Morten Kvistgaard

Morten Kvistgaard (1955) er forfatter til tetralogien om familien Tsirkul og Balkans turbulente tid fra 1912 til 1996 og er nu aktuel med spændings- og samtidsromanen Tonedøv. Morten Kvistgaard har arbejdet som økonom i Rusland og på Balkan i mere end 30 år.

Hvornår startede du med at skrive?

Skriftlig formidling har været en del af mit professionelle virke i hele mit voksenliv. Jeg er uddannet økonom og har skrevet strategier, analyser og evalueringer i stort tal. Mit første skønlitterære manuskript blev skrevet i 2011 og 2012, men da jeg med store forventninger viste det til min daværende coach, mente hun, at jeg havde skrevet en rapport, så det var på med vanten igen. Masser af coaching og øvelse førte så til min debut i 2018: ’Alla og klaveret – Den russiske tragedie 1912 til 1924’, som jeg udgav på Saxo Publish.

Hvorfor skriver du?

Mit arbejde gennem de seneste 30 år har ført mig til de fleste lande i Central- og Østeuropa, på Balkan og i Central Asien. Her har jeg mødt mange mennesker, der har fortalt de mest fantastiske og også forfærdelige beretninger om deres liv under forhold, vi dårligt kan forestille os i idylliske Danmark. Det er især disse personlige fortællinger, der med et historisk bagtæppe har inspireret mig til at skrive romaner.

Hvilken bog arbejder du på lige nu?

Der er flere projekter i gang. Først og fremmest har jeg netop færdiggjort endnu en bog om Bosnien, hvor jeg tager læseren med helt op til i dag. Titlen er ’Tonedøv’, og henviser til, at mange mennesker uden for Bosnien har svært ved at høre, hvor galt det står til i det ellers vidunderlige land. Jeg har også en anden roman i skuffen, og som også finder sted på Balkan, men hvor skrivestilen er en anden. Titlen er ’Vinmagersken fra Trebinje’ og jeg håber, at den også bliver færdig på et tidspunkt.

Hvor mange bøger har du skrevet?

Foreløbigt er det blevet til fem romaner: ’Alla og klaveret,’ ’Flammernes bytte,’ ’Da drømmene levede’ og ’Fortæret af løgne’ i min Balkan-serie. Og så altså den helt aktuelle ’Tonedøv’. Jeg har endelig skrevet en novelle ’Stenen i skoen’ i en antologi udgivet af Dansk Forfatterforening med titlen ’Et vigtigt brev’ i 2023.

Foretrækker du trykte bøger, e-bøger eller lydbøger og hvorfor?

Jeg er helt klart til trykte bøger, dels på grund af den fysiske fornemmelse ved at sidde med bogen i hånden, dels på grund af læsningens betydning for den kognitive oplevelse. Men jeg må også erkende, at det har været fantastisk at lytte til ’Alla og klaveret’ og ’Flammernes bytte’ og de andre bøger i min Balkan-serie som lydbøger indlæst af indlevelsesfulde Heidi Keller. Det giver teksten endnu en dimension, må jeg sande. Det glæder mig, at Heidi har indvilget i også at indlæse den næste bog.

Hvilken forfatter beundrer du mest?

Jeg holder meget af finske Kjell Westö, både fordi han har et fantastisk sprog, og fordi hans fortællinger er vedkommende og samtidig er reflekterende over den historie, vi er en del af. Også georgiske Nino Haratischwili har skrevet nogle bøger af formidabel kvalitet.

Hvilken bog ville du helst selv have skrevet?

Det ændrer sig hen over tiden alt efter, hvad jeg selv har fokus på. Blandt nyere romaner ville jeg gerne have lagt pen til Kjell Westös ’Luftspejling 38’ og Orhan Pamuks ’Den rødhårede kvinde.’ Fælles for begge bøger er, at de rummer en lille fortælling med den store historiske udvikling som bagtæppe. Den måske nok bedste bog i meget lang tid læste jeg sidste år: ’Det manglende lys’ af Nino Haratischwili. Det er fortællingen om fire unge veninders oplevelser under Georgiens overgang fra kommunistisk republik i Sovjetunionen til vestligt orienteret gangsterøkonomi i de første år af 1990erne. En helt igennem fantastisk bog, som jeg gerne ville have skrevet.

Har du et særligt ritual før/mens du skriver?

