Kim Fupz Aakeson

Kim Fupz AakesonKim Fupz Aakeson er en af Danmarks mest produktive forfatter. Læs om den travle forfatter og hans skrivetips.

HVOR LÆNGE HAR DU SKREVET?
Min indgang var lidt besynderlig, for jeg ville slet ikke være forfatter. Da jeg var i starten af mine 20’ere ville jeg tegne tegneserier og kom faktisk fint i gang og fik udgivet et album, der skaffede mig jobs i fagblade. Det var jo typisk de kedelige artikler der skulle peppes op med en sjov streg. Det blev hurtigt kedeligt, men så fik jeg øje på billedbøger for børn og det så meget sjovere ud.

Så jeg begyndte at skrive for at have noget at tegne, men langsomt krøb illustrationerne, langsomt voksede teksterne, indtil jeg til sidst opdagede at det var der den lå, sulten, lysten. Jeg lagde penslerne væk. Jeg var blevet forfatter.

HVORNÅR BLEV DIN FØRSTE BOG UDGIVET?
Jeg ved ikke om tegneseriealbums tæller, det første kom i ’82, min første børnebog kom to år efter.

HVOR MANGE BØGER HAR DU FÅET UDGIVET?
Uh, jeg er begyndt at sige 100+. Jeg har skrevet i mange år, været meget flittig og så er mange af mine bøger jo billedbøger og nogle vældig tynde sager. Jeg vil ikke sige at en billedbog er nem, ideerne kan også komme trægt på den front, men er ideen der først, well, så er det en lille tekst.

HVORFOR SKRIVER DU?
Det er faktisk det eneste jeg er stødt på som bliver ved med at udfordre, være sjovt, interessant, alt det dér vi alle sammen går og leder efter. Jeg glæder mig stadigvæk til at gå på arbejde og aner ikke, hvad jeg stiller op med mig selv, hvis ikke jeg er i gang med at skrive.

HVILKEN BOG ARBEJDER DU PÅ LIGE NU?
Jeg arbejder rigtig meget med film lige for tiden, men burde skrive mere på en roman, jeg har gået rundt om lidt længe. Den handler om en fængselspræst der i den grad er vant til at tale skyld og tilgivelse med de indsatte, men som skal i gang med det sværeste, at tilgive sig selv.

FORETRÆKKER DU TRYKTE BØGER, E-BØGER ELLER LYDBØGER OG HVORFOR?
Der er så meget skærm i mit arbejdsliv (og faktisk osse en del film en manuskriptforfatter skal se), så bøger skal være papir, det skal knitre når man bladrer.

HVILKEN FORFATTER BEUNDRER DU MEST?
Forskellige forfattere har betydet noget for mig på forskellige tidspunkter, Den Fremmede og Forbandede Ungdom (det hed den dengang) ramte mig klokkerent før jeg vidste at jeg selv skulle skrive, Ole Lund Kirkegaards tone i børnebøgerne gik også rent ind, senere faldt jeg pladask for Raymond Carvers noveller, hans skrabede prosa, ja, jeg kunne blive ved …

HVILKEN BOG VILLE DU HELST SELV HAVE SKREVET?
Hvis der er frit valg på alle hylder, så vælger jeg nok en af Shakespeares bedste, det er godt nok godt og sikke en omgang med sproget.

HAR DU ET SÆRLIGT RITUAL FØR/MENS DU SKRIVER?
Mine arbejdsdage ligner nærmest ritualer, forstået på den måde at de er vældig mage til hinanden, nogle børn skal op og af sted i skole med en madpakke, så ordner jeg mails, så går jeg i gang med at arbejde og det gør jeg indtil jeg føler mig flad, så går jeg ud og gør noget andet, køber ind, holder et møde, så tager jeg en tur til ved skrivebordet inden den igen står på børn, den ligger ret fast, den rutine.

HVAD GØR DU, HVIS DU OPLEVER EN SKRIVEBLOKERING?
Jeg har aldrig rigtig prøvet det, jeg har selvfølgelig prøvet at gå i stå i en tekst, men jeg har altid mange ting i gang ad gangen og hvis jeg føler mig låst og ikke kan finde en vej, lægger jeg det væk og går på noget af det andet. Sjovt nok virker det som regel forløsende, når jeg så vender tilbage har jeg nemmere ved at se nye veje og muligheder.

HVAD ER DET BEDSTE VED AT VÆRE FORFATTER?
Jamen det er at rutinen aldrig bliver rutine, ord, historier, karakterer, de byder altid på noget nyt og hvis ikke de gør det, så har jeg Den Magiske Finger, der kan få noget andet til at ske.

Der er en alkymi i arbejdet, man kan godt regne noget ud på forhånd, men der sker altid noget andet når man skriver, ting viser sig at være ubrugelige, nye muligheder og overraskelser dukker op, jeg synes arbejdet som forfatter er meget generøst.

HVAD ER DET VÆRSTE VED AT VÆRE FORFATTER?
Jeg plejer at sige at det er ensomheden. Den kan godt være svær og vel dybest set grunden til at jeg søgte filmskolen og manuskriptlinjen i sin tid og til stadighed ligger og pendler frem og tilbage. Det værste ved filmbranchen er sjovt nok at man hele tiden er sammen med andre og skal forholde sig til dem og alle deres meninger. Så bliver ensomheden en attraktiv størrelse igen.

HVILKE RÅD VIL DU GIVE TIL EN KOMMENDE FORFATTER?
Nu har jeg faktisk engang skrevet 10 bud slash gode råd, det var til Forfatterskolen for Børnelitteratur, men de fleste af rådene gælder også for alle mulige andre skriverier, det sidste og vigtigste af dem lyder kort fortalt sådan her: Skriv.

For det er i arbejdet det sker, det nye, erkendelserne, de fejltrin der viser sig at være guldet, alt det man ikke ved på forhånd. Hvis man vil læse de 9 første bud, kan man gøre det her.

Kim Fupz Aakeson har ingen hjemmeside og er ikke på Facebook – han siger, han ikke orker 😉

Foto: Robin Skjoldborg

Annoncer