Jens Kjær Larsen

Hvornår startede du med at skrive?

I ca. 2004 begyndte jeg at skrive. Jeg havde som rapper i Cut´n´Move skrevet mange rim og digte inden da. Men i 2004 skrev jeg pludselig 40 sammenhængende sider, der beskrev mit og min bedste vens liv som musicerende dagdrivere i kølvandet på min popkarriere. Det var en selvbiografisk historie om to lyssky fantaster, der drev omkring i Århus. To mænd i 30’erne, der afsondrede sig fra det bestående samfund og dets dødvande af forudsigelighed. I vores indre verden afsøgtes grænserne for, hvor absurde scenarier man kunne forestille sig. Vi fandt ingen grænser, men i den totale dadaisme elementer af stor humor, samt brudstykker af kærlighed og længsel som vi punkterede eller pustede op, alt efter dagsformen. Vi kørte altid vores fantasiscenarier helt ud på overdrevet … og så lidt længere ud. Langt ud over flæbegrænsen. Jeg blev klar over, at vi måtte stoppe, hvis ikke vi skulle afsondre os fuldstændig fra det omkringliggende samfund. Hvis ikke vi skulle gå til grunde. Jeg begyndte at nedskrive indholdet af vores daglige ”runderinger”, som vi kaldte dem. I beskrivelserne fandt jeg min egen mening, og reddede derved mig selv op på en mental isflage af normalitet, og begyndte at padle mod land.

Hvorfor skriver du?

Fordi jeg i skriveriet kan være 100% frisat. Her er i udgangspunktet ingen regler, ingen konventioner.

Litteraturen skylder ingen noget. Den tjener ingen dagsorden ud over sandheden om det menneskelige, og man kan hverken forvente eller kræve af forfattere, at de skal være opbyggelige. I bøger kan man besynge det smukke, udforske det grimme og ubekvemme.

I skriveriet kan jeg gnistre, antænde, løbe med halve vinde. Skabe og skabe mig. Forårsage og dulme smerte. Iscenesætte og afklæde. Hjælpe og opløfte. Punktere, prikke og detonere. Min salig storebror var forfatter. Udgav to skønlitterære bøger på Lindhardt & Ringhof, men døde mens han skrev på den tredje. Somebody´s gotta carry the torch!

Hvilken bog arbejder du på lige nu?

Flæbegrænsen. Ovenfor beskrevet.

Hvor mange bøger har du skrevet?

MEDIEFILEJS er min debut

Foretrækker du trykte bøger, e-bøger eller lydbøger og hvorfor?

Ubetinget trykte bøger. Det haptiske og taktile er vigtigt for mennesker, tror jeg. En bog lugter. Den vejer. Jeg kan bladre i den med mine fingerspidser. Jeg mærker og føler bogen. Det er MIN bog.

Hvilken forfatter beundrer du mest?

William Shakespeare

Hvilken bog ville du helst selv have skrevet?

Klokken i Makedonien af Knud H Thomsen

Har du et særligt ritual før/mens du skriver?

Det tror jeg ikke, man kan sige. Jeg vil gerne have benene op. En god kop kaffe. Jeg foretrækker at skrive på et bibliotek.

Hvad gør du, hvis du oplever en skriveblokering?

Det har jeg endnu ikke prøvet.

Hvad er det bedste ved at være forfatter?

Det er dette med, at man lovliggør enspænderens isolation og afsondring. Jens er væk i 4 dage. Nå, hvor skal han da hen? Alene i sommerhus. Og det er helt ok og accepteret. Han skal jo skrive på sin bog.

Hvad er det værste ved at være forfatter?

Tanken om, at man kommer til at træde nogen over tæerne med sin fremturen. Tanken om, at man kunne have skrevet historien endnu bedre. Udeladt noget, ændret noget andet. Writers Remorse… At man var forhippet og uelegant. Måske uinteressant.

Hvad ville du ønske, du havde vidst, før du begyndte som forfatter?

Ikke noget. Det er en spændende proces.

Hvilke råd vil du give til en kommende forfatter?

Vær dig selv. Tro på dig selv. Lad ikke nogen eller noget stoppe dig, hvis altså du har den seriøse skrivekløe.

Hvor skal man gå hen, hvis man vil vide mere om dig? 

Facebook er et godt sted at starte. Ellers kan man skrive til mig på udafbusken@gmail.com