Anja Devach

Anja Devach (1970) er født og opvokset på Bornholm. Hun har altid skrevet, malet, tegnet og lavet skulpturer. Hun er autodidakt dekoratør og billedhugger. Uddannet shiatsu terapeut, læge-eksamineret human fysiurgisk massør og pædagog.

Anja Devach udgiver romanen “Inddraget” på Forlaget Forfatterskabet.dk, og i den forbindelse har vi bedt hende svare på livet som forfatter.

Hvornår startede du med at skrive?

Jeg har altid opdigtet og fortalt historier. Da jeg som 8-årig lærte at skrive og læse, skrev jeg en kriminovelle hver dag, som min dansklærer læste højt for lærerkollegiet i frokostpauserne. Fra 7. klasse læste jeg ofte mine danskstile op for klassen på opfordring fra læreren. Jeg læste derefter også en bog hver dag indtil gymnasiet.

Fra jeg var 12 skrev jeg digte og i mine teenageår skrev jeg dagbog hver dag i flere timer.

Hvorfor skriver du?

Jeg skriver, fordi det opfylder og opløfter mig. Det er eventyrligt at levendegøre det indre univers. Jeg bruger det som en vej til selvindsigt, og en drivkraft til at udforske, researche og formidle.

Bare det at skrive og formulere mig er dybt tilfredsstillende.

Jeg vil gerne nå ud i verden, have en stemme – nu hvor jeg er aldeles tonedøv.

Jeg har brug for at føle, at jeg hører til, har gyldighed og noget at bidrage med. Jeg synes, det er interessant at vende vrangen ud. At skrive fodrer min frihedsfølelse og frihedstrang. Gør mig selvbevidst og forankrer mig i virkeligheden.

Hvilken bog arbejder du på lige nu?

Jeg arbejder på en række forskellige projekter.

* PodGeist ( Halloween gyser 16+)

* Ragout ( Krimi / Drama / Thriller 18+)

* Over grænsen (Krigsdrama 18+)

Hvor mange bøger har du skrevet?

Jeg har skrevet mange udkast til bøger, som jeg dog undervejs har mistet interessen for.

Jeg har udarbejdet terminsopgaver til brug for 8-10 klassetrin.

Jeg har skrevet digte og slogans til Amnesty International’s kampagner (For Argentina og Chile) samt en række pædagogiske artikler.

Jeg har selv udgivet digtsamlingen `Dark (K)night of Light` og så har jeg skrevet flere teaterstykker opført på Østermarie Realskole og Lyngby-Taarbæk teater.

 

 

Foretrækker du trykte bøger, e-bøger eller lyd og hvorfor?

Kun trykte bøger. Jeg skal se ordet på papir og mærke bogen i mine hænder.

Hvilken forfatter beundrer du mest?

Alle filosofisk funderede forfattere, og særlig Saint Exupery – Herman Hesse – Camus – Socrates med mange mange flere. Finder også uendelig stor glæde ved at læse om kvantefysik (S. Hawking og Albert Einstein).

Hvilken bog ville du helst have skrevet?

Mit Liv af Charles Chaplin.

Om at skrive af Stephen King.

The universe in a nutshell af Stephen Hawking.

Passagen “Deapest fear” fra A return to Love af Marianne Williamson.

Har du et særligt ritual før / mens du skriver?

Jeg vil gerne lidt ud i naturen, skoven og stranden. Lave praktiske gøremål som at rydde op og lave havearbejde.

Hvad gør du hvis du oplever skriveblokering?

Det har jeg haft i godt 15 år. Både skrive- og læseblokering. Men nu er jeg vågnet op til dåd og gør ovenstående. Men en forelskelse antænder og opløser enhver blokering. Endvidere søger jeg at erindre lykkelige stunder, at føle taknemmelighed, påskønne mine nærmeste og livet i sig selv. Tænker positivt og fremadrettet, og bekræfte overfor mig selv, at jeg har noget på hjerte.

Hvad er det bedste ved at være forfatter?

Fordybelsen og selve skriveprocessen. At dykke ind i og udfolde ordenes magi.

Hvad er det værste?

At der er andre pligter der kalder og begrænsede økonomiske midler. (Ville helt sikkert skrive mere levende og frit på min egen eksotiske ø).

Hvad ville du ønske at du vidste før du begyndte som forfatter?

At man skal tage sig selv seriøst og gøre brug af den gave der er blevet skænket en. At jeg var klar over hvor meget det egentlig opfylder mig.

Hvilke råd vil du give en kommende forfatter?

Skriv udelukkende for din egen skyld.

Hvor kan jeg finde mere info om dig? 

Du kan følge mig på Instagram

Hvor kan man købe din bog?

Bogen kan købes her.

 

Læs om “Inddraget” her

Køb bogen “Inddraget” her

Annoncer