurtigt irriterende at læ-læ-læ-læ-læ-se.”

Man skal altså være varsom med at gengive dialogen som den lyder.

Og brug kun lydsprog, når det er nødvendigt og giver mening for teksten.