Søren Ellemose

Søren Ellemose

Hvorfor blev du forfatter?
Det er en drengedrøm, der blev næret lige siden folkeskolens og ikke mindst gymnasiets lange stile.

Jeg havde svært ved at fatte mig i korthed fordi jeg følte, jeg havde noget på hjerte. Det har jeg stadig efter 30 bøger og 2.500 artikler.

Drømmen er stadig at skrive en helt igennem fantastisk bog. Den skal starte med en fantastisk sætning, blive bedre undervejs og slutte af på en sådan måde, at læseren har lyst til straks at læse den forfra.

Jeg formår næppe at opnå dette, men det er ikke desto mindre det, der motiverer mig til at skrive.

Hvilken bog læser du lige nu?

I lange perioder er det kun arbejde og egne bøger, der ligger på natbordet. Som ung slugte jeg alle bøger, jeg kunne rive ned fra bibliotekernes hylder, men i dag formår jeg ikke at skabe tiden til det.

De seneste læseoplevelser har været opdaterede genudgivelser af Krøniker fra Kvæhl af Dennis Jürgensen. Før det var det Kadavermarch af samme forfatter samt Harry Potter bind 7, Millenium-trilogien, Bram Stokers Dracula og “Under Landet” af Lone Vitus.

Lige nu er det HMS Ulysses af Alistar Maclean, der stadig er en gribende skildring af krigsskibe i konvoj under Anden Verdenskrig.

Ofte sniger jeg mig til at smuglæse brudstykker af gamle bøger, hvor jeg falder over kapitler, som jeg erindrer som særligt velskrevne.

Så jeg læser hver eneste dag.

Hvilken bog skal du læse bagefter?
Jeg skal dykke ned i min egen fortælling om skyttegravenes helvede under første verdenskrig.

Hvilken bog ville du gerne selv have skrevet?
Der er mange, men på øverste hylde står i hvert fald Lord of the rings-trilogien samt Hobbitten på grund af deres universelle fortælling og dybde. Jeg læste bøgerne hver sommer syv år i træk og følte mig hver gang i selskab med gode venner. Men også Harry Potter-bøgerne fordi de påvirkede en generation til at blive bedre læsere. Det findes vel ingen smukkere anerkendelse af det skrevne ord.

Hvilken uddannelse har du?
Matematisk student og derefter civiløkonom (HA) fra Handelshøjskolen.

Hvad laver du, når du ikke skriver eller læser?
Jeg er sammen med mine venner og min familie … mens jeg tænker på det næste plot, det næste afsnit eller den næste sætning til en af vores bøger.

Hvad er det vigtigste for en forfatter?
Fantasi og disciplin.

Fantasien til at udtænke en handling og disciplinen til at få det skrevet ned, så det er læseværdigt.

At skrive er for mig et håndværk, hvor man forhåbentligt får bedre og bedre greb om værktøjet.

 

 

Hvordan er det at skrive sammen din tvilling?
Det er en umådelig fordel for os fordi vi supplerer hinanden så godt og samtidig fungerer som betalæsere, der konstant driver den anden til at skrive bedre.

Vi holder hinanden til ilden, og skulle vi endelig støde på en blindgyde i plottet, så er den anden klar med en udvej. For mig er den eneste udfordring, at vi har flere ideer til manuskripter end vi har ledige timer i døgnet. Jeg er ikke sikker på, at andre kan høste de samme fordele, som vi gør som tvillinger, hvorimod ulemperne givetvis vil være større. Vi kender hinanden så indgående, at vi fuldender hinandens skriverier.

Hvordan er din skriveproces?
Jeg skriver hele tiden. Konstant. Hver eneste dag bliver der skrevet nye ord, udtænkt nye plots og lagt flere lag på persongallerierne.

Vi arbejder hele tiden på snesevis af manuskripter, men kan også fokusere på et enkelt bogprojekt, når vi giver os selv en deadline for det. Så arbejdes der metodisk, struktureret og frem for alt intenst i mange timer, både dag og nat.

Det bedste ved at skrive er at følge processen fra idé til færdig bog. Fornemmelsen af at stå med en frisk, ny bog fra trykkeriet er svært at overgå, og den glæde mindskes ikke, uanset hvor mange bøger, jeg skriver.

Hvad gør du ved skriveblokeringer?
Ingen af os oplever skriveblokeringer og har aldrig gjort det. Det må ikke lyde overlegent, men jeg kan altid skrive. Jeg har aldrig følt mig tom for ideer eller “udskrevet”, så der ikke var flere ord, der ville ned på papiret.

Hvad skriver du på lige nu?

Når tiden tillader det skal jeg skrive videre på sidste bind i krimiserien om Manus Albino og derefter gælder det en hyldest til Sherlock Holmes-figuren i en fortælling om hans mest kendte, men glemte sag.

5 hurtige
Mit bedste sted at skrive: Ved skrivebordet, i sengen, i sofaen, ja hvor som helst.
Mit bedste sted at læse: I sengen.
Min bedste bog: “En verdensomsejling under havet” af Jules Verne gjorde stort indtryk på mig som ung dreng. Jeg følte virkelig, at jeg befandt mig i ubåden Nautilus sammen med Kaptajn Nemo.
Mine bedste forfattere: Dennis Jürgensen har givet mange fornøjelige timers læsning, men det har J.R.R. Tolkien også. Det samme gælder Bjarne Reuter.
Min bedste genre: Afhænger fuldstændigt af min sindsstemning. Jeg har nok ingen favoritgenre, andet end den gode, velskrevne bog. Jeg kan læse alt fra digte til zombie-fortællinger. 

Foretrækker du trykte bøger, e-bøger eller lydbøger og hvorfor?

Jeg er tilhænger af den “gamle” trykte bog, som jeg voksede op med.

Som forfatter er der også en større tilfredsstillelse ved at kunne sætte det færdige værk på hylden, og det kræver en fysisk bog.

Tidspres gør dog, at jeg i stigende grad også lytter bøger, når jeg går ture eller kører i bil.

Hvad er det bedste ved at være forfatter?

At blive læst. Der gives ingen større glæde som forfatter end at blive læst og røre folk med sine ord. Tanken om at efterlade noget til næste generation er også vederkvægende.

Jeg vil umådeligt gerne sætte et aftryk på denne jord.

Hvad er det værste ved at være forfatter?

Tanken om at jeg ikke har tid til at skrive alle de bøger, jeg gerne vil. Der er mange personer, plots og handlinger i mit hoved hele tiden, og de fortjener alle at blive skrevet.

Hvilke råd vil du give til en kommende forfatter?

Skriv.

Ingen er nogensinde blevet forfatter uden at skrive. Så simpelt er det.

Så skriv, skriv og skriv. Og helst det, der kommer fra hjertet.

Hvis man gerne vil vide mere om dig?
Der er faktisk mange muligheder.

Man kan besøge en af vores hjemmesider på www.forfatterskabet.dk,  www.manusalbino.dk eller www.rummetsdetektiver.dk

Og så er min indbakke altid åben på soren@forfatterskabet.dk

Annoncer