Bjørn-Morten Gundersen

Hvornår startede du med at skrive?

Godt spørgsmål. Jeg har altid fortalt historier, og jeg har udtrykt mig gennem de medier, som jeg havde til rådighed. Så før jeg kunne stave, så var det gennem billeder og tegninger, før det, mundtligt. Den første historie, jeg kan huske, at jeg skrev, var en tegneserie om en Indiana Jones lignende type, som skulle redde prinsessen fra et tårn ved hjælp af en krystalnøgle gemt under en lavaklump. Mit første, skrevne manuskript lå færdigt da jeg var 11 år. Det er dog ikke udgivelsesvenligt, og jeg er glad for, jeg har lært meget om at skrive gennem årene.

Hvorfor skriver du?

Jeg begyndte at skrive, fordi folk godt kunne lide mine digte og historier, og folk synes jeg var god til at udtrykke mig i tekst. Nu skriver jeg, fordi jeg ikke kan lade være. Det er blevet til min form for motion, som jeg bliver nødt til at dyrke, ellers bliver jeg knotten – og Knotne-Bjørn er træls. Han er faktisk ulidelig.

Hvilken bog arbejder du på lige nu?

Jeg er ikke en forfatter, som kun arbejder på ét manuskript. Lige nu har jeg dog fokus på ”Askeprinsen” (bog nummer to om natbarnet Silke), og derudover arbejder jeg på en selvbiografi om mit liv i smerte, en bog på engelsk sat i Wanderer-universet, og en bog om kærlighed, forventninger og brud.

Hvor mange bøger har du skrevet?

Det er lidt et trick-spørgsmål, synes jeg. Jeg har skrevet 6 romaner, hvoraf ”Natbarnet” er min debutroman på dansk, og en af to som er udgivet, for jeg har selvudgivet min første engelske roman ”The Wanderer” tilbage i 2014.
Udgivet = 2
Skrevet = 6

 

 

Foretrækker du trykte bøger, e-bøger eller lydbøger og hvorfor?

Jeg foretrækker trykte bøger. Jeg elsker følelsen af en bog; at sidde med den, at bladre, og det giver en god anledning til at sætte sig og slappe af. Der er dog en krølle, for efter jeg købte mig en bil, så er lydbøger faktisk det medie, jeg oftest ”læser”.

Hvilken forfatter beundrer du mest?

Uha, den er svær, så jeg bøjer lige spørgsmålet.

Jeg beundrer en forfatter, som tør skrive om det, der gør ondt, det der forandrer én, og jeg beundrer en forfatter, som kan skrive i børn og unges øjenhøjde, om hårde emner. Kim Fupz Aakeson, Astrid Lindgren, Lene Kaaberbøl, Dennis Jürgensen, Patrick Ness og Louis Jensen er gode eksempler – men dén forfatter jeg beundrer mest er Lene Kaaberbøl.

Hvilken bog ville du helst selv have skrevet?

”Alkymisten” af Paulo Coelho. Den er så fantastisk fyldt med komprimeret visdom og finurlige refleksioner. Læs den.

Har du et særligt ritual før/mens du skriver?

Jeg kan sjældent skrive uden en god kop kaffe eller te, så det første, jeg gør, når jeg bestemmer mig for, at nu skal jeg skrive, er at bruge tid på at forberede mig en rigtig god kop varmt (også om sommeren).

Hvad gør du, hvis du oplever en skriveblokering?

Jeg oplever sjældent en skriveblokering, men når jeg gør, så snakker jeg med venner om historien. Jeg fortæller om karaktererne og historien, og når de kommer med forslag, så skriver jeg deres forslag, for jeg har jo ikke et bedre bud.

Ofte oplever jeg, at deres forslag gør mig klar over, hvad jeg mangler at skrive, eller hvilken drejning historien skal eller ikke skal tage, så tak til mine venner.

Hvad er det bedste ved at være forfatter?

Der er to ting: Jeg er den første til at læse bogen, og jeg får lov til at skabe og være kreativ. Skabertrang har alle mennesker, og det her er min måde at skabe noget.

Hvad er det værste ved at være forfatter?

Det er ensomt, mens man skriver – og man bliver aldrig helt tilfreds, for man udvikler sig hver dag, hver time, hvert minut, så du vil altid være bedre i morgen, og man har lyst til at skrive sin bog om igen og igen. Der er det vigtigt at huske, at bogen ikke skal være perfekt, og perfekt ikke er det samme som tilfreds.

Hvad ville du ønske, du havde vidst, før du begyndte som forfatter?

Hvor meget man sidder i samme stilling. Det gør ondt, og det er først her indenfor de seneste år, at jeg er begyndt at holde pauser og dyrke noget motion, gå en tur, eller lave yoga, for ikke at få ondt i ryg, nakke og skuldre.

Hvilke råd vil du give til en kommende forfatter?

Råd nummer 1: Husk at spise og drikke.

Råd nummer 2: Du må gerne være stolt, og du må gerne føle dig sej for at skrive.

Råd nummer 3: Det er okay at slette hele kapitler, hvis du ikke er tilfreds.

Råd nummer 4: Det er kun dig, som kan fortælle din historie, så du skal ikke måle dig med nogen.

Råd nummer 5: Læs! Lad dig inspirere, og lad dig fortrylle af andres evner og talent.

Råd nummer 6: Husk at holde pauser, når du skriver, så du ikke får ondt.

Hvor skal man gå hen, hvis man vil vide mere om dig? 

Hjemmeside er under udarbejdelse, så lige nu er Facebook den direkte rute, til at følge med i, hvad jeg foretager mig af forfatterier.

Som en ekstra ting, så laver jeg andre kreative ting, og hvis man vil følge med i det, så følg med i min fotografering på Instagram, og mit middelalderband ”Moro” på Spotify, Youtube og Facebook.

Facebook – www.facebook.com/GundersenBM

Instagram – www.instagram.com/gundersenphotography/?hl=da

Moro Middelaldermusik – www.facebook.com/Moro-Middelaldermusik-605739759485114

Tak fordi du læste med.

Venligste hilsner,
Bjørn-Morten Vang Gundersen

 

Annoncer