Anncatrine C. F. Petersen

Anncatrine C. F. Petersen har skrevet Overvind Angsten. Her kan du møde hende i vores forfatterportræt af hende.

Hvornår startede du med at skrive?

Jeg startede med at skrive i januar 2023. Jeg satte hele året 2023 af til at skrive min bog. Jeg kunne se den hele for mig – faktisk visuelt, og jeg har næsten følt at den har ”skrevet sig selv”. Ud over de mange timer jeg har brugt selvfølgelig, så har det føltes som en relativ ”lige ud af landevejen”- proces.

Hvorfor skriver du?

Jeg skriver fordi jeg har en drivkraft om at hjælpe andre mennesker. Jeg har opnået en masse personlig erfaring omkring det at kæmpe med angst, som jeg på en måde følte jeg var nødt til at skrive ned i en bog, således at så mange mennesker som muligt kan få gavn af indholdet.

Hvilken bog arbejder du på lige nu?

Jeg skriver ikke på nogen anden bog lige nu. Jeg har umiddelbart ikke nogen anden bog i tankerne. Men hvem ved, det er ikke umuligt at jeg en dag får en tilsvarende impuls – som med Overvind Angsten – om at gøre en forskel for andre.

Hvor mange bøger har du skrevet?

Dette er min første bog. Jeg har dog skrevet en masse videnskabelige artikler tilbage i min karriere som Ph.D.-studerende og Civil ingeniør. Jeg har endda skrevet et kapitel i en lærebog. Det hele har dog været på engelsk og meget nørdet. Så Overvind Angsten er min første bog til helt ”almindelige mennesker”, en bog som alle vil kunne forstå og få glæde af. Uanset om man døjer med angst eller ej.

 

Foretrækker du trykte bøger, e-bøger eller lydbøger og hvorfor?

Jeg foretrækker faktisk at lytte til lydbøger – men at have en god lækker bog i hånden kan virkelig også noget magisk.

Hvilken forfatter beundrer du mest?

Det er måske lidt pinligt, men jeg har ikke rigtig nogen yndlingsforfatter. Jeg er faktisk aller mest til fagbøger selv. Selvhjælpsbøger, fagbøger eller bøger som omhandler et tema eller en teknik eller noget lidt nørdet – er nok min fortrukne gener. Når det så er sagt så er der alligevel et par bøger som har gjort stort indtryk på mig i gennem mit liv:

Alkymisten af Paulo Coelho, Feltet af Lynne McTaggart og Vinden er min Moder – en indiansk Shamans liv og visdom af Bear Heart.

Hvilken bog ville du helst selv have skrevet?

Jeg tror ikke der er en bog, jeg selv ville have skrevet. Men jeg har tænkt at jeg måske en dag skulle skrive en selvbiografi, som et slags minde til min datter, som hun kan læse op til sine børn og børnebørn… når jeg en dag ikke er her længe. En måde at videregive mine erfaringer jeg har gjort mig her i livet.

Har du et særligt ritual før/mens du skriver?

Ikke rigtig. Men alligevel er det super vigtigt for mig, at jeg sidder dejligt, altså sådan rigtig hyggeligt, fx i en god lænestol med mit rosafarvede yndlingstæppe og en god kaffe latte. Mørk chokolade har også været en slags ritual ved min side i mens jeg har skrevet på bogen.

Hvad gør du, hvis du oplever en skriveblokering?

Så plejer jeg bare at lukke computeren og foretage mig noget helt andet. F.eks. løbe en tur eller få noget frisk luft. Hvis der ikke er et naturligt flow, så gælder det om at få energi i kroppen i gang, så der kommer blod og ideer til hjernen … og det får blokeringen opløst.

Hvad er det bedste ved at være forfatter?

