Tanja Lønberg Rasmussen

Tanja Lønberg RasmussenHvornår startede du med at skrive?
Jeg har altid skrevet. Lige fra jeg lærte at skrive. Jeg startede med at digte små historier til mine tegninger. Så udviklede det sig til noveller, tegneserier, eventyr og siden til romaner. Min første lange roman skrev jeg som 13-årig. I en lang periode skrev jeg ungdomsromaner, der desværre ikke gav det store resultat. Hvilket resulterede i, at jeg endte med at holde en lang pause fra mine skriverier.

I 2013 besluttede jeg mig dog for, at give det et forsøg igen og i 2014 var jeg heldig at få udgivet min første spænding-thriller roman. 

Hvor mange bøger har du fået udgivet?
Indtil videre har jeg fået udgivet 4 bøger på forlaget COSMOS. Første bog udkom i maj 2014 og fjerde bog udkom i juni måned i år.

Mine bøger hedder:

”Sarahs skytsengel”, ”En ny mission”, ”Freylands hemmelighed” og ”Krigens smerte”.

 Hvorfor skriver du?
Jeg skriver fordi jeg ikke kan lade være og fordi jeg har en masse på hjerte. Det at være forfatter er ikke noget jeg selv har valgt, det er en del af min personlighed – noget medfødt.

Hvilken bog arbejder du på lige nu?
Jeg skriver ikke på noget lige nu, men jeg har en masse ideer klar. Jeg forestiller mig, at jeg i denne omgang kommer til at skrive på en masse forskelligt på samme tid. Jeg har både et fantasy plot, et spændings plot og et plot til en ungdomsbog klar.

 Foretrækker du trykte bøger, e-bøger eller lydbøger og hvorfor?
Jeg fortrækker helt klart en trykt bog. Der er ikke noget bedre end, at sidde med en bog foran sig og vende den ene side efter den anden, mens man lader sig opsluge.

Jeg ser dog store fordele i både lydbøger og e-bøger når man er på farten, eller på ferie.


Hvilken forfatter beundrer du mest?
Jeg har i en årrække, ikke læst bøger og er først lige begyndt på det igen her sidste år, så det er nyere forfattere jeg har at referere til. For mig er det vigtigt, at forfatteren formår, at trække mig ind i bogens univers og at jeg kan føle karaktererne.

En af de forfattere der uden tvivl kan det er: Jojo Moyes. Hun kan få mig til både at grine og græde og ikke at kunne give slip på hendes bøger igen. Det er en fantastisk egenskab, at besidde og det beundre jeg hende for. Jeg synes dog der er flere forfattere der kan det, men hun er nok den der har sat flest tanker i gang i mig.

Hvilken bog ville du helst selv have skrevet?
Jeg er rigtig begejstret for at skrive og læse om tabuiserede emner, især emner der kan skabe en debat hos læserne. I mine bøger har jeg skrevet om PTSD, hjemvendte soldater, hustruvold, alkohol og sorg. Men enhver bestseller der kan skabe en debat og sætte fokus på det emne den omhandler, kan få mig til at tænke: ”Tænk at have fundet på det først”.


Har du et særligt ritual før/mens du skriver?
Ja jeg har nogle bestemte ting jeg gør. Det starter med, at jeg kontakter en forfatterkollega når jeg får en god ide til et plot og fortæller hende om den. Når min ide så er udviklet og jeg ved hvad der skal ske, tager jeg på forfatterweekend hos hende. Her får vi drøftet ideen helt til bunds og laver karakterstikker på samtlige personer, hvor vi for alvor går i dybden med det hele. For mig virker den her ping – pong dialog rigtig godt. Især når jeg får sat ord på karakterenes indbyrdes følelser for hinanden. Og når det først er på plads føler jeg det hele bliver mere livagtig for både mig selv og mine læsere.

Jeg vil sige at sparring med en anden er en af de vigtigste ingredienser i en skrivefase. Det åbner op for en masse tanker og ideer, som ellers ikke ville være dukket op. Og det er også sundt at få en andens syn med ind over så tidlig, som mulig i forløbet.

