Ugens bog – Gullaschbaronen Harald Plum

Hver uge anbefaler forlagsredaktionen en ny, spændende bogtitel.

Hvad hedder bogen?

GullaschbaronenDramaet om Harald Plum

Hvem har skrevet bogen?

Gullaschbaronen er skrevet af Søren Ellemose, og blev den første bog, som han udgav på Forlaget Forfatterskabet, som han driver sammen med sin tvillingebror, Morten Ellemose.

Forfatter, Søren Ellemose fortæller:

“Harald Plums selskaber tabte et beløb svarende til 10-15 milliarder nutidskroner – mere end både IT Factory, PFA-skandalen, Nordisk Fjer eller OW Bunker, ja større end selv bankskandalerne fra erhvervslivets rædselskabinet som Amagerbanken og Roskilde Bank.

I min research stødte jeg på konspirationsteorier, royale forbindelser, komplotter, storpolitiske forhandlinger og gigantiske svindelnumre. Det hele samlede sig til et brændende spørgsmål: hvem var egentlig denne mand, der var beskrevet som excentrisk på grænsen mellem gal og genial, som en fantast med storhedsvanvid, som gullaschbaron og handelsmand ud over alle grænser? Hvem var Harald Skovby Plum og hvordan lykkedes det ham at blive en stor mand i samtiden, blive ringeagtet af eftertiden og nærmest glemt af nutiden?

Det var besvarelsen af dette spørgsmål, der dannede udgangspunkt for min fortælling.”

Hvad handler bogen om?

Bogen handler om Harald Plum, der blev centrum for Danmarkshistoriens største erhvervsskandale med Landmandsbankens kollaps i 1922. Det er en erhvervshistorisk fortælling om købmandsslægten Plum i Assens, opbygningen af Det Transatlantiske Kompagni, stridighederne med ØK og H.N. Andersen, og et finansielt luftkastel, der førte til Landmandsbankens sammenbrud og truede hele landets økonomi.
Efter nedturen genopbyggede Harald Plum stik imod alle odds en helt ny koncern med 50 selskaber, der blev holdt sammen med økonomisk ekvilibrisme. Målet var nu at købe nødlidende selskaber, bringe dem på ret køl og derpå sælge dem videre, men en ekstraordinær revision vælter Harald Plums finansielle korthus, der er bygget med falske garantier og decideret svindel.
På sin private ø, Thorø, betaler Harald Plum i oktober 1929 den ultimative pris.
Gennem omfattende arkivmateriale og politirapporter beskrives Harald Plums sidste hektiske dage på Thorø før det dobbelte selvmordsforsøg.

Tre gode grunde til at læse bogen

  1. Gullaschbaronen er et stykke dramatisk Danmarkshistorie om alle tiders største erhvervsskandale, der stadig er aktuel i lyset af nutidens finanskriser.
  2. I 1929 tog Harald Plum sit eget liv (efter flere mislykkede selvmordsforsøg) på sin private ø Thorø, hvor han havde opført et mausoleum til sig selv. Dette findes ikke mere, for familien fik det sprængt i luften efter hans død. Han blev familiemedlemmet, der aldrig blev talt om …
  3. Bogen indeholder en del fotos, som den brede offentligthed ikke tidligere har set.

Anmelderne siger …

“En dramatisk bog om Nordens største svindelnummer, der stadig synes aktuelt i lyset af nutidens finanskrise. Der er tale om et grundigt arbejde med et omfattende sidetal og stor detaljerigdom.” Lektørudtalelse fra 

⭐⭐⭐⭐ “Gullaschbaronen” er en spændende erhvervshistorie, men også et tidsbillede af dansk erhvervsliv i de fede år i slutningen af 1800-tallet og frem til 1920’erne.”
Børsen, Henrik Ørholst

⭐⭐⭐⭐⭐ “Bogen anbefales varmt til alle, som nyder at få et direkte indblik i begivenhederne, og som samtidig gerne vil have en baggrund for historien som truede hele landets økonomi pga nogle få menneskers naivitet … Fem stjerner ud af seks mulige for den gode biografi som fortjener en plads på boghylden fordi historien må fortælles.” Henrik Blunck

⭐⭐⭐⭐⭐ “Relevant – er det første ord man tænker på i forbindelse med denne bog. Historien om hvordan Harald Plum i årene under og efter første verdenskrig opbyggede først et erhvervsimperium og da det krakkede opbyggede han det næste. Det er også historien om hvordan det var muligt (og vel stadig er det) at opbygge store formuer ved at oprette en endeløs række af selskaber der dækkede over hinanden, indsætte personer i bestyrelsen der har den rette titel og så naturligvis besidde de rette forbindelser og gode talegaver. Transatlantisk kompagni og Landmandsbankens krak bør være en advarsel til nutiden . Set i bakklogskabens lys var de mange der investerede i Harald Plums utallige firmaer ufattelige naive, lige indtil man kommer til at tænke på de selskaber og skuffeselskaber der oprettes i dag – med samme formål. Velskrevet og relevant dog en smule lang. Forfatteren har dog gjort et godt forsøg på at forsimple de meget omfattende selskabskonstruktioner og nøjedes med at fremhæve enkelte selskaber. Som hjælp til os der ikke lige har styr på hvad der skete i januar 1926, er der korte kronologiske oversigter over verdens begivenhederne.”, Helle J, Saxo

Hvor kan jeg købe bogen?

Bogen kan bestilles hos alle landets boghandlere.

Du finder bogen hos forlaget lige her

Du kan læse bogen gratis på eReolen her.

Du kan læse bogen på Mofibo her.

Gullaschbaronen – dramaet om Harald Plum

 

 

Annoncer