Christin Marie Guild

Eva under isen er titlen på en af de mest gribende og rystende fortællinger vores forlag har modtaget.

Bogen er barsk og rystende læsning, men alligevel vigtig og væsentlig. Ikke mindst fordi den kan tænde et lys i mørket og give håb for fremtiden.

Vi bad forfatteren fortælle om historien bag historien.

Hvad var dit formål med at skrive bogen?

Fra begyndelsen var der ikke noget formål – jeg skrev bare – forsøgte at skrive alt det ud – som lå inde bag min velfungerende overlever delperson. Ret hurtigt viste det sig, at det var de indre barne- delpersonligheder, der skrev med hjælp fra overleveren/koordinatorpersonen. Alt der var nødvendigt var at stole på at det, der kom frem, var det der skulle frem. Af og til svært, men for det meste båret af lettelse og en følelse af at være hel indeni. En indre lettelse over ikke længere at være indespærret i mig selv.

Derfor indeholder bogen alt det, der ikke kunne eksistere og leves, når jeg ud af til skulle se veltilpasset ud. Veltilpassethed gør ikke synlig. Bogen indeholder også viden og erfaringer fra mange andre mennesker, der har været i lignende situationer.

Veltilpassetheden har været en gave og et fængsel. En nødvendig overlevelsesmetode. En gave, da jeg er et afholdt menneske, et menneske andre gerne vil også selv om kun ganske få, nogensinde har fået lov til at møde de indre delpersonligheder direkte. Efter års terapi træder de dog mere og mere frem – pludselig kommer handlekraft og grænser til stede, evnen til at føle kærlighed, føle og sanse – alt det, som lukkes ned, når kun overleveren er til stede.

Bogen er et opgør med overleverens trang til at benægte og lade som om intet hændte. Benægtelsen og laden som om bliver som et indre overgreb. Der gentages og gentages og …

Overleveren har været en gave – men hendes evne til at dissociere og lade som om, har også betydet, at bearbejdning måske har trukket i langdrag. Men uden dissociation i den grad jeg har gjort det/gør det kunne jeg også have været en af svingdørspatienterne i psykiatrien.

At skrive giver plads Når alt det svære kan ses på skærm og papir – bliver der plads indvendigt.

Udgivelsen kan hjælp andre…

”Det bliver sagt.” Kristian Ditlevsens bogtitel udtrykker det. ”Det bliver sagt.”

Det at fortælle om, hvad der skete og sende det ud i offentligheden er et formål. Dog med frygten for, at bogen virker for voldsom for sine læsere – specielt dem, der selv har været udsat eller for de, der evner et fuldt følelsesregister uden at dissociere.

Bogen udfordrer tabuerne og den kollektive trang til at benægte.

Behovet for at række ud mod virkelighedens ”andre børn.” De børn er længe voksne, men de eksisterer og måske er flere børn blevet trukket i deres fodspor.

Formålet er at fortælle om håbet. Selvom bogens personer har det svært, så bevæger de sig fra overlevelseskamp ud på veje, der kan føre til liv – som levende ikke blot overlevende.

Mit håb er at års opsamlet viden og erfaringer videregives. Er det brugbart for bare et menneske, har bogen tjent sit formål.

Oplevelser og erfaringer er unikke og ikke kan gradbøjes. Et overgreb er altid eet for meget.

Hvorfor blev det en roman?

Distance; romanformen skaber en distance til mit liv, til de steder og de personer, der blev berørt. Distancen gør det lettere at skrive det ud, som jeg dagligt dissocierer væk fra ud – uden at udlevere mine nærmeste. Desuden samler romanens personer op på andres historier og mange års erfaring med terapi og kendskab til rådgivningscentre. Romanens personer får lov til at udleve følelser og reaktioner langt mere helstøbt, end hvis jeg skulle have skrevet mine oplevelser om overgreb ud. Romanen giver plads til, at sansninger og følelser får plads mere end ”hvad skete der.”

Personernes liv får også lov at udfolde sig – som det passer ind i deres personligheder. De udspiller mange af de forskellige erfaringer, reaktionsmønstre og senfølger, der ses hos overlevere.

Forfatterens historie vikler sig ind og ud mellem personernes historier. Ikke alt er forfatterens, men meget er set, hørt og oplevet på første eller anden hånd.

Eva, Lucifa og Rose fortæller og til dels udlever historien om min forladthed, vrede og behovet for at reagere ud i verden. Reaktionerne ses destruktivt hos Rose, men skriver sig ud i en konstruktiv sammenhæng.

Hvem skriver du for?

Det er angstprovokerende at udgive, men jeg håber mange vil læse bogen, og tage den til sig. Både behandlere, pårørende og udsatte – og helt almindelige mennesker, der ikke har emnet inde på livet. Der er mange meninger om dette emne, men med hilsen fra os, der er ramt på forskellig vis – så læs og husk, at vi, der er ramt, kæmper for et liv, hvor vi er fuldt tilstede, har fri adgang til vores evner og kan leve fuldt.

Til dig, der selv har været udsat: Læs bogen sammen med andre. Vi var ofte alene, da overgrebene fandt sted, men vi behøver ikke længere være alene. Husk vi har alle unikke historier – de bliver hverken værre eller bedre af andres historier. Det kan aldrig sammenlignes.

Hvem er Christin Marie Guild?

Bogen er udgivet under navnet Christin Marie Guild. Og forfatteren uddybede at navnet er samlet betegnelse for de delpersoner, som har været med til at give bogen liv.

