Birne Dalbjerg

Fotograf:  Svend-Erik Madsen

Model: Tinche

Hvornår startede du med at skrive?

Jeg startede med at skrive digte i mine unge teenageår, hvilket udviklede sig til dagbogsskrivning. I 2014 begyndte jeg at skrive på min første bog: Kan du se Lyset. Det tog mig tre år at få færdigskrevet og udviklet bogen fra en ren skrivestrøm til en reel bog.

Hvorfor skriver du?

Da jeg var yngre, skrev jeg mest for at finde en vej ud af et anderledes og måske også meget barskt liv. Jeg ønskede dengang og ønsker stadig at bryde tabuet og tavsheden, som jeg voksede op i.

Så jeg skrev dengang og også nu af behovet for at fortælle min historie, samtidig med at mine erindringer sender nogle klare budskaber, som jeg ønsker skal komme ud til så mange som muligt, i håbet om at mine erindringer og erfaringer kan støtte eller hjælpe andre i lignende situationer. 

Hvilke bog arbejder du på nu?

Lige nu holder jeg pause. Dog er mine tanker allerede begyndt at kredse om to forskellige muligheder. Enten en digtsamling skrevet ud fra det liv, jeg har levet, eller en bog som kunne hedde ”KNÆK – koden til – LÆGEN”. Den skulle handle om, hvordan man takler et liv, hvor læger, sygehussystemet og anden kontakt til lægeverdenen mere eller mindre er livet. Uanset hvad, skal det skrives med humor – den bedste metode til overlevelse. 

Hvor mange bøger har du skrevet?

Jeg har skrevet to bøger. Den første: ”Kan du se Lyset – en barndom med incest” som udkom 26. april 2018, og derefter: ”Blot en borger” som udkom 31. januar 2020.

Derudover har jeg fået udgivet en artikel i henholdsvis Epilepsiforeningens blad og Addisonforeningens blad.

Foretrækker du trykte bøger, e-bøger eller lydbøger og hvorfor?

Jeg foretrækker helt klart lydbøger med en dygtig oplæser. Jeg er ordblind, og når jeg hører teksten blive læst op, danner jeg ordbilleder, og handlingen giver mening. 

Hvilken forfatter beundrer du mest?

Jeg har ikke nogen bestemt yndlingsforfatter, men min yndlingsgenre er historiske romaner, fordi jeg bliver fanget ind i den historiske viden og verden, som åbner sig op for mig. 

Hvilken bog ville du helst selv have skrevet?

Ud over mine egne bøger, som har været så vigtige for mig at få ud, ville jeg da ønske, at jeg kunne skrive en historisk roman. Jeg forestiller mig, at processen med at fordybe sig i den historiske viden kunne være meget givende.

Desværre må det blive ved drømmen, så i stedet fortsætter jeg med at lytte til dem med stor iver. 

Har du et særligt ritual/mens du skriver?

Jeg sætter mig godt til rette i min sofa. Så finder jeg et godt program med masser af tale men uden musik i baggrunden. Benene lægger jeg op på sofabordet, og så er det som om, at ordene flyder ud. Jeg finder det faktisk svært at skrive på andre måder.

Hvad gør du hvis du oplever en skriveblokering?

Da jeg aldrig arbejder med deadlines, venter jeg simpelthen på, at lysten melder sig igen. Den ene gang jeg blev alvorligt ”angrebet” af skriveblokering, blev det mine betalæseres gode råd, som gav mig min inspiration tilbage, så jeg kom i gang igen med at skrive. 

Hvad er det bedste ved at være forfatter?

At skrivningen og den deraf tilhørende personlige udviklingsproces er min – og kun min – proces.

Hvad er det værste ved at være forfatter?

Det kan til tider frustrere mig voldsomt, at jeg ikke kan stå frem med mine bøger. Jeg skriver under pseudonym, fordi jeg ellers, iflg. min advokat, risikerer injuriesager fra dem der er skrevet om.

Udover at det gør det sværere at sælge bøger, er det også ærgerligt, fordi mit ønske er at bryde tabu og tavshed, og det er noget sværere, når jeg ikke kan få lov til at stå ved det, jeg har skrevet. 

Hvad ville du ønske, at du havde vidst før du begyndte som forfatter?

ALT! Jeg anede absolut intet om at få udgivet bøger: rettigheder, udgivelsesprocessen, lektørudtalelse, bibliotekspenge. Og hvad med ”skattefar”?

Jeg ville ønske, at jeg var blevet taget i hånden og guidet igennem både processen fra skrivning til bog; til udgivelsen og meget andet.

Den anden bog var derfor langt lettere at gå til, fordi jeg da vidste, hvad jeg skulle, og i hvilken rækkefølge tingene skal ske. Og hvordan man reelt set når frem til det endelige resultat: En udgivet bog. 

Hvilke råd vil du give til kommende forfatter?

Det er vigtigt – ja supervigtigt –  med nogle rigtig gode betalæsere, og hav dem med fra start til slut. Brug deres kritik konstruktivt. Lad være med at sætte deadlines for dine betalæsere. Tro på det budskab du gerne vil formidle.

Hvor skal man gå hen, hvis man vil vide mere om dig?

Hjemmeside: https://www.birnedalbjerg.dk/

FB: https://business.facebook.com/BirneDalbjerg/?business_id=329043194646700

Mail: birne.dalbjerg@gmail.com

Annoncer