Klaus Wilmann

Fotograf: Rasmus Wilmann

Klaus Wilmann (f. 1952) har tidligere udgivet debatbogen Brug den sunde fornuft om de vilkår nutidens børn møder. Forfatteren har desuden bidraget til et utal af fagbøger om børn, pædagogik og socialpolitik.

Her kan du møde ham i vores fortatterportræt.

Hvornår startede du med at skrive?

Jeg har sådan set skrevet, så længe jeg kan huske. Men det har været faglitterære artikler, faglige oplæg, notater, politiske oplæg, kronikker og klummer til aviser og tidsskrifter. Den slags har jeg skrevet i hundredvis af. Denne bog er min anden roman, det er en krimi med internationale forviklinger.

Hvorfor skriver du?

Jeg er glad for sproget; jeg elsker at lege med ord og sætninger. Selve skriveprocessen er for det meste en fornøjelse. Og så har jeg som pensionist tid til at gøre noget ved mine ideer. Jeg skriver, fordi det er sjovt.

Hvilken bog arbejder du på lige nu?

Lige nu går jeg lidt omkring og overvejer. Jeg har flere ideer og har skrevet lidt på en af dem. Men om det blir’ til noget og hvad det blir’ til, ved jeg ikke endnu. Jeg tror nok jeg kommer igang igen, for jeg har købt en ret lækker stol, så jeg fremover kommer til at sidde meget bedre når jeg arbejder. 🙂

Hvor mange bøger har du skrevet?

Jeg har bidraget til en del bøger og skrevet enkelte selv. Her er listen:

Egne bøger

  • En plet på kitlen 2020
  • Brug den sunde fornuft. Debatbog om den moderne barndom, 180 sider, Schønbergs Forlag 2002 
  • Den lille håndbog, Frie Børnehavers forlag 2001
  • Offentligt ansatte, pjece 42 sider, BK forlag 1982 

Medforfatter bl.a. til

  • Anerkendelse i børnehøjde, Dansk Psykologisk Forlag 2004 
  • Slip børnene løs, Forlaget Børn og Unge 2003 
  • Fremtidens daginstitutioner Forlaget Klim 1997 
  • Bog om folkeskolens udviklingsprogram, Dafolo 1988
  • Børnekonventionen i Danmark, Børnerådet 2002

… og flere andre.

Foretrækker du trykte bøger, e-bøger eller lydbøger og hvorfor?

Jeg foretrækker helt klart trykte bøger. Hvis det skal frem, har jeg aldrig læst en E-bog eller lyttet til en lydbog. Ikke af princip eller i protest, det er glimrende formater, men jeg trives nok bedst med en gammeldags trykt bog. At fortære en bog er for mig summen af de æstetiske valg, der er truffet; layout, illustrationer, farvevalg, valg af fonte, papirkvalitet, indbinding osv. Ordene er naturligvis det bærende, men de andre elementer lægger pund til.

Hvilken forfatter beundrer du mest?

Tja, beundrer mest? Måske jeg vil pege på en forfatter, som med sine digte og skuespil, trods et avanceret sprog, nåede ud den brede spanske befolkning, som han blev elsket af, og som blev dræbt af Francos soldater for at insistere på frihed. Federico Garcia Lorca. Han er værd at beundre; dels for sin fine poesi og sine stærke karakterer på scenen – og dels sit mod.

Hvilken bog ville du helst selv have skrevet?

Der er så mange skønne bøger, men i mange år har jeg været optaget af Per Olov Enquists forfatterskab. Især hans store roman Lewis rejse, holder jeg af. På et historisk stillads bygger han en fortælling op om en karismatisk religiøs leder, en personkreds og store samfundsmæssige dilemmaer, som har haft stor betydning for udviklingen af det svenske samfund. Et mesterligt drama.

Har du et særligt ritual før/mens du skriver?

Jeg tror ikke, jeg har særlige ritualer. Jeg skriver, når jeg har eller tager mig tid. Det kan være morgen middag eller aften. Jeg holder få pauser og kan arbejde i mange timer. Men pauserne kan også være lange. De kan vare dage eller uger. 

 

 

Hvad gør du, hvis du oplever en skriveblokering?

Jeg kender ikke rigtig til skriveblokering, men jeg kan sagtens gå i stå. Så lægger jeg det hele væk og bruger min tid på andre aktiviteter. Men jeg går som sagt dagligt lange ture, og det er ofte undervejs mellem skov og strand, eller på en tur gennem byen, at jeg finder ud af, hvordan jeg knækker koder og overvinder vanskeligheder. I “Mørke dage i Nice” fortæller jeg mere om det.

Hvad er det bedste ved at være forfatter?

Jeg har nok aldrig betragtet mig selv som forfatter; mere som en der skrev meget. I mit tidligere arbejde var det en del af jobbet at producere skriftlige bidrag. Nu hvor jeg er pensionist og har bedre tid, har jeg fortsat med at skrive. Jeg har altid ment en masse og har haft behov for at udtrykke det offentligt, det er en gave at kunne omsætte synspunkter og holdninger til statements, som giver mening for andre. Jeg ved ikke hvor meget man skal have udgivet for at kunne kalde sig forfatter 😂.

Hvad er det værste ved at være forfatter?

Jeg ved nok ikke, hvad det værste ved at være forfatter er. Der er mit erfaringsgrundlag for beskedent til at vurdere. Men det værste for mig vil nok være, hvis mit første forsøg med skønlitteratur rammer helt ved siden af. For det er ikke nemt at vurdere sit eget materiale. Den blinde plet er kæmpestor.

Hvad ville du ønske, du havde vidst, før du begyndte som forfatter?

Jeg vil hellere sige, at jeg er glad for, at jeg ikke vidste, at jeg kom til at skrive bogen igennem fire fem gange. Havde jeg vidst det, er det ikke sikkert, jeg var kommet i gang. Til slut var jeg næsten ved at kaste op over at læse de samme sætninger igen og igen. Og man kan jo blive ved med at skrive om. Det er svært at vide, hvornår man skal stoppe.

Hvilke råd vil du give til en kommende forfatter?

Jeg synes egentlig ikke, jeg er i en position, hvor jeg kan give andre råd om at skrive. Så jeg vil nøjes med at sige, at hvis man synes, man har noget på hjerte, er man på rette spor. Resten er hårdt arbejde. Og så er det godt at have nogen som læser med og giver dig input og kritik undervejs.

Hvor skal man gå hen, hvis man vil vide mere om dig?

Man kan finde mig på Facebook hvor jeg har en profil og en forfatterside også En plet på kitlen | Facebook . Jeg har tilsvarende en profil på Klaus Wilmann (@klauswilmann) • Instagram-billeder og -videoer. Og endelig på  Feed | LinkedIn. Det er nok de mest velegnede medier. Og min mailadresse er klauswilmann65@gmail.com, hvis nogen gerne vil skrive til mig.

Du kan også besøge forfatterens hjemmeside lige her: klauswilmann.dk

Læs mere om Klaus Wilmann’s bøger her:
 
Annoncer