Rikke Skov Jørgensen

Hvornår startede du med at skrive?

Jeg begyndte på ”Stjernernes Rige – en fortælling om håb” for lidt over 3 år siden, men da jeg samtidig startede på et nyt job, gik al min energi og tid med det. Derefter kunne jeg ikke rigtig komme i gang igen, indtil jeg, af skæbnens veje sidste efterår, mødte et menneske, der inspirerede og gav mig gode råd til at få min bog skrevet færdig.

Hvorfor skriver du?

 Den korte version er, at jeg har noget vigtigt på hjerte! Den lange er, at da jeg sad med min datter Lea i armene for 10 år siden, lovede jeg hende, at jeg ville fortælle hele verden om hende – så det er den primære og helt personlige årsag. Samtidig har jeg ofte manglet ord, når jeg har skullet fortælle mine 2 andre børn om, hvad der skete med deres søster, så de har helt klart også været til stor inspiration. De kender også den virkelige historie. Alligevel er det bare ikke let at forklare børn om noget så meningsløst, at børn også kan dø. Det er en barsk men sand del af livet, og det er vigtigt, at vi tør tale med børn om det.

Min bog er derfor skrevet som et eventyr af 2 årsager:

1) fordi jeg gerne vil fortælle om alt det smukke i Leas liv, og det kan eventyret.

2) fordi vi alle har brug for at finde et sprog, der kan give os håb, når noget er så meningsløst. Det kan magien i eventyret også.

 Det er ikke fordi, noget skal pakkes væk; derfor har jeg også ganske kort skrevet om Leas virkelige liv i bogen. Mit håb med bogen er (selvom den er tænkt som en højtlæsningsbog for børn), at den også kan give voksne et håb, og at den kan hjælpe os alle til at tale mere om det sværeste i livet.

 Lea var meget syg igennem hele hendes liv, og det at hun døde indebar også en stor lettelse. Det handler bogen også om; at vi skal turde sige DET højt! Jeg håber, at bogen kan give anledning til gode snakke om liv, død og håb mellem forældre og børn. Måske endda også pædagoger og andre fagfolk der møder børn i deres dagligdag.

Hvilken bog arbejder du på lige nu?

Blot denne ;o)

Hvor mange bøger har du skrevet?

Dette er min første bog. Har tidligere skrevet/medvirket til forskellige artikler om vores liv med Lea; bl.a. til Landsforeningen for Spædbarnsdød.

Foretrækker du trykte bøger, e-bøger eller lydbøger og hvorfor?

Helt klart trykte bøger – sammen med en god kop kaffe og plads til masser af æselører!!

Hvilken forfatter beundrer du mest?

Altså der er mange!! Har altid læst meget ”bredt”, alt efter hvor I livet jeg lige er; lige fra historiske romaner til krimier til ”feel good” romaner.  Men jeg kan især godt lide forfattere, der skriver lidt mere mellem linjerne … altså, hvor der er en lidt dybere mening end blot det skrevne ord: Fx Robert Schneider med hans roman ”Søvnens bror”, der kort sagt handler om musikeren Johannes Elias Alder, der døde som 22 årig efter at have besluttet aldrig mere at ville sove – for den der sover elsker ikke, mente Johannes.

Hvilken bog ville du helst selv have skrevet?

Det har jeg faktisk aldrig tænkt over. Er bare taknemlig for, at der er så mange forfattere, der i tidens løb har skrevet og beriget os andre med gode bøger.

Har du et særligt ritual før/mens du skriver?

Nej, jeg har skrevet både om morgenen, inden resten af huset vågner, eller om aftenen under mit tæppe på sofaen. Ikke et særligt ritual men blot en stund, hvor jeg kan lade mig suge ind i min bogs verden.

Hvad gør du, hvis du oplever en skriveblokering?

Flytter fokus og laver noget helt andet, der ikke har med bogen at gøre. Jeg skriver ikke noget godt, hvis jeg forcerer det. Ordene kommer heldigvis hurtigt af sig selv igen.

Hvad er det bedste ved at være forfatter?

Det er et stort ord at kalde mig selv ”forfatter” med blot én kommende bog på vej. Det skal jeg vist lige vænne mig til! Men det er nok det, at jeg undervejs i processen ofte er blevet bekræftet i, hvor vigtig bogen vil være for mange mennesker; børn som voksne. Og så al den gode energi jeg får af at skrive!

Hvad er det værste ved at være forfatter?

Dengang jeg havde sat det sidste punktum i historien; det var både en skøn følelse at være nået dertil, men samtidig også virkelig trist, fordi det gav mig så meget godt at være i skriveprocessen.

Hvad ville du ønske, du havde vidst, før du begyndte som forfatter?

Det er svært at sige: alt har jo været ny viden, så jeg har egentlig bare taget tingene, som de kom og spurgt Forlaget Forfatterskabet til råds, hver gang jeg er kommet i tvivl om det mindste.

Hvilke råd vil du give til en kommende forfatter?

Spring ud i det og tro på dig selv!

Hvor skal man gå hen, hvis man vil vide mere om dig? 

FB-siden: Stjernernes Rige – En fortælling om håb

Instagram: rikke.s.j

Mail : rikjo78@gmail.com