Linette Harpsøe

Linette Harpsøe
Hvor længe har du skrevet?
Jeg begyndte at skrive som 13-14 årig. Det var store roman projekter som jeg gik død i efter 3 sider. Jeg var alt for ung med en masse ideer, men ingen håndgribelig ide om hvordan det er at være forfatter. Min interesse for at skrive startede igen i gymnasiet da jeg var 16-17 år. Her blev det til korte noveller om livet, seksualitet og kærlighed. Først efter gymnasiet og uddannelse begyndte jeg så småt at skrive på nogle seriøse romaner, og det er jeg blevet ved med de sidste 6 år.
Hvornår blev din første bog udgivet?
Min første ‘rigtige’ bog blev udgivet hos forlaget DreamLitt i september 2016. Det er en fantasyroman med navnet De Fejlfødte, som er første bind i Exilium-trilogien. Næste bind, Glasmuren, udkommer i år til september. Jeg kalder De Fejlfødte for min første rigtige udgivelse, fordi jeg tidligere er blevet udgivet i korte novelle samlinger gennem skrivenetværkssiden Movellas.com.
Hvor mange bøger har du fået udgivet?
Jeg har fået en bog udgivet, men jeg har kontrakt på de næste to i trilogien. Glasmuren udkommer til september i år, og sidste bind i fantasytrilogien udkommer til næste år i 2018.
Hvorfor skriver du?
Jeg skriver fordi jeg ikke kan lade være. Det er noget befriende i at få en omfangsrig ide og være i stand til at få det ned på papir. Det giver livskvalitet at opleve en historie blive til flere hundrede sider, som senere får omslag og kommer i trykken. Det er utroligt angstprovokerende at dele de historier med resten af verden, men det er virkelig fantastisk at møde læsere, der jubler over ens fantasi og plotudvikling.
Hvilken bog arbejder du på lige nu?
Lige nu arbejder jeg på Glasmuren. Faktisk ligger den hos min redaktør lige nu, så jeg ser frem til at få den tilbage med en masse små røde bokse, der skal tjekkes igennem. Imens jeg venter på Glasmuren, skriver jeg på tredje og sidste bind i samme trilogi. Jeg er i gang med første gennemskrivning af første udkast, så der er en masse plot-twist og løse ender der skal kædes sammen.
Foretrækker du trykte bøger, e-bøger eller lydbøger og hvorfor?
Jeg elsker trykte bøger. Jeg elsker den fysiske fornemmelse af, hvor tyk bogen er, hvor langt man er kommet og hvor langt man har igen. Den fornemmelse har man ikke ved lydbøger eller e-bøger, og det er for mig det største tab.
Hvilken forfatter beundrer du mest?
Jeg er stor fan af amerikanske Tess Gerritsen. Derfor var jeg også på Krimimesse i Horsens for at møde hende tidligere på året, få signeret bøger og fangirle over hende. Det var en utrolig stor oplevelse af snakke med hende og få et smil fra en forfatter, der har solgt mere end 30 millioner eksemplarer på verdensplan. Hendes fortællerstil inspirerer mig utrolig meget, og jeg elsker at læse hendes bøger (som jeg har stort set alle af).
Hvilken bog ville du helst selv have skrevet?
Det kunne have været fedt at have skrevet Divergent-serien, men det er fordi jeg har næsten samme alder som Veronica Roth, så det må være utrolig vildt at have opnået så stor en succes i så ung en alder. Ellers ville jeg gerne have skrevet “Muldvarpen, der ville vide, hvem der havde lagt en lort på dens hoved” af den simple grund, at bogen får mig til at smile hver evig eneste gang, jeg hører den titel.
Lever du af at være forfatter?
Nej det gør jeg ikke. Jeg er nyuddannet fødevareteknolog fra sidste år, med et fuldtidsjob som jeg elsker. Mit forfatterskab er en stor del af mig, men det er ikke mit primære indtægt og det har jeg heller ikke lyst til at det skal være – i hvert fald ikke lige nu. Min passion for at skrive driver mig ikke kun til at blive en bedre forfatter, det driver mig også til at være mere målrettet og ambitiøs med andre dele af mit liv.
Hvad gør du, hvis du oplever en skriveblokering?
Så lader jeg være med at skrive. Hvis jeg har en blokering, af den ene eller anden grund, så erkender jeg, at der er noget andet i mit liv, der kræver min tid. Og det hjælper. Jeg vil ikke presse mig selv til at skrive, for det giver ikke noget godt resultat. I stedet lader jeg manus ligge, indtil lysten og gnisten kommer tilbage. Og det virker for mig.
Hvad er det bedste ved at være forfatter?
At kunne kalde sig selv forfatter. Da jeg stadig er ret ‘ny’ på markedet, er det virkelig noget af det største lige nu. Jeg har brugt over 10 år på at skrive, og nu kan jeg endelige kalde mig selv forfatter. Men jeg er ret sikker på at det bedste ved at være forfatter ændrer sig gennem årene.
Hvad er det værste ved at være forfatter?
At bruge oceaner af tid på de sociale medier. Jeg er glad for at markedsføre mine bøger og mit forfatterskab, og jeg er indforstået med, at i vores teknologiske fremgang, er man nødt til at være med, hvor det sker. Men det er mange timer, man skal sætte af til Facebook, hjemmeside, Instagram, nyhedsbreve osv. hver uge, og nogle gange ville man ønske det hele kunne være samlet et sted.
Hvad har overrasket dig allermest ved at blive forfatter?
Åbenheden og varmen fra forfatterne fra de øvrige forlag. Jeg har set op til mange forfattere fra bl.a. forlaget Tellerup, så det var utrolig stort for mig at stå på de samme messer som dem og opleve, at de kom hen og sagde hej, købte min bog og så ud til at opleve mig som ‘en af dem’. Det er utrolig hyggeligt at møde de andre forfattere på fx messer og falde i snak, og ikke opleve intern konkurrence eller snobberi. Det er virkelig skønt at komme ind i sådan en varm verden, og det var slet ikke noget jeg havde forventet.
Hvilke råd vil du give til en kommende forfatter?
Skriv, skriv, skriv. Og husk markedsføring et år i forvejen. Det kan godt virke forkert og underligt at skulle markedsføre sig selv som forfatter, når man endnu ikke er udgivet, men hvis der er noget, jeg har lært, så er det virkelig at komme ud med sit forfatterskab i rigtig god tid. Man skal ikke vente til, der er tre uger til udgivelse. Kom i gang med det samme. Del dit arbejde med dit manus, dine afslag med forlag, dine sejre og dine gode stunder. Del optakten og skab interesse for hvem du er og hvad dine kommende bøger handler om. Hvis man gerne vil blive set og hørt i dagens Danmark, så er man selv nødt til at gøre verden opmærksom på at man er til stede.
Du kan følge Linette Harpsøe på hendes forfatterhjemmeside, Instagram og Facebook.