Claudia Westh Lonning

Claudia udgiver sin roman “Skakmesteren fra Tirana” på vores forlag og i den forbindelse har vi sat hende i den varme stol for at besvare spørgsmålet om livet som forfatter.

Hvornår startede du med at skrive?

Jeg har løbende skrevet i mange år, men i januar 2018 sagde jeg mit arbejde op for at skrive på fuld tid.

Hvorfor skriver du?

Det er det bedste, jeg ved, og det, jeg synes, jeg er bedst til 🙂

Hvilken bog arbejder du på lige nu?

Jeg skriver på en roman, der foregår under besættelsen i Danmark. Handlingen er løseligt inspireret af min mands bedstemors oplevelser. Hun blev 15 år, dagen før vi blev besat og voksede op i Esbjerg, som spillede en strategisk vigtig rolle for tyskerne.

Hvor mange bøger har du skrevet?

Jeg har skrevet en bog: romanen ”Skakmesteren fra Tirana”.

Foretrækker du trykte bøger, e-bøger eller lydbøger – og hvorfor?

Helt klart trykte bøger. Jeg kan godt lide at sidde med bogen i hånden, og jeg er aldrig kommet i gang med de andre formater.

Hvilken forfatter beundrer du mest?

Hemingway. Han var meget disciplineret omkring sit arbejde og havde nogle fornuftige regler f.eks. at han altid stoppede, når han havde en idé til næste scene, så det var nemt for ham at fortsætte arbejdet dagen efter.

Hvilken bog ville du helst selv have skrevet?

”En gentleman i Moskva”. Jeg synes det er en usædvanlig god, spændende og velskrevet roman med en vinkel, jeg ikke har mødt før.

Har du et særligt ritual før/mens du skriver?

Jeg drikker utrolig meget the!

Hvad gør du, hvis du oplever en skriveblokering?

Det har jeg faktisk ikke oplevet. Nogle dage kan selvfølgelig være mere træge end andre, men så går jeg typisk i gang med research i stedet. Jeg skriver romaner, der foregår inden for en historisk ramme, så der er altid nogle kilder, jeg kan dykke ned i.

Hvad er det bedst ved at være forfatter?

Friheden og fleksibiliteten. Samtidig har jeg mødt stor opbakning og interesse i min venne- og bekendtskabskreds.

Hvad er det værste ved at være forfatter?

Grundlæggende får jeg energi ved at være sammen med andre mennesker, så den lidt ensomme forfattertilværelse egentlig ikke til min natur. Men jeg forsøger at skrive f.eks. på biblioteker, hvor jeg er omgivet af andre mennesker, og jeg får lagt kaffepauser ind med tidligere kolleger eller venner, der befinder sig i nærheden.

Hvad ville du ønske, du havde vidst, før du begyndte som forfatter?

Hvor svær en branche det er for en ny, ukendt forfatter.

Hvilke råd vil du give til en kommende forfatter?

Giv ikke op og brug dit netværk. Der er næsten altid en, der kender en, der kender en, der kan hjælpe dig videre på den ene eller anden led.

Hvor skal man gå hen, hvis man vil vide mere om dig?

Læs mere på claudiawesthlonning.dk 😊