Kun en tåbe frygter ikke anmelderne

“Lort”

Præcis sådan lød en nylig anmeldelse af vores krimi-serie Manus Albino. Hverken mere eller mindre, men bare “Lort”.

Måske mangler anmeldelsen nuancer, men den slags gør alligevel ondt. Og man kan komme i tvivl om sine egne evner som forfatter.

Når man har brugt mange timer på at skabe historien, researche, skrive dialog, fintænke plot, læse korrektur og løbe spidsrod mellem forlagene, så betyder det noget, når dagen endelig oprinder og man står med slutresultatet i hånden. Måneders eller års hårdt arbejde er presset ned i læsevenligt format.

Arbejdet er færdigt, men sårbarheden har aldrig været større. Nu afventer man sin dom. Bogen skal vejes på anmeldernes vægt. Og der er ingen garanti for frifindelse. Uanset hvor længe man har befundet sig i skrivefængslet og samlet mentale tøjklemmer til en løn så ussel, at tiggerne på gågaden kaster mønter efter os.

Man risikerer tværtimod at få det røde kort og blive nægtet adgang til det gode selskab; den lille lukkede kreds af “rigtige” forfattere, anerkendt af den litterære og kulturelle elite.

Men når man får udgivet en bog, så er man forfatter.

Hvad er en anmelder?

Selv er vi litterære humlebier, der svæver bekymringsfrie over pergamentet. Ser nektar alle vegne. I det mindste digt. Eller det største eventyr. Og når man tillader sig den slags, risikerer man også verbale lussinger fra anmeldere.

Men hvad er egentlig en anmelder?

Ernest Hemmingway er citeret for en rammende bredside i retning af kritikerne;

“Critics are men who watch a battle from a high place then come down and shoot the survivors.”

Forfattere som os selv – med mindre formfuldendte formuleringsevner udi udødelige oneliners – kan gemme sig i skyttegraven og lade kritikernes bomber falde, med budskaber om førtidspensionering, opfordringer til at finde andet levebrød eller måske endda en besnærende bøn om at stikke hovedet op fra mudderet, så snigskytten kan gøre en ende på læsernes elendigheder én gang for alle.

Men det er vigtigt at erindre, at anmeldere først og fremmest er læsere.

Det kan være anmeldere på store aviser og dagblade, bloggere eller helt almindelige læsere, men fælles er, at de læser din bog.

Og de har naturligvis ret til deres mening om dit værk. Mennesker er jo heldigvis forskellige, og man kan aldrig stille enhver tilfreds.

Anmeldere har derfor ret til at være fuldkommen uenige med dig om værkets kvalitet. Og du har ret til at være fuldkommen uenig med anmelderen i dennes bedømmelse.

Salg og anmeldelser

Man skal erindre, at bøger kan få fantastiske anmeldelser og stadig sælge uhyre lidt.

Og bøger kan få elendige anmeldelser og sælger millioner.

Ingen forfattere får udelukkende fantastiske anmeldelser, slet ikke vi. En skæbne, som vi deler med flere andre forfattere. Både dem som sælger millioner af papirpikanterier til sexhungrende husmødre, som støtter skrævet mod den centrifugerende vaskemaskine og drømmer sig væk fra vaskekælderens dagligdag.

Der er også de levende poeters klub, som aldrig får kommerciel succes, men hensygner digtertilværelsen på et loftsværelse i selskab med tilbudsvodka, påtaget tristesse og dødsforagtende smøger i en higen efter balance mellem mening og galskab. Eller evnen til at formidle eviggyldig visdom med finesse, som trodser årringene på den unge stamme. Eventyret i vindueskarmen.

De dårlige anmeldelser

Tilbage til anmelderne. Dommerne med magt til at stoppe karrierer før de begyndt. Vi har altid været hudløst ærlige om anmeldelser af vores egne bøger. Mens andre retoucherer manglende stjerner og gendigter anmeldernes hudfletning med en lyrisk frihed som ville have klædt oprindelsesværket, så har vi citeret både de gode og de dårlige anmeldelser. Vi har fundet et par stykker fra arkiverne.

