Louise Winther

Her kan du læse vores forfatterportræt af Louise Winther, som har udgivet “Men så døde mormor” og “Dødens dønninger” (udkommer 1. oktober) på Forfatterskabet.dk

Louise Winther

Hvornår startede du med at skrive?

Så snart jeg havde lært alfabetet. Da jeg var otte, døde min farfar, og så skrev jeg mit første kondolencebrev. Det lød sådan: ”Kære farmor. Det må se sort ud for dig nu hvor din mand er død.”

Senere begyndte jeg at sende små historier til børnesiden i den lokale avis, og i gymnasieårene blev jeg freelancer på Berlingske Søndags UNG-side. Jeg var så glad for at skrive dansk stil, at jeg græd, da jeg afleverede den allersidste inden studentereksamen. For jeg har det, som Dan Turèll engang sagde: ”Alfabetet er mit bedste legetøj.”

Hvorfor skriver du?

Fordi det hjælper det mig til bedre at fatte det ufattelige. Det blev især tydeligt, da jeg skrev digte i kølvandet på min fars pludselige død i 2011. Kan man mon lidt drilsk spørge, om det ikke er en forfatters fornemste opgave at gå foran som den, der for-fatter … ?

Jeg skriver også for at give slip på oplevelser, der fylder og tynger – samtidig med, at jeg gerne vil fastholde oplevelserne et sted uden for mig selv, så jeg kan finde dem frem igen, hvis jeg får lyst og behov.

Når jeg skriver, ophæves tiden; jeg kan blive otte år igen og være sammen med min forlængst afdøde mormor og alle de andre, der ikke længere lever.

Endelig har jeg et stort behov for at råbe i megafon: Nu skal I høre, hvordan det er at være mig! I sin bog Ofte stillede spørgsmål siger Kirsten Hammann: “Men hvorfor er vi nogle, der tager vores oplevelser og tanker så højtideligt, at vi vil bruge et helt liv på at skrive bøger til andre? Jeg tænker, vi er en slags samlere. Vi prøver at gribe det liv, som løber ud mellem fingrene på os alle. At sortere og give det form.” Det kan jeg genkende. Og selvom jeg tager udgangspunkt i mig selv, så skriver jeg jo dybest set om os, om mennesket som sådan.

I Skrivningens lyksaligheder siger Tine Andersen: “Når man skriver, kan man få mange lyster tilfredsstillet. Hvis man ellers tør. Der ligger åbenlyst en mulighed for kontakt. Til andre mennesker, til én selv”. Jeg kunne ikke have udtrykt det bedre selv.

Hvilken bog arbejder du på lige nu?

Jeg har flere ting i gang: En essaysamling, en roman, der foregår under Englandskrigen og en bog mere, som jeg ikke er klar til at løfte sløret for.

Hvor mange bøger har du udgivet?

Første gang, jeg fik trykt en tekst i en rigtig bog, var i 1998, hvor forlaget Aschehoug og Lone Kühlmann havde opfordret alle kvinder til at skrive dagbog på en bestemt dato, den 5. maj. Jeg var kolossalt stolt over at få trykt mit bidrag i bogen, der fik titlen Hvad er det kvinder vil. Den fik forresten en masse omtale i medierne.

Siden har jeg udgivet to digtsamlinger; Lysets hvisken (2012) og Jeg bærer mine døde (2015), begge på eget forlag. Derudover står jeg bag de to citatbøger Sagt om sorg fra 2014 og Sagt om sorg II fra 2016, som begge udkom på Eksistensen. I 2021 debuterede jeg her på Forfatterskabet.dk som romanforfatter med Men så døde mormor, og sidste skud på stammen er digtsamlingen Dødens dønninger (Forfatterskabet.dk, 2022).

Foretrækker du trykte bøger, e-bøger eller lydbøger og hvorfor?

Jeg foretrækker til enhver tid trykte bøger. Jeg holder af at sidde med en fysisk bog i hænderne, og jeg husker også bedst, hvad jeg har læst i en bog. Min reol er proppet med bøger; det er lidt som at have hjemmet fuldt af gamle venner, man kan tage frem og genbesøge når som helst.

Hvilke forfattere beundrer du mest?

Når det handler om prosa, er jeg stor beundrer af Astrid Lindgren. Tænk at kunne skrive en bog som Rasmus på farten. Jeg elskede den som barn og som halvstor pige, og det gør jeg stadig. To andre, jeg ser op til, er Dorrit Willumsen og Mathilde Walter Clark.

Når det handler om digtere, har jeg mange forbilleder, blandt andet disse: Halfdan Rasmussen, Dan Turrèl, Piet Hein, Tove Ditlevsen, Benny Andersen, Grete Risbjerg Thomsen, Ulrikka S. Gernes, Pia Tafdrup, amerikanske Joe Brainard, britiske Wendy Cope og tyske Erich Kästner.

Hvad gør du, hvis du oplever en skriveblokering?

Jeg sætter uret på ti minutter og skriver alt, hvad remmer og tøj kan holde, om det, der optager mig her og nu ud fra et godt råd, som min første skrivelærer Bente Clod har givet: Skriv fra de strømførende lag. En variant kan være: Skriv om det, du ikke tør skrive om. Det ender altid med mindst én sætning eller tanke, jeg kan arbejde videre på.

Hvad er det bedste ved at være forfatter?

Det er friheden – på mange planer.

Hvad er det værste ved at være forfatter?

Det usikkerheden – på mange planer.

Hvad ville du ønske, du havde vidst, før du begyndte som forfatter?

At man skal bruge lige så meget tid og energi på at forsøge at markedsføre sin bog som man brugte på at skrive den.

Hvilke råd vil du give til en kommende forfatter?

Bliv kun forfatter, hvis du absolut ikke kan lade være.

Og så to praktiske tips, der virker for mig: Flittig brug af synonymordbog samt en håndfuld testlæsere, der har både empati og evne, vilje og mod til at fortælle mig deres ærlige mening om det, jeg har skrevet.

Hvorfor skal man vælge at læse Dødens dønninger?

Fordi den er hurtigt læst, men sætter et langvarigt aftryk. Og fordi den kan give lindring, så man som læser føler sig mindre alene med sin sorg og sit savn.

Hvad får man ud af at læse Dødens dønninger?

Lindring og genkendelse.

Hvem vil få mest ud af at læse Dødens dønninger?

Unge og voksne, der har mistet en eller flere elskede personer. Inklusive læsere, der tror, at digte ikke er noget for dem.

Hvor skal man gå hen, hvis man vil vide mere om dig?

Jeg kan bookes til bogsignering og/eller foredrag, og man kan finde mig her:

Web: www.louisewinther.dk

Facebook: Louise Winthers forfatterside

Instagram: @forfatter_louise_winther

Mail: lw@louisewinther.dk

 

   

Læs mere om “Dødens dønninger” her

Læs mere om “Men så døde mormor” her