Bjarke Schjødt Larsen

Bjarke LarsenBjarke Schjødt Larsen (f. 1985) er uddannet fra Forfatterskolen for Børnelitteratur og er cand.mag. i dansk. Han debuterede i 2014 med billedromanen City Surfer, og har siden udgivet en række bøger til børn.

I 2005 var han med til at grundlægge foreningen HUF – Håbefulde Unge Forfattere.

Bjarke holder foredrag og skriveworkshops på skoler og biblioteker og var også en af idemændene bag Forfatterspirernes Skriveklub – en skriveklub for unge, der nu findes på flere biblioteker i København.

Bjarke er desuden medlem af Dansk Horror Selskab.

Hvad har du udgivet?
Jeg har udgivet noveller siden 2010, hvor min novelle Unruhe udkom i samlingen lyden af vanvid. Min første roman City Surfer udkom i 2014 på forlaget Turbine. Den vandt 1.pladsen i en konkurrence som forlaget holdt for mit hold på Forfatterskolen for Børnelitteratur.
Siden City Surfer har jeg udgivet to bøger mere, Bussemændenes Rekordbog skrevet sammen med Nicole Boyle Rødtnes, og så den letlæste action-roman Jeg er Frankenstein, der udkom i 2016.
I starten af 2017 udkommer min ungdomsroman Standby og gyseren De dødes cirkus.

Hvordan startede skrivningen for dig?
Jeg har lige siden jeg var barn leget meget lange og komplicerede lege. Da jeg lærte at skrive lavede jeg små resumeer til mig selv, så jeg kunne huske hvad der var sket i legen. Jeg husker specielt hvordan jeg lavede min egen space opera-agtige leg med mit Star Wars Micro Machines, hvor hver af de mange sæt blev sin egen planet i mit store solsystem. Det var nok mine første historier der.
Nu om dage leger jeg stadig – og er den lykkelige ejer af en kæmpe lego-samling – og det er igennem de lege at mine historier starter. Så jeg tror faktisk bare at skrivningen er en naturlig del af, og et outlet for min leg.
Det, og så kan jeg bare godt lide at fortælle historier.

Er du til fysiske eller digitale bøger?
Jeg foretrækker trykte bøger. Der er en lækkerhed i det fysiske som du ikke får igennem skærmen, og selvom jeg godt kan lide at høre historier, synes jeg stadigvæk at oplæseren er lige så vigtig i fysisk form som bogen.
Hvis det stod til mig, så havde vi papir-bøger, og en rig oplæsningskultur, hvor vi mødtes og hørte historier læst højt – præcis ligesom vi forventer af børn i børnehaven, og som man gjorde i almuen i gamle dage. Der opstår noget magisk og noget intimt i den situation, og den tror jeg vi som mennesker glemmer, bare fordi det er praktisk at høre en historie i et sæt høretelefoner mens vi laver alt muligt andet. (Når det så er sagt, så kan jeg stadig godt lide at høre en god lydbog i ny og næ.)

Hvilken forfatter beundrer du mest?
Den forfatter jeg beundrer mest, er den der endnu ikke er blevet udgivet. Af frygt for at lyde klam, så har jeg al mulig beundring for de forfattere, der endnu ikke er blevet antaget, og stadig kæmper med at få skrevet og modtage afslag. Jeg kan huske hvor sindssygt hårdt det var, hvor let det var at ville give op.
Det er også derfor jeg kører min side www.skrivekrampe.dk hvor jeg prøver at rådgive og give fif til hvordan man forbedrer sig som forfatter, så dem der døjer med det, forhåbentlig kan få lidt hjælp til at komme igennem denne hårde periode. Af samme grund var jeg også med til at stifte HUF i sin tid.

Hvilken bog ville du helst selv have skrevet?
Det ved jeg ikke. Der har været et par bøger, hvor jeg har tænkt: Det her kan jeg gøre anderledes, og på sin vis er de fleste af mine bøger inspireret kraftigt af andre.
City Surfer har en intro meget tydeligt lånt fra Trainspotting, som den også låner en del af. Jeg er Frankenstein er mit forsøg på at gøre Frankenstein-historien nutidig med inspiration fra Marvels superhelte.
Så tror ikke jeg har én bog, jeg ville ønske jeg havde skrevet, men tit og ofte er der elementer jeg virkelig gerne vil bruge i andre bøger, og det er den slags, der også gør skrivningen virkelig sjov.

Har du et særligt ritual før/imens du skriver?
Jeg skriver faktisk bedst når der er larm omkring mig, men det tror jeg ikke som sådan er et ritual. Til gengæld har jeg en lille Schleich Ankylosaurus som jeg har med over alt, og som kommer frem mens jeg skriver. Samtidig er den også et redskab, hvor man lige kan lege lidt med den i et par minutter, og rense hovedet inden man tager et kapitel mere.

Hvad gør du, hvis du oplever en skriveblokering?
Skriveblokeringer er et problem, og problemer kan løses. Jeg kan få to typer af skriveblokering: en plotspecifik en, og en præstationsspecifik.
Den første er lettest at håndtere, du ser på dit plot, og ændrer på det, der irriterer dig. Den sidste er sværre, fordi det er noget mentalt. Det er svært når man føler sig dårlig, så bare at sige: Øh nej jeg er ej.
Men den bedste løsning er bare at skrive. Skriver du, kommer du til sidst også til et godt sted i teksten, og du når i flow, og så begynder glæden også at vende tilbage.
Jeg har skrevet et længere indlæg om skriveblokering på www.skrivekrampe.dk

Hvilke råd vil du give til en kommende forfatter?
Writers write. Everybody else makes excuses. Og så er det altid en god ide at sætte sig ind i det man laver. Jeg ville fx starte på min hjemmeside www.skrivekrampe.dk, der er en stor samling artikler om skrivehåndværket og forfatterlivet.

God skrivelyst!

Du kan læse mere om Bjarke Schjødt Larsen på www.bjarkeschjødtlarsen.dk eller www.skrivekrampe.dk.

Du kan også kigge forbi facebook-siden https://www.facebook.com/bslforfatter/
Eller klikke forbi instagram her: https://www.instagram.com/skrivekrampe/

Annoncer