Esther V. Frank

Hvornår startede du med at skrive?

Jeg startede i 2. klasse. Vi læste vores historier højt for hinanden hver fredag, og jeg elskede at skrive. Jeg kan stadig se de fedtede hæfter for mig; med lange historier og hjælpeløs skrift. Siden har jeg egentlig altid skrevet meget både privat og professionelt.

Hvorfor skriver du?

Jeg gjorde det før i tiden for at ordne mine tanker. Sådan skrev jeg mig igennem puberteten, men nu er det mere for at fange de historier, der rumler i mit hoved.

Hvilken bog arbejder du på lige nu?

Jeg arbejder med fortsættelsen til ”Datid.” Den hedder ”Nutid” og er egentlig skrevet færdig, men jeg har lært så meget af færdiggørelsen af min første bog, så jeg nu ved, at der er en masse ting, der skal rettes til og forbedres.

Hvor mange bøger har du skrevet?

Jeg har kun udgivet én bog, men skrevet på 4 bøger siden 2016. Jeg ved nu, at de skal redigeres grundigt inden en eventuel udgivelse.

Foretrækker du trykte bøger, e-bøger eller lydbøger og hvorfor?

Jeg har i mange år foretrukket en trykt bog. Havde sådan en skøn fornemmelse af historien, når man pløjede sig igennem den side for side. Men de sidste 4-5 år, er jeg begyndt at læse e-bøger, og nu læser jeg næsten kun på min IPad. Når man har et digitalt abonnement, er det en særlig luksus bare at kunne vælge bøger, der umiddelbart fanger ens interesse. Jeg er ret vild med lyden af sproget. Hvis teksten irriterer mig, læser jeg som regel ikke bogen færdig – men jeg giver den altid en chance. Af respekt for forfatteren. Teksten behøver ikke være ukompliceret, men den skal gerne fange mig enten med indhold eller form.

Hvilken forfatter beundrer du mest?

Jeg beundrer som regel den forfatter mest, hvis bog jeg lige har læst. Det er f.eks. Kate Quinn, Delia Owens og sidst har jeg læst ”Uhyret i Essex” – en fantastisk bog og et sindssygt smukt sprog. For ikke at tale om Anne Swärds ”Vera.”

Hvilken bog ville du helst selv have skrevet?

Der er mange. Jeg bliver jævnt hen død misundelig, når jeg læser en god bog, og jeg beundrer folk, der både har historien og sproget i deres magt. Jeg tænker dog altid på ”Alt det lys vi ikke ser,” af Anthony Doerr, når jeg bliver spurgt – men der er mange andre.

Har du et særligt ritual før/mens du skriver?

Jeg kan godt lide at skrive tidligt om morgenen. Så går jeg en lang tur ved vandet. Så kører fortsættelsen oppe i hovedet, og så skriver jeg videre, når jeg kommer hjem. Min historie fortæller nærmest sig selv. Jeg skal bare skrive hurtigt for at huske alle detaljerne.

Hvad gør du, hvis du oplever en skriveblokering?

Jeg har ikke haft skriveblokering men masser af tvivl på, om andre gad læse det, jeg skriver. Og så har jeg i perioder ikke haft tid til at skrive – og det er jo også en slags blokering.

Hvad er det bedste ved at være forfatter?

Det ansporer mig til at få system på ting, jeg undrer mig over. Man kan diskutere ting med sig selv, lade konflikter udvikle sig, lade de onde blive retfærdigt straffet, og så er det altså bare meget underholdende. I perioder, hvor jeg skriver, gider jeg næsten hverken læse eller se film. En historie i udvikling kan godt fylde det hele.

Hvad er det værste ved at være forfatter?

Man bliver vist lidt introvert af det. Jeg deler ikke rigtigt historien med nogen i processen. Det forstyrrer mig ret meget, hvis jeg tænker på, at andre skal læse det, og hvad de eventuelt måtte mene. Og processen, hvor man endelig slipper teksten og afgør, at nu skal den ikke være bedre. Det er næsten som at kaste sin baby ud i en sivkurv på floden, og se den drive væk.

Hvad ville du ønske, du havde vidst, før du begyndte som forfatter?

Jeg har indset, at der var en hel masse, jeg ikke vidste om at udgive bøger. Som jeg har lært af forfatterskolen, så er der rigtig meget rugbrødsarbejde i forfatterarbejdet, og det kunne jeg måske ønske, at jeg havde forstået omfanget af. Men på den anden side, er det nok også en forståelse, der kommer i processen med at rette bogen til, og man forstår det måske først, når man har været alle korrekturfaser igennem. Og så har jeg alligevel helt sikkert stadig meget at lære.

Hvilke råd vil du give til en kommende forfatter?

Skriv og læs så meget som muligt, og få hjælp af kloge folk som Søren og Morten. Det har været en rigtig god proces at få deres kompetente hånd på mit bogprojekt.

Hvor skal man gå hen, hvis man vil vide mere om dig?

Jeg skriver under pseudonym, så det er egentlig ikke meningen, at man skal lære mig at kende. Jeg er ikke flov over min bog – er tværtimod meget glad for den og glæder mig til, at andre begynder at læse den. Jeg har dog brug for at holde mine to professioner adskilt, da jeg ikke har lyst til at inddrage min passion for at skrive i min anden helt anderledes passion for mit arbejde.

Datid har en profil på Instagram

Esther V. Frank har en side på Facebook

Annoncer