Jeg skal have ryddet skrivebordet for andre gøremål og ikke mindst have ro i hovedet, så det nytter ikke noget, at jeg har andre praktiske eller faglige opgaver lige om hjørnet. Jeg behøver ikke have lange perioder friholdt til at skrive, men kan godt gå til og fra teksten i løbet af dagen eller ugen. Lange sammenhængende perioder er ikke realistiske i mit liv.

Hvad gør du, hvis du oplever en skriveblokering?

Det oplever jeg aldrig. I hvert fald har jeg ikke oplevet det endnu. Hvis den ulmer, er løsningen bare at hamre en scene ned, som jeg har haft liggende i baghovedet et stykke tid, også selv om den ikke rigtigt passer ind i konteksten eller den skivemæssige kronologi.

Hvad er det bedste ved at være forfatter?

Det er arbejdet med at skabe et fiktivt univers inden for en historisk ramme. Især er det arbejdet med at binde de to niveauer sammen: den nære personskildring og de historiske begivenheder, sådan at karaktererne får liv, og at teksten ikke bliver en historielektion. Det er kanonsvært, meget udfordrende og bare fantastisk, når det virker.

Hvad er det værste ved at være forfatter?

Det ved jeg faktisk ikke. Er der noget?

Hvad ville du ønske, du havde vidst, før du begyndte som forfatter?

At det er nødvendigt med lige så meget struktur i arbejdet, når man er forfatter, som når man er økonom. Det har jeg lært på den hårde måde, og derfor tog det lang tid at få ’Alla og klaveret’ færdig. Siden er det gået nemmere, og i dag vil rygtet, at jeg er meget struktureret i min skrivning.

Hvilke råd vil du give til en kommende forfatter?

Gode ting tager tid. Det gælder vin og arbejdet med gode tekster. Derfor skriver jeg mine tekster igennem mange gange. Jeg tror, det gælder for de fleste forfattere. Så øv dig. Igen og igen. Og husk at sætte barren højt. Udfordr dig selv og overgå dig selv hver gang, du skriver nyt.

Hvorfor skal man vælge at læse din nye bog, Tonedøv?

Det skal man, hvis man er interesseret i sin nutid, i udviklingen i Europa og især på Balkan i disse år. Det er en dramatisk tid, vi gennemlever. Ikke kun hvad angår krigen i Ukraine, men også i Europa mere specifikt med øget nationalisme og afsværgelse af globaliseringens fordele. Det unikke ved romanen er, at en kærlighedshistorie med en morale om at kæmpe for alt det, man tror på, også når det ser sværest ud, sættes ind i en aktuel spændingsmættet nutid med fokus på Bosnien og på de problemer, der truer med at splintre landet endnu engang, her kun 30 år efter den seneste krig i landet. Der er ikke før udgivet en sådan roman i Danmark, eller internationalt. Derfor skal man læse den.

Hvad får man ud af at læse den?

Man bliver helt sikkert klogere på europæisk nutidshistorie og på de udfordringer, EU står overfor efter Ruslands invasion i Ukraine. Man bliver også mere vidende om de vanskeligheder, udvidelsen af EU på Balkan løber ind i på grund af Ruslands aggressioner. Vi ser ikke stor opmærksomhed fra pressen på EU-udfordringerne i landene på Balkan: Bosnien, Serbien, Kosovo med flere, men de er der i sådant et omfang, at Danmark nu etablerer ambassade i Bosnien for at give sit bidrag til det sikkerhedspolitiske samarbejde på Balkan.

Og så lærer man også noget om at bygge klassiske strengeinstrumenter som cello og violin af meget gammel bosnisk ahorn. Det er da heller ikke at kimse af.

Hvem vil få mest ud af at læse den?

Alle samfundsinteresserede læsere vi få noget ud af at læse Tonedøv. Har man interesse i Balkan og i Bosnien i særdeleshed er bogen en guldgrube af informationer om de faktuelle politiske spændinger i landet. Og så er den nutidshistoriske fortælling omsvøbt af en rørende kærlighedshistorie med dramatiske konsekvenser. Om at kaste alt ind på at finde et flere hundrede år gammelt ahorntræ til en ny cello. Hvad gør man ikke, hvis man forelskes i en smuk cellist, der har netop sådan en cello som sit største ønske?

Jeg tror faktisk, at Tonedøv vil appellere til mange forskellige segmenter i læserhavet, fordi Tonedøv rammer direkte ind i hjertekulen med sin fortælling om vores samtid, om spænding og drama og ikke mindst om kærlighed.