Liselott Blixt

Jeg har altid elsket at læse, og en god bog har altid været som et kæreste eje, jeg ikke kunne give videre. Jeg blev tidligt en hurtiglæser. Blev en bog givet i skolen, så havde jeg læst den samme dag. Min far skældte ud over, at jeg læste for meget skønlitteratur, da han ikke mente, jeg lærte nok af det. Derfor er jeg også glad for bøger, som kan bibringe mig en viden, som jeg ikke havde tidligere. Jeg husker stadig Peter Høegs Frøken Smillas fornemmelse for sne, som gav læseren en viden om snekrystaller. Jeg foretrækker bøger fremfor tv, da man får meget mere frem i en bog end en film. Jeg elsker at have en rigtig bog i hænderne, men da jeg læser meget, har jeg læst mange e-bøger, da de er nemmere at fragte, og man ikke er begrænset af, hvor mange man kan have med i kufferten. Lydbøger er kommet med det sidste år, da jeg, pga. en diskusprolaps i nakken, ikke kan sidde så længe i læsestilling.

Jeg startede tidligt med at skrive digte, så kom lejlighedsange – og mine stile blev altid skrevet med stor flid og interesse. I 1992 skrev jeg et kapitel til nationalmuseets dagbog om den 2. september, og de seneste år har jeg skrevet et par private bøger om mine motorcykelture.

Jeg valgte at skrive en bog, fordi jeg synes, jeg har en historie at fortælle, som vil kunne bibringe andre mennesker en viden om forhold, de måske ikke selv er en del af – og for andre en historie, de kan nikke genkendende til. Efter at have skrevet den første bog er jeg blevet lidt bidt af det og har rigtig mange andre bøger som presser sig på. Det være sig en bog om mine motorcykelture rundt i Europa, samt en bog om ganske almindelige menneskers skæbner forårsaget af en speciel hændelse i deres liv.

Jeg har skrevet et par private bøger til familien, men ellers er den første bog, som snart udgives, “Gåsedrengen fra Skåne”, som er en dokumentarisk roman om min oldefar, som blev auktionsbarn i Sveriges socialforsorg.

Der er rigtig mange gode forfattere, men min favorit har i mange år været den sydafrikanske Wilbur Smith. Han skriver historisk fiktion om det internationale engagement i det sydlige Afrika med synspunkter fra både sorte og hvide familier. Af danske forfattere er der rigtig mange gode krimiforfattere, som jeg læser alt fra. Det er f.eks. Jussi Adler-Olsen og Lone Theis. Men også dokumentariske romaner er fantastiske, ikke mindst Puk Damgårds Ser du månen Daniel.

Jeg skriver bedst, når jeg er væk hjemmefra, er alene og bruger naturen til at samle energi og tømme hovedet for alt andet. Printer alt ud, som ligger spredt ud, så det er nemt at dykke ned i et bestemt emne. Skulle jeg gå i stå, så er en tur på min motorcykel altid en god måde at klare hovedet og få nye ideer og input. Her har jeg ofte på lange ture vidst, hvordan jeg skulle skrive videre, når jeg kom hjem.

Det bedste ved at være forfatter er den verden, man rulles ind i, og den oplevelse, det er at prøve at få følelserne ned på et stykke papir og forhåbentlig få andre til at føle det samme. Det værste er, at man hele tiden føler, man mangler tid – og de mange bøger, der ligger og venter i ens hoved.

Jeg blev overrasket over, hvor meget research fyldte – det har nok optaget 80 % af tiden. Det at finde kilder og faktuel viden. For at skrive et enkelt lille afsnit, så kunne tiden til at finde ud af, at det var helt korrekt, tage flere timer.

Mit råd til andre kommende forfatter skal være, husk at afsætte tid og få nogle gode betalæsere, der læser de første afsnit, du har skrevet, så man får deres input med i skriveprocessen.

Jeg har oprettet en side på Facebook om processen i min bog.

Min mail er LTT@Greve.dk