Louise Winther

Hej! Jeg hedder Louise, og jeg er født i 1963.

Jeg startede med at skrive, så snart jeg var i stand til det; breve, postkort, feriedagbøger, rimede digte. Da jeg var otte døde min farfar, og så skrev jeg mit første kondolencebrev. Det lød sådan: ”Kære farmor. Det må se sort ud for dig nu hvor din mand er død.”

Senere begyndte jeg at sende små historier til børnesiden i den lokale avis, og i gymnasieårene blev jeg freelancer på Berlingske Søndags UNG-side. Jeg var så glad for at skrive dansk stil, at jeg græd, da jeg afleverede den allersidste inden studentereksamen. For jeg har det, som Dan Turèll engang sagde: ”Alfabetet er mit bedste legetøj.”

Min bog, Men så døde mormor, har jeg valgt at kalde en roman, da den jo er fiktion, selvom den tager udgangspunkt i mit eget liv. I engelske retssale sværger man på at ville fortælle “the truth, the whole truth and nothing but the truth.” Jeg har fortalt “the truth and nothing but the truth”, men ikke “the whole truth.” Dels ville sådan en bog blive meget lang, dels ville den blive helt utroligt kedelig.

Men hvorfor dog skrive om sit eget liv? Der er der flere grunde til, at jeg gør.

For det første hjælper det mig til bedre at fatte det ufattelige. Det blev især tydeligt, da jeg skrev digte i kølvandet på min fars pludselige død. Kan man mon lidt drilsk spørge, om det ikke er en forfatters fornemste opgave at gå foran som den, der for-fatter … ?

For det andet skriver jeg for at give slip på oplevelser, der fylder og tynger – samtidig med, at jeg gerne vil fastholde oplevelserne et sted uden for mig selv.

For det tredje: Når jeg skriver, ophæves tiden; jeg kan blive otte år igen og være sammen med min forlængst afdøde mormor og alle de andre, der ikke længere lever.

Og sidst, men ikke mindst, så har jeg et stort behov for at råbe i megafon til omverdenen: Nu skal I høre, hvordan det var at være mig! I sin bog Ofte stillede spørgsmål siger Kirsten Hammann: “Men hvorfor er vi nogle, der tager vores oplevelser og tanker så højtideligt, at vi vil bruge et helt liv på at skrive bøger til andre? Jeg tænker, vi er en slags samlere. Vi prøver at gribe det liv, som løber ud mellem fingrene på os alle. At sortere og give det form.” Det kan jeg genkende. Og selvom jeg tager udgangspunkt i min egen tilværelse, så skriver jeg jo dybest set om os, om mennesket som sådan.

Det er jo i mødet med læseren, at bogen skal stå sin virkelige prøve. Åh, hvor jeg håber, at hun (og han) – ud over at blive underholdt – vil kunne spejle sig i min fortælling, og at den kan hjælpe hende med at forstå sig selv bedre og til at indse, at hun ikke er alene.

I Skrivningens lyksaligheder siger Tine Andersen: “Når man skriver, kan man få mange lyster tilfredsstillet. Hvis man ellers tør. Der ligger åbenlyst en mulighed for kontakt. Til andre mennesker, til én selv”. Jeg kunne ikke have udtrykt det bedre.

Jeg har et stort behov for at udvikle mig, ikke mindst som forfatter, så for tiden arbejder jeg på noget helt andet, nemlig en historisk roman om mine tiptiptipoldeforældre. Jeg er dybt opslugt af research om Englandskrigen, klædedragter, skikke, sygdomme, boligforhold og så videre.

Første gang, jeg fik trykt en tekst i en rigtig bog, var i 1998. Det nu hedengangne forlag Aschehoug havde sammen med bogens redaktør Lone Kühlmann opfordret alle kvinder til at skrive dagbog den 5. maj. Det væltede ind med dagbogsblade, og jeg var rasende stolt af at være én af dem, der fik trykt mit bidrag. Jeg husker stadig, hvor stort det var at høre Lone Kühlmann blive interviewet om bogen på bogmessen, at læse om den i flere aviser og at se stakkevis af eksemplarer af “min” bog i vinduet hos den lokale boghandler.

Siden har jeg skrevet og udgivet to digtsamlinger; Lysets hvisken (2012) og Jeg bærer mine døde (2015). Derudover står jeg bag de to citatbøger Sagt om sorg fra 2014 og Sagt om sorg II fra 2016. Og nu debuterer jeg altså som romanforfatter med Men så døde mormor.

Jeg foretrækker til enhver tid trykte bøger. Jeg holder af at sidde med en fysisk bog i hænderne, og jeg husker også bedst, hvad jeg har læst i en bog. Min reol er proppet med bøger; det er lidt som at have hjemmet fuldt af gamle venner, man kan tage frem og genbesøge når som helst.

En forfatter, jeg beundrer, er Astrid Lindgren. Tænk at kunne skrive en bog som Rasmus på farten. Jeg elskede den som barn og som halvstor pige, og det gør jeg stadig. En anden forfatter, jeg ser op til, er Dorrit Willumsen. Jeg er vild med hendes selvbiografiske Det sure med det søde. Det samme gælder Knausgårds Min kamp, Leonora Christina Skovs Den der lever stille, Mathilde Walter Clarks Lone Star og Carolina Setterwalls Lad os håbe på det bedste, der jo alle er autofiktion. Jeg bliver altid klogere på mig selv ved at læse om andres liv.

Før jeg går i gang med at skrive, skal min mand være ude af huset, for jeg kan ikke koncentrere mig, når der er selv den mindste risiko for at blive forstyrret. Så hvis han arbejder hjemme, bruger jeg tiden på at læse bøger om at det at skrive, på at redigere, korrekturlæse eller researche. Heldigvis holder jeg af alle dele af forløbet med at producere en bog. Indeni er jeg vist stadig en skolepige, der er glad for at lave sine lektier.

Hvis jeg oplever ikke at kunne få gang i skriveriet, forsøger jeg mig med en non-stop-øvelse; jeg sætter et ur på fem eller ti minutter og skriver alt, hvad remmer og tøj kan holde, om det, der optager mig her og nu ud fra et godt råd, som min første skrivelærer Bente Clod har givet: Skriv fra de strømførende lag. En variant kan være: Skriv om det, du ikke tør skrive om. Det ender altid med mindst én sætning eller tanke, jeg kan arbejde videre på.

Det bedste ved at være forfatter er friheden – på mange planer. Det sværeste er usikkerheden og de mange op- og nedture, der følger med. Igen på mange planer.

Hvad jeg ville ønske, jeg havde vidst, før jeg begyndte som forfatter? Åh ja. At selv en rasende god bog ikke sælger sig selv; at hvis ikke det skal være som at kaste en flaskepost i havet og håbe, at den driver i land et sted og bliver fundet, så skal man virkelig bruge meget tid og energi på salg og markedsføring.

Jeg har det svært med at give gode råd, for folk – og dermed forfattere – er jo forskellige. Men okay, jeg kan nævne to ting, der virker for mig. Punkt et: Flittig brug af synonymordbog. Punkt to: En håndfuld testlæsere, der er i besiddelse af både empati og af evne, vilje og mod til at fortælle mig deres ærlige mening om det, jeg har skrevet.

Jeg kan bookes til bogsignering og/eller foredrag, og man kan finde mig her:

Web: www.louisewinther.dk

Facebook: Louise Winthers forfatterside

Mail: lw@louisewinther.dk