Direktøren til derby

Praktikanten havde levet i en tilstand af konstant frygt.

Økonomidirektøren havde tidligere truet med at tilberede ham i en stegepande, hvis ikke der kom salg. Og praktikanten vidste, at han svigtet på den front. I en grad så han for sammen af skræk, hver eneste gang nogen skramlede med gryder og pander eller ovnlågen blev åbnet.

Men salgsindsatsen havde måtte vige de seneste par dage. Til fordel for en lang række praktiske opgaver i forbindelse med den årlige lagerstatus.

Økonomidirektøren havde insisteret på, at samtlige bøger blev fragtet til hjemmekontoret fra fjernlageret, så han personligt kunne overse optællingen.

Praktikanten, der til daglig fragtede sig selv rundt på en ældre damecykel, havde bedt om at låne firmabilen til opgaven.

Økonomidirektøren havde slået en hånlatter op.

“Praktikantens ømskindede bagdel og laskede lår har kun godt af turen!”

Derpå marcherede Økonomidirektøren fluks ud i det lille kantinekøkken, hvor der blev smækket med bestikskuffen og rodet med knivblokken i en grad så truslen om praktikantmord straks blev nærværende igen.

Rystende af angst svang Praktikanten sig i sadlen – og blev der de næste par dage. Cyklen var praktisk til motion,  men knap så praktisk, når der skulle hentes bøger på fjernlageret i København. Det gjorde det ikke bedre, at der kun var plads til to bogkasser i cykelkurven samt en enkelt kasse på bagagebæreren.

Det havde været et par lange uger med daglige ture over Storebæltsbroen. Og et forsøg med at afmontere sadlen for at få plads til en bogkasse mere, var endt i et pinligt kollaps og revnede bukser midt i betalingsanlægget.

Praktikantens indvendinger om, at bøgerne jo blot kunne tælles på lageret, var prellet ganske af på Økonomidirektøren.

“Tal kan ikke overlades til tåber og tilfældigheder!”

Alt skulle hjem. Pakkes ud. Sorteres. Fintælles. Noteres. Og så pakkes ind igen og retur til lageret.

Det havde været et par meget hårde dage, og Praktikanten var selvsagt slidt ned, da Økonomidirektøren denne dag rakte ham nøglerne til firmabilen.

Praktikanten lyste op i et sjældent smil. Det var første gang han nogensinde havde fået lov at bruge firmabilen.

“Tusind tak,” stammede Praktikanten og rettede på cykelbukserne, hvor vaselinen var på afveje igen. Han havde allerede anvendt hvad der svarede til et Tour De France holds årsforbrug, men udsigten til Økonomidirektørens limousine fik slidmærkerne på afstand. “Er det betaling for min indsats? I stedet for løn, som du ikke betaler?”

“Betaling? Hvad fabler du om?” spurgte Økonomidirektøren. “Det er fordi bilen skal gøres ren. Grundigt!”

“Grundigt?”

“Ja, den skal sælges. Det tager sig dårligt ud, at jeg kører rundt i en 2017-model, når kontoret mangler penge.”

“Så skal du også til at cykle?” spurgte Praktikanten håbefuldt.

“Du godeste nej. Jeg har købt en 2018-model. Vi kan ikke skilte med pengemangel, så hellere bruge lidt flere. Ja, det er flash-cash-flow-metoden.”

Praktikanten havde mistanke om, at Økonomidirektøren brugte fine ord for at forvirre.

“Jeg forstår ikke.”

“Det eneste du behøver forstå er, at bilen skal gøres ren. Støvsuges, vaskes, poleres, damprenses og have frisket ædeltræ-indlæggene. Og sæderne skal selvfølgelig have en grundig vask med en vandstøvsuger. Ellers kommer blodpletterne ikke af.”

“Blod?” spurgte Praktikanten ængsteligt. “Hvor stammer det fra?”

“Det var en lønforhandling, som udviklede sig. Hvilket minder mig om, at du også lige må lave en DNA-rens af bagagerummet. Men nu ikke alle de spørgsmål. Du skal bare gøre som jeg siger, ellers bliver der mere snavs at tørre af.”

“Javel!” sagde Praktikanten og klappede hælene sammen. Lyden var højere end normalt, takket været cykelskoene med tåclips.

“Godt. Og hvis nogen spørger, så er jeg iøvrigt ikke at træffe de næste par dage. Jeg skal til London og deltage i Derby.”

“Derby? Er Direktøren begyndt at ride? ” spurgte Praktikanten uforstående. Han kunne slet ikke forestille sig den omfangsrige Økonomidirektør i jockeyens rolle. Med mindre hesten var et biologisk og medicinsk vidunder ville den rive samtlige forhindringer ned med den passager i sadlen. Ja, den ville sikkert også skrabe bugen langs græsset på opløbsstrækning. Uanset hvor lavt det var klippet. Hvis den aparte ekvipage da overhovedet kom ud af startbøjlerne. Måske kunne han sælge Økonomidirektøren resten af krukken med vaseline til formålet.

“Der er i Royal Ascot,” sagde Økonomidirektøren selvtilfreds. “Finere sted findes ikke, hvis man vil i nærkontakt med kapitalen. Hvis du blot var lidt mere oplyst, ville du vide, at Royal Ascot er stedet hvor verdens hurtigste heste mødes med millionærer og deres fruer. Alle har stort opsatte hatte på.”

“Også hestene?” spurgte Praktikanten forvirret.

“Idiot,” sukkede Økonomidirektøren og tog en stor æske frem. “Hatte er forbeholdt de civiliserede. Jeg har til formålet indkøbt en ny af slagsen. Den er komplet med bred skygge, slør, blomster og druearrangement.”

“Det ser dyrt ud,” sagde Praktikanten ved synet af hatten, der var en blanding af en frugtbod og en lille terrasseparasol.

“Der skal ikke spares på noget, hvis man vil frem. Hvilket minder mig om, at der heller ikke bliver løn i denne måned.”

“Ingen løn?”

“Ikke med mindre du sælger røven ud af cykelbukserne, mens jeg er væk. Men det syn er der næppe nogen som vil betale for! Hvilket minder mig om, at vi har fået sagsanlæg fra to ansatte på Storebæltsforbindelsen, der søger erstatning for svie, smerte og synsforstyrrelser i forbindelse med din sidste tur! Hvis jeg var dig, ville jeg se at få fingrene op af vaselinekrukken og ind til salgstasterne!”

Med disse ord slentrede Økonomidirektøren ud af kontoret.

Hatten var så stor, at den kastede en tung skygge på Praktikanten længe efter at Økonomidirektøren var fløjet til London.

Praktikanten vidste, at tiden var knap.

Hvis de trofaste nyhedsbrevsmodtagere ville undgå foruroligende billeder af en praktikant bagdel måtte de til tasterne nu. Og købe. Købe. Købe.