Kenneth Bøgh Andersen

Kenneth Bøgh AndersenKenneth Bøgh Andersen. Sig navnet og de fleste teenagere vil nikke genkendende til forfatteren bag serierne om Den Store Djævlekrig og ikke mindst Antboy. Anmelderrost, prisvindende og ikke mindst vanvittigt populær.

Kenneth Bøgh Andersen har skrevet siden 10. klasse, men fik et hav af afslag de næste 7  år, indtil han debuterede i 2000 med fantasy-trilogien Slaget i Caïssa.

Siden debuten har han udgivet mere end 35 bøger og er udkommet i Kina, Tjekket, Slovakiet, Norge, Sverige, Tyskland, Spanien, Polen, Rusland, Tyrkiet, Chile, Island, Frankrig, Holland og USA.

Til trods for travlhed, har han været så flink, at svare på en række spørgsmål til Forfatterskabet.dk.

Hvorfor skriver du?
Fordi jeg har en masse historier, jeg har lyst til at fortælle. Man kan fortælle historier på mange måder – man kunne jo også lave film – men at skrive er på sin vis så taknemmeligt let. Det er bare at tænde computeren og så kan hvad som helst ske.

Hvilken bog arbejder du på lige nu?
Jeg er ved at lægge sidste hånd på en fantasy/gyser-roman, der udkommer i juni. “Lysets hjerte” hedder den. Derudover arbejder jeg på en fortsættelse til min (meget søde!) julehistorie “Juleønsket”, der udkom for ti år siden. “Jagten på Julemandens latter” kommer den til at hedder, og Sussi Bech er ved at lave de fineste tegninger til. Samtidig sidder jeg med et spændende projekt, der involverer Grimms eventyr. Og så vender Antboy også tilbage på et tidspunkt.

Foretrækker du trykte bøger, e-bøger eller lydbøger og hvorfor?
Jeg foretrækker papirbøger. Jeg kan godt lide at sidde fysisk med historien i hænderne og ikke i iPad-form. Jeg vil gerne se på forsiden og se, at bogmærket har flyttet sig, når jeg har læst videre i bogen. Lydbøger går lidt for langsomt, synes jeg, og sommetider koncentrerer jeg mig ikke om at høre efter.

Hvilken forfatter beundrer du mest?
Jeg er stor fan af Stephen King, og det har jeg været lige siden, jeg selv begyndte at skrive, da jeg var 16 år. Han har skrevet meget og meget forskelligt, og det kan jeg godt lide. Og så er han god til at gøre sine historier troværdige, selv om det er temmelig utroværdige ting, der sker.

Hvilken bog ville du helst selv have skrevet?
The Road af Cormac McCarthy. En meget barsk og hård roman, som fik mig til at græde som pisket til sidst.

Har du et særligt ritual før/mens du skriver?
Nej. Måske laver jeg mig en kop kaffe 🙂

Hvad gør du, hvis du oplever en skriveblokering?
Jeg har (7-9-13) aldrig lidt af den store skriveblokering. Jeg tror, at måden, som jeg bygger mine historier op på, er med til at forhindre det. Jeg brainstormer først på handlingen og finder på en masse ting, der potentielt kan ske. Så lærer jeg min hovedperson bedre at kende ved at besvare 4-5 sider med spørgsmål til vedkommende. Så laver jeg en kapiteloversigt og finder ret præcist ud af, hvad der skal ske i første 3-4 kapitler. Så skriver jeg dem og finder ud af, hvad der skal ske i de næste 4 kapitler, samtidig med, at jeg er længere fremme i den overordnede handling. Og som regel sørger jeg også for at finde ud af, hvad historien skal slutte med, så jeg ved, hvad jeg skal arbejde mig frem imod. Men nogle gange går jeg selvfølgelig i stå, hvis ordene eller historien ikke lige vil, som jeg vil. Så sidder jeg og tænker mig om, indtil der kommer en løsning. Eller løber en tur. Det plejer at hjælpe.

Hvad er det bedste ved at være forfatter?
At man bestemmer det hele selv. Det at være forfatter er lidt som at være gud – man skaber alting fra bunden. Men det er også det, der er det sværeste. Nogle gange er det hårdt at være gud Det er fedt, når man synes, man har fået den helt rigtige og gode ide. Og så er det fedt at høre fra læserne om deres – forhåbentlig gode – oplevelser med ens bøger.

Hvad er det værste ved at være forfatter?
Når man finder ud af, at det, man skal til – eller er ved – at skrive, ikke fungerer. Så må man på den igen. Og måske igen. Og igen.

Hvad ville du ønske, du havde vidst, før du begyndte som forfatter?
Det ved jeg ikke. Jeg kunne svare, at jeg ville ønske, jeg havde vidst, hvor lang tid det ville tage mig, eftersom jeg skrev i syv år, hvor jeg kun fik afslag. Omvendt, så jeg tror, at hvis jeg havde vidst det, så havde jeg nok droppet det. Men måske ville det ikke have taget mig så mange år, hvis jeg havde vidst lidt om, hvordan jeg skulle bygge mine historier op. Omvendt, så er det en proces, jeg har lært rigtig meget af. Så – jeg ved det ikke.

Hvilke råd vil du give til en kommende forfatter?
Jeg kan give tre: Skriv en masse, læs en masse og skriv en masse! At kunne skrive en god historie er 1 % talent og 99 % træning. Samtidig skal man læse en masse og blive inspireret af andre forfattere og tage ved lære af dem. Og hav tålmodighed, det kræver tid og øvelse – ligesom det tager tid og øvelse at blive god til fodbold.

Hvis du vil vide mere
Kenneth har lige fået opdateret sit website, som du kan se på www.kennethboeghandersen.dk
Han huserer også på Facebook og på Instagram

Annoncer