Mette Østergaard Filsø

Mette Østergaard Filsø udkommer med “Mordet i Elverskoven” på Forlaget Forfatterskabet.dk. I den anledning har vi sat hende i den varme stol for at svare på spørgsmål om livet som forfatter.

Hvornår startede du med at skrive?

Jeg tror, jeg har skrevet lige siden vi i folkeskolen blev introduceret til konceptet ‘at skrive’. Jeg gav mange lærere grå hår over alt for lange stile, jeg har sågar engang pillet ved margenerne i word for at få flere ord presset ind på hver side og på den måde holde sideantallet nede – en finte der selvfølgelig blev opdaget og accepteret med en opgivende hovedrysten.

Hvorfor skriver du?

Det lyder måske som en kliché, men jeg skriver fordi jeg ikke kan lade være. Jeg har så mange historier i mit hoved, der skal ud. Jeg havde en lang periode, hvor de to fuldtidsstillinger ‘mor’ og ‘kemiker’ ikke levnede plads til forfattergerningen, men da jeg endelig begyndte at skrive igen føltes det som at få et kæmpe skud energi – som endelig at blive en hel person igen.

Hvilken bog arbejder du på lige nu?

Fantasyromanen ‘Mordet i Elverskoven’ bliver første bog i serien ‘Himmelkrystallens Børn’ og udkommer i maj. Jeg er udmattet og 100% klar på at få den i trykken  – og samtidig tripper jeg for at begynde på efterfølgeren.

Hvor mange bøger har du skrevet?

Jeg har tidligere udgivet bogen ‘Dragebjergenes Hemmelighed’ under mit ‘pigenavn’ Søberg. Min debutroman var min første kærlighedserklæring til fantasy.

Foretrækker du trykte bøger, e-bøger eller lydbøger og hvorfor?

For mig er der bare noget magisk ved at sætte sig ned med en trykt bog og føle papiret mellem fingrene.

Hvilken forfatter beundrer du mest?

Jeg tror ikke, der er nogen forfatter, jeg beundrer … Men der er mange forfattere, der har betydet meget for mig, da jeg voksede op og åd mig vej gennem den ene moppedreng efter den anden. Her husker jeg specielt Dennis Jürgensen og Lene Kaaberbøl.

Hvilken bog ville du helst selv have skrevet?

Den bog, der stadig står som den største oplevelse for mig, er Dennis Jürgensens ‘Dystopia’. Jeg husker tydeligt at gå ned ad gaden efter at have læst bogen færdig og undre mig over, hvad jeg dog skulle med mit liv nu, hvor personerne i bogen ikke længere var en del af det. En bog, der kan fange læseren så fuldstændig er i mine øjne det ypperste, man kan håbe på at opnå som forfatter.

Har du et særligt ritual før/mens du skriver?

Hvis jeg kan sætte mig, så jeg kan se ud af vinduet på skyerne, der driver forbi eller vinden, der løber gennem bladene, så har jeg den bedste ro til at skrive. Men når det er sagt, så skriver jeg alle steder jeg kan komme til det.

Hvad gør du, hvis du oplever en skriveblokering?

Jeg bruger rigtig meget køreturen frem og tilbage fra arbejde til at gennemgå centrale episoder af bogen igen og igen. Det sker ofte, at en vigtig brik falder på plads på denne tur, til musik for fuld udblæsning.

Hvad er det bedste ved at være forfatter?

At skabe magi med noget så simpelt som ord på et stykke papir. Det er da fantastisk.

Hvad er det værste ved at være forfatter?

Det er svært at sige. Nogle gange det faktum, at livet kommer i vejen for, hvor hurtigt man gerne ville skrive. Andre gange er der rigelig tid, men ordene mangler. Det er ikke altid så simpelt.

Hvad ville du ønske, du havde vidst, før du begyndte som forfatter?

Da jeg startede var jeg ung, naiv og autoritetstro. Jeg tror, jeg ville ønske, jeg vidste mere om hvordan forlagsbranchen var skruet sammen, så havde jeg måske ikke spildt så meget tid med at vente pænt på svar fra store forlag, der havde glemt alt om, at jeg havde sendt dem mit hjerteblod i form af et manuskript. Jeg lærte nogle hårde lektioner i processen, som selvfølgelig også har gjort mig til den forfatter, jeg er i dag.

Hvilke råd vil du give til en kommende forfatter?

Ja det ved de fleste vist godt allerede, men skriv, skriv, skriv. Også selvom du kun har brudstykker af en historie i hovedet, eller en god vending, en idé til en person, eller hvad det nu kan være. Alt skriveri er træning og et skridt i jagten på din identitet som forfatter.

Hvor skal man gå hen, hvis man vil vide mere om dig? 

Jeg arbejder på min nye hjemmeside på alkymistens-historier.dk som snart er klar.