Hildur Grauslund Nielsen

Ordene har altid og uden undtagelse fascineret mig, for de kunne sætte processer i gang, som var endnu mere fascinerende. Med tiden er ordene blevet til noder for mig, så sagen er nok snarere, at jeg ikke skriver, men komponerer. Det er sjældent, jeg ikke har noget musik i ørerne, mens mine fingre danser på tastaturet. Fra musikkens væsen opnår jeg en fuldendelse af mine kompetencer, og på den måde bliver jeg til et helt menneske, når jeg skriver. Det er en form for meditation. Til denne præsentation har jeg haft soundtracket fra The Fellowship of the Ring i ørerne, fordi det var dette soundtrack, jeg mest benyttede, da jeg skrev Rejs dig – Fra øgle til leder. Hvis man læser indledningen af bogen og har dette soundtrack som lydtapet, vil man grangiveligt kunne genkende klangbunden.

Jeg forstår verden, mine tanker og følelser bedre, når jeg skriver. Jeg ser mig selv som en slags formidler, og jeg har stor respekt for det svære i at nå et andet menneske, så præcision ligger mig meget på sinde. Jeg har mange ideer til nye bogprojekter. Jeg har også store ambitioner, men jeg har lært at være dér, hvor mit tankemylder er størst, for der er min energi.

Det tog mig to år at skrive min første bog (Jeg er autist. En kat i en verden af hunde), fordi jeg havde metodiske vanskeligheder. Men så foreslog min kiropraktor mig at skrive bare en enkelt time hver dag, og så kan det ellers nok være, at der kom helt anderledes gang i skriveriet. Min anden bog tog kun få måneder at skrive (forventes at udkomme til efterår 2021), og det samme gjorde sig gældende for min tredje bog, Rejs dig – Fra øgle til leder.

Time-metoden var afgørende for, at jeg fik styr på mine ideer og kunne udvikle dem. Dan Turell inspirerede mig til at skrive, da jeg var tolv år gammel. Det kom sig af, at han medvirkede i et underholdende lørdagsprogram, hvor han i begyndelsen af programmet fik en skriveopgave på baggrund af titlen Undskyld, men de sidder på den! I slutningen af programmet skulle Turell så læse sit skriv højt. Måden, han læste højt på, slog en bane for mig, idet jeg i selvsamme sekund tænkte: Det dér vil jeg også!

Men som sagt tog det mig mange år at lære, hvordan jeg skulle gribe stoffet an. Når jeg er hooked på et projekt, så skriver jeg en time hver dag for at holde stoffet varmt. Hvis materien flyder, kan jeg skrive to timer, men sjældent mere. Jeg er ikke bange for at forlade stoffet, da jeg jo bruger musikken som en slags støttepædagog. Jeg behøver derfor blot at lytte til den samme slags musik for at kunne gribe stoffet igen. Der sker noget med stoffet, når det får lov til at hvile sig. Det bliver levende og bliver til en samtalepartner. Hvad jeg måtte have af ensomhedspinsler, forsvinder således, når jeg er hooked.

Mit bedste råd til skriveglade med bogambitioner er, at de skal finde en eller flere betalæsere, som vil give en rå, kærlig og ærlig tilbagemelding på manuskriptet, både på sproget og indholdet. Mit andet råd er, at de skal øve sig. Mit tredje råd er, at de skal finde et tema eller indhold, som de død og pine må fortælle om.

Fortælleglæde smitter – tro på det!

 

Jeg kan følges på Facebook