Jeg er forfatter.

Så er du advaret.

Denne artikel handler nemlig om glæden ved rejsen mod den færdige bog.

En rejse som er truet af kunstig intelligens.

Og inden du tænker overreaktion fra en gammel mand på 50 år, som ikke har fattet fordelene ved ny teknologi, så brug to minutter på at læse videre.

Jeg ved det, to minutter er længe, Særligt når chat-robotter kan skrive eksamensopgaver på gymnasieniveau på få sekunder. Og de bliver kun bedre, hurtigere og smartere.

Snart – og den tid er ikke langt foran os – vil det kræve kunstig intelligens at gennemskue om noget er skabt af kunstig intelligens.

Lige nu kan vi trække på smilebåndet af fake news, fordi naboen ikke gennemskuede at billedet af Trump på en enhjørning eller Paven i dynejakke var et falskneri.

Men snart vil der være færre og færre som kan grine overbærende over andres godtroenhed eller dumhed, fordi det som kunstig intelligens kan frembringe i det digitale maskinrum vil være så overbevisende, at ingen – udover maskinerne – kan se forskel på virkelighed og konstrueret virkelighed.

Og jo, det kommer.

Denne artikel bringes i samarbejde med serien “Forfatterdrømme”.

Du kan allerede nu bestille den første bog i serien

 

Forfatterens verden

Og nu tilbage til min virkelighed, som er forfatterskabets.

Jeg har skrevet så længe, jeg kan huske.

Til dagbogen, til skuffen, til forlag, til afslag og i de seneste 15 år også til boghylderne rundt om i landet.

Det er en livsopgave for mig – og jeg kunne ikke ønske mig en anden.

Jeg er ikke så indbildsk, at jeg vil påstå, at min skriverier ALDRIG finder deres overmand ved kunstig intelligens. Allerede nu overgåes mine egne tekster jo af flere virkelige forfattere, levende og døde, som jeg beundrer og forsøger at nå op til.

Så det er ikke fordi, jeg er sur på konkurrenterne. De har såmænd altid været der. Og mange endda dygtigere end mig selv.

Nej, min anke er at den kunstige intelligens ser ud til at overfløddiggøre forfattergerningen. På en måde som ingen teknologi nogensinde har gjort før.

Vi taler ikke om springet fra en skrivemaskine til Word. Nej, den kunstige intelligens er for mange kreative fag, hvad meteoritten var for dinosaurerne.

Mit håb – og det er spinkelt, som kun de bedste håb – er at mennesket indser, at rejsen er vigtig for os.

Det er ikke nok at trykke på en enkelt knap og lade 500 siders krimi med bestsellergaranti materialisere sig. Maskinen kan allerede nu. Men der er ingen læring i det for forfatteren inde i  mig.

Jeg har nemlig begået tusindvis af fejl, gået over et helt hav efter vand, taget omveje på flere år og skrevet i forkerte retninger. Jeg har brugt tusinder og atter tusinder af timer på at tænke plot, karakterer og dialog.

Og jeg har lært af det hele.

Jeg har skrevet kladder, smidt ud, redigeret, skrevet om, læst korrektur, læs og genlæst.

Jeg har været med til trykstart, stået på messer og holdt foredrag for hundredvis af mennesker i den virkelige verden.

Jeg har grædt over linjer i bøger. Både egne og andres. Fordi jeg kan mærke mennesket bag historien. Ikke maskinen.

Og derfor fortsætter jeg kampen med alfabetet. Uden kunstig intelligens.

Det er måske uklogt, men det er sandt og det er menneskeligt.

Og det er mig.

Min lille stemme i evighedens ekko.