“Vi skrev Eva Under Isen sammen. Vi hedder ikke Ea, Eva og Lucifa eller Rose, Dæmonen eller Dydsmønsteret. Men vi er her og vi er sammen om navnet Christin Marie Guild, sammen om at skrive om det, vi mærker, oplevede hver især eller sammen.

Eva Under Isen er vores historie fortalt i en ny historie om Eva, Lilje og Rose. Men det er ikke kun vores historie, det er også mange andre misbrugte børns historier. Nogle vi har mødt, nogle vi ikke har mødt.

Ikke hele vores historie er med. Noget var for svært at skrive og måske for svært at læse – men det er set og anerkendt.

Vi husker ikke det samme, koordinatoren – er mest hoved og mærker ikke ret meget. Men hun ved, hvordan man gør i verden. Det er smart.

En af os husker forladtheden, ordløst, stumt intet omkring til at passe på og holde om. Hun er stadig meget lille og spæd. Men den voksne passer på hende, for det meste.

To af os er som nat og dag, dæmon og engel. Dæmonen kunne adlyde de voksne og gøre grimme ting, mens englen forsvandt og gemte sig helt væk. Vi kom til at hade hinanden, den gang. Men det gør vi ikke mere og vi har fortalt vores historie i bogen. I mange år holdt koordinatoren os fanget og lukket nede. Hun var bange for os, bange for vores historie, vores vrede og sorg. Nu hjælper koordinatoren os til at få plads i verden. Hun ved, hvordan man gør. Vi har endnu ikke rigtig nogle fødder at gå på, vi tør heller ikke rigtigt komme frem, men vi ser og høre alt.

En af os husker i billeder, en i lyde og lugte, en husker slet ingenting, en af os mærker kroppen og alt det ordløse diffuse.

Mens vi har skrevet bogen er afstanden imellem os blevet mindre. Det er blevet sværere for koordinatoren at lukke os helt væk. Hun gør det for at passe på os. Passer på, at ingen gør os fortræd, at ingen ser, hvor onde og forkerte vi er, men hun er begyndt at forstå, at det var de voksne, der var forkerte ikke os. Nogle gange lukker hun af bare af vane. Så bliver der tomhed.

Når vi er sammen – sanser vi med alle sanser. Det er skræmmende og spændende på en gang.

Den voksne er måske den sidste af os. Hun afløser koordinatoren og øver sig i at passe på os uden at lukke os ned. Hun bliver dygtigere til det – men koordinatoren styre også hende lidt og hun vil helst, at det vi skriver, ikke får plads på en hjemmeside.

Koordinatoren er hende der har voksne børn. I dag er det spændende, men dengang var vi vrede for små børn kan ikke få børn og passe på dem. Koordinatoren lukkede os inde, ville ikke huske og vide af os – slet ikke. Vi tvang os i terapi. Den dag koordinatoren så sine børn med vores øjne – langt borte for enden af en tunnel. Hun hørte os, da vi sagde at børn ikke kunne få børn.

Sjælens kærlighedsgerning

Jeg læste et sted, at det at skabe alter egoer er sjælens kærlighedsgerning. Det er en måde at overleve det umulige, en måde, hvor personen som helhed skades mindre end hvis alle dele af personen gennemlever alle overgreb.

Jeg – vi spaltede op for at overleve – og det er os, de indre altere, der med den voksne persons skoling har skrevet denne bog.

Er det vores historie? Ja og nej. Det er en blanding af nogle af de hændelser, der splittede os, erfaringer og viden fra andre mennesker. Alle bogens personer er fiktive, alle steder er fiktive, alle stillinger, som personer besidder er fiktive. Men overgrebene foregik  – og foregår desværre stadig – i alle samfundsklasser. 

Hvad er dit håb for bogen?

Eva Under Isen er en bog om overlevelse – kampen for at overleve og kampen for at få et liv. Midt i alt det svære er det også en bog om håb, håb og håb.

Bogen udtrykker alle de svære følelser og fornemmelser, som jeg i min hverdag må dissociere væk fra for at fungere. I små glimt og under trygge forhold får de svære ting lov til at komme helt frem.

Terapi hjælper og har hjulpet. Meget er forandret og blevet bedre. Med bogen håber jeg, omsider at stoppe al benægtelse og anerkende mit hårde arbejde med at få mit liv til at fungere og at jeg ikke bare er mine børns rollemodel for en overlever, men i højere grad rollemodel for en, der lever et godt liv – også selvom skyggerne fra fortiden undertiden formørker det.

Det vil være dejligt hvis bogen sætter gang i samtaler om : “Sådan oplever jeg det også” eller “nej, det er og var helt anderledes for mig!

Eva under isen er en roman, der forsøger at komme omkring mange forskellige oplevelser og erfaringer, også ud over mine egne.

Håbet er at hjælpe andre til at finde deres veje til et mere helt liv.

Hvornår begyndte du at at skrive?

Ret tidligt – skrev hvad der faldt mig ind og læste alt, hvad jeg kunne komme i nærheden af skønlitteratur.

I perioder har jeg været helt eller delvist skriveblokeret. Men i takt med at jeg tog fat på at bearbejde fortiden begyndte jeg at kunne skrive igen.

Jeg skriver, fordi jeg er hel, når jeg gør det. Det giver plads indvendigt, når alt det svære kommer ud på papir eller skærm.

Hvad skriver du på nu?

I øjeblikket skriver jeg ikke på noget, men jeg glæder mig til en periode, hvor jeg bare giver slip på ordene igen og så ser, hvad der sker. Lege-skrive uden, at det har et mål andet end at jeg får følelsen af at være hel.