Mine andre ritualer er: Lange gåture så ideerne flyder lettere og musik i ørerne mens jeg skriver. Det er som om ordene kommer nemmest til musik, så jeg har oprettet bestemte spillelister på youtube, der kører imens.

Hvad gør du, hvis du oplever en skriveblokering?
Jeg har prøvet, at have skriveblokering flere gange. Nogen gange har det hjulpet at skrive mig igennem det, og tvinge ordene frem på den måde. Bare det at skrive et par få linjer hver dag gør underværker og med tiden løsner det mere op for skriveblokaden. Andre gange har det hjulpet at gå en lang tur, eller at få en pause væk fra manuskriptet.

Jeg har lige været bremset af en skriveblokering de sidste par måneder. Jeg sidder fast i en slags ”efter fase” – efter at have afsluttet en serie, som jeg de sidste par år har brugt mange ressourcer på. Når man har arbejdet på de samme karakterer og pludselig skal til og i gang med nye, kan det godt føles lidt tungt. Det er som at skulle sige farvel til en stribe gode venner, der nu pludselig ikke skal være en del af ens liv længere.

Selvom nye ideer banker på og der er nok at tage fat på, så er det svært at bryde muren og komme i gang. Dog hjælper det at snakke de nye ideer og karakterer igennem og jeg er så småt ved at komme i gang igen.

Hvad er det bedste ved at være forfatter?
For mig er selve skrivefasen noget af det bedste. Den følelse man sidder med når ordene bare kommer flyvende og man kan se ens manuskript vokse.

Der er nu heller ikke noget større end, at få en dialog i gang med ens læsere omkring bogen og at opleve at ens tekst har givet mening for en anden. Det er stort, at andre giver sig tid, til at læse ens værk.

Forsidertanja


Hvad er det værste ved at være forfatter?
Det værste er kampen, når man skal trænge igennem til medierne, læserne og ikke mindst bibliotekerne. Der er så mange andre bøger at slås med og hvis man er et forholdsvis ukendt navn er kampen bare endnu hårdere. Men i sidste ende er det hele ventetiden værd og har man fanget bare én læser, så har bogen virket efter hensigten.


Hvad ville du ønske, du havde vidst, før du begyndte som forfatter?
Jeg forsøgte uden held at sende ind til forlag med ubearbejdet manuskripter i 2001 og 2003. Her ville det være fedt at vide hvor meget arbejde man er nødt til at ligge i sit værk inden man sender ind: så man selv har læst det igennem flere gange først og fået det rettet til, men også benyttet sig af både betalæser og korrekturlæser. Hvis jeg havde vist det, kunne det have sparet mig for en masse spildte kræfter.

Men også i forbindelse med markedsføring ville det have været rart at vide, hvor meget arbejde der er, både imens man skriver og efter bogen er færdig. Det er oftest for sent når først den er skrevet og udgivet, for så er den blevet gammel nyt for pressen. Derfor skal der laves pressemeddelelser, som skal sendes ud til aviser, magasiner og tv stationer inden.

Noget andet der også ville være rart at vide inden, er hvor vigtig det er at være en del af et forfatternetværk, som man kan hente vejledning og støtte hos. Jeg er blevet medlem af netværksgruppen: NewPub, hvor jeg en gang om måneden deltager i møder i Århus. Her igennem har jeg fået kontakt med andre der har samme passion som mig. Dem har jeg flere gange trukket hjælp hos, når jeg har haft brug for det. Men det har også givet mig mod til at stå foran andre og fortælle om mine bøger, hvilket har betydet at jeg har deltaget i Ordets dag i Randers et par gange, og at jeg til november skal med NewPub-gruppen til bogmesse i Bellacenteret med min egen lille stand.


Hvilke råd vil du give til en kommende forfatter?
Det der har hjulpet mig mest er at skrive en hel masse. Jo mere jeg får skrevet, jo bedre lyder det. Så jeg vil helt klart anbefale at man skriver alt det man kan. Gerne hver dag.

Men også at læse andre forfatters værker og studere deres skriveteknikker. Ofte hænger læste ord ubevidst fast og kan dukke op når man får behov for det.

Klik for at læse mere om Tanja og hendes forfatterskab 

 

Annoncer