Det er helt klart at der er fuldstændig frie rammer. Det er som at male et maleri. Det er meget befriende at få sat ord på mine ideer, tanker og indre billeder af hvordan bogen skal ”foldes ud”. Det er det bedste at ”skabe” noget – at få åbnet op for min kreative side, er faktisk helt fantastisk og også meget livsbekræftende.

Hvad er det værste ved at være forfatter?

Hmm… ikke rigtig noget. Jeg synes oprigtigt at det har været en smertefri proces – takket være min drivkraft, vision og intention, og ikke mindst Forfatterskabet. Uden dem kunne jeg sagtens se at det at være forfatter godt kunne være svært. Det at have nogen bag sig, som støtter én, og guider én videre i det praktiske – har været helt uundværligt. Så endnu engang – tusind tak!

Hvad ville du ønske, du havde vidst, før du begyndte som forfatter?

Jeg tror ikke der er noget jeg ville ønske jeg havde vidst.

Hvilke råd vil du give til en kommende forfatter?

Mit første råd: Jeg har været virkelig glad for at være medudgiver og have et forlag ved min side. Det er nok mit bedste råd.

Mit andet bedste råd, at man skal vælge et emne / historie, som ”tænder” én. Altså man skal skrive om noget, som bevæger noget specielt i én. Måske noget som får én til at føle at man gør en forskel – eller at man bidrager med noget unikt til andre eller til verden. Ens passion vil ”smitte af” ud til læseren, og det vil gøre bogen til noget særligt.

Mit sidste og tredje råd: Det skal føles rart og rigtigt, når man sætter sig til at skrive. Det må ikke føles som op ad bakke, eller noget som skal overstås. Den følelse man har, når man sidder og skriver, vil også skinne igennem til læseren. Så mit sidste og tredje råd, er at det er vigtigt at skrive med hjertet, og gøre det så autentisk som muligt.

Hvor skal man gå hen, hvis man vil vide mere om dig

Hvis man vil vide mere om mig kan man gå ind på:

www.overvindangsten.dk

Hvorfor skal man vælge at læse din bog?

Man skal vælge at læse min bog, Overvind Angsten, hvis man kæmper med angst eller hvis man kender en som lider af angst. Formålet med denne bog er at få folk (unge og deres forældre), der har angst tæt inde på livet, dvs. dem som føler sig påvirket/begrænset i deres hverdag, til at få den nødvendige viden – til at forstå hvad angst er for en størrelse og hvad de kan stille op med den. Fokus er på at forstå angsten og dernæst at kunne håndtere den på den bedste måde. Man skal vælge at læse bogen, hvis man ønsker at få det bedste udgangspunkt i at håndtere sin angst. Bogen samler mere end 20 teknikker som virker mod angst – og alle teknikkerne er veldokumenterede. Dvs. teknikker som er testet af på personer med angst, og hvor det har haft en positiv effekt på angstsymptomerne.

Hvad får man ud af at læse den?

Overvind Angsten er den vigtigste bog til dig, der kæmper med angst. Det er holistisk og samtidig videnskabelig funderet. Bogen giver dig nøjagtig den viden og de redskaber, du behøver, for at forstå og håndtere din angst. Bogen er et uundværligt værktøj og en komplet guide, som vil hjælpe dig tilbage til et trygt og normalt liv.

Bogen blander videnskabelig viden med forfatterens personlige erfaringer i en grundig gennemgang af angstens natur. Bogen rummer værdifulde, velafprøvede og veldokumenterede teknikker til at håndtere angst, herunder mindfulness, meditation, vejrtrækningsøvelser, tapping, grounding teknikker og visualisering. Desuden inkluderes råd om sunde vaner som motion, søvn og kost, som alle spiller en central rolle i at overvinde angst.

Hvem vil få mest ud af at læse den?

Bogen er primært henvendt til unge og deres forældre. Unge mennesker i alderen 15-25 år. Bogen er også henvendt til alle andre der lider af angst, alle der kender en som lider af angst og alle der har kontakt til klienter / medmennesker med angst.

 

Annoncer