Udover den 1-stjernede “Lort” om vores krimi, fik vi også en bredside og flere 1-stjernede anmeldelser til Halløj på Christiansborg (satire om det politiske liv)

… langt mere pinlig end sjov

…. d’herrer Ellemose forstår at skrive den i smadder med en plat, opskruet og oftest overordentlig pinlig handling og fortællestil

Og lad os blot finde endnu en 1-stjernet anmeldelse frem fra posen om en anden krimi;

Jeg savnede spænding hele vejen igennem handlingen, og den udeblev til sidste ord, som sagt druknede den i alt det overflødige, urealistiske og yderst kunstige. Alt i alt en virkelig dårlig læseoplevelse, der lader rigtig meget tilbage at ønske!

Av! Den slags gør ondt. Og så er det endda ikke den værste anmeldelse vi har fået. Den kan du læse lige her hvor Killer Killer bliver hudflettet virkelig negativt.

Den slags tager vi ikke let på. Det gør ondt, men den slags skal ikke gemmes væk og krogmodne i forfatterkælderen sammen med rebet og taburetten med de vakkelvorne ben, som en sirene, der lokker til svanesang og utidig exit fra drømmejobbet.

Den skal ud i det åbne.

De gode anmeldelser

Dårlige anmeldelser skal luftes som et par jordslåede vattæpper inden sæsonåbning på sommerhuset. Mens vi venter på sol og sommer. Som kom dagen efter i form af en 4-stjernet anmeldelse. Af samme bog. Med med en ganske anden konklusion:

Historien er fantastisk og godt skrevet … Savner dog en afslutning på et par af de gennemgående karakterers liv i forbindelse med afslutningen af historien. Ellers en særdeles fantastisk fortælling

Den slags roser fjerner let den forrige torn. Får os til at bestille en ladvogn med friske forsyninger til blækhuset. Vi kan næsten gå på vandet. Og så sker der noget som kan få enhver forfatter til at smide viskelæder og slettelak bort for altid. Og stole på egne gudgivne evner. Ja, sågar få os til at lade en tanke flyve i retning til takketalen for Nobelprisen, som man hellere må se at få skrevet.

Vi fik nemlig fanpost.

Fra den anden side af jorden. Nærmere bestemt fra Filippinerne, hvor en pensioneret bogtrykker har læst trilogien om Manus Albino og nydt det så meget at han har sendt os en takkemail. Det er helt ufatteligt stort.

Jeg har læst mange krimier gennem årene, men jeres slår alle rekorder. I skriver simpelthen fabelagtigt godt … mere åndeløs ‘Pageturner’ skal man lede længe … Jeg vil glæde mig usigeligt til bind 4 – og til de efterfølgende….Jeg ved godt, at det at være forfatter er et 24-timers job og jeres researcharbejde er formidabelt – men at være jeres læser stiller også store krav – I pisker simpelthen læseren til at være 100 procent opmærksom og til ofte at træffe det svære valg: Skal jeg slutte her eller liiiige snuppe et par sider mere…? Jeg fik mange rynkede bryn fra min elskede viv under læsningen…”

At skrive de første tre bind i serien om Manus Albino var ufatteligt hårdt arbejde. 1.346 sider på ét år er ikke noget vi kan anbefale til hverken venner eller fjender. Men ALLE strabadser forsvinder når sådan en flaskepost lander i vores indbakke. Vi siger ydmygt tak.

Historiens morale er simpel.

Om du er en emsig anmelder i en lokalavis eller en pensioneret bogtrykker fra Filippinerne; tak fordi du læser vores bøger.

Større løn har ingen forfatter fået.

Vores bedste råd er, at du som forfatter ALDRIG skriver for at få gode anmeldelser.

Se det som en bonus til dit egentlige formål; at skrive.

Den vigtigste læser af din bog er